FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Nyt fra Hovedbestyrelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/08 - Hovedbestyrelsesmøde den 12. april 2007
Ny struktur – nye udfordringer, Ny overenskomst Nycomed, Overenskomst på Grønland, OK08 staten, OK08 apotek

Ny struktur – nye udfordringer

Foreningens nye struktur træder i kraft den 1. januar 2008. En af de mest afgørende ændringer er en afskaffelse af de 11 kredse og dannelse af 5 regioner. For at være klar til den 1. januar skal der afholdes møder i alle regionerne og de to landsdækkende sektioner – en for de offentligt ansatte og en for de industriansatte. Der skal vælges formænd og fem regions- og sektionsbestyrelsesmedlemmer.

 

Tidspunkt og sted for årsmøderne er bragt i Farmakonomen og på foreningens hjemmeside, hvor der vil være løbende opdateringer op til møderne. Der udsendes brev til alle apotekerne i maj måned med en oversigt over regionerne og hvilke apoteker, der hører til i den enkelte region. Der vil senere blive udsendt tilmeldingsblanket, ligesom det vil være muligt at tilmelde sig på hjemmesiden. Medlemmer ansat uden for apoteksområdet er velkomne til at deltage – dog uden stemmeret.

 

Der er også valg af formand og næstformand til foreningen for de kommende tre år. Normalt er valgperioden to år med valg i lige år. Som et led i overgangsreglerne er der valg i år, således at alle politiske poster er besat på baggrund af den nye struktur.

 

I forbindelse med den nye struktur er det besluttet, at næstformanden skal frikøbes på 1/2 tid og have selvstændige ansvarsområder

 

Den nuværende formand Susanne Engstrøm genopstiller. Næstformand Anni Helbo genopstiller ikke. Opstillingsfristen er den 15. august, og nærmere om valgene og lidt om forventningerne til den nye næstformand vil blive bragt i Farmakonomen. Hvis der opstilles flere kandidater, vil de blive præsenteret på årsmøderne både i regionerne, sektionerne og på Færøerne. Valgene, der sker ved urafstemning, hvis der er flere kandidater, gælder fra den 1. januar 2008.

 

Hovedbestyrelsen godkendte forslag til honorarer for næstformand og de nye regions- og sektionsformænd, som alle indgår i den nye hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen godkendte også forslag til fordeling af opgaver mellem hovedbestyrelsen og det nye formandskab, som består af formand og næstformand. Forretningsudvalgets afskaffelse betyder, at mange af de opgaver, som i dag er henlagt til forretningsudvalget, flyttes over i hovedbestyrelsen, mens andre bevares i det mindre forum formandskabet.

 

Seniorklubberne, som der er syv af fordelt over hele landet, har været henlagt til kredsens ansvarsområde. Med den nye struktur besluttede hovedbestyrelsen, at foreningen centralt inviterer to repræsentanter fra hver seniorklub til et møde, hvor klubbernes fremtid og placering i foreningen sættes på dagsordenen. Mødet er efterfølgende sat til den 30. maj 2007.

 

Endelig vedtog hovedbestyrelsen en overordnet plan for arbejdet indtil 2010, hvor foreningens nuværende visioner og værdier i Mit Fællesskab 2010, udløber. Den nye struktur giver også nye opgaver til hovedbestyrelsen og de lokale bestyrelser. Der er derfor behov for en overordnet plan for kurser for dem, der vælges ind i de nye bestyrelser. Det gælder både helt nye medlemmer og medlemmer, som har deres erfaringer med fra de nuværende kredse og sektioner.

 

Ny overenskomst Nycomed

Forhandlingerne om fornyelse af overenskomsten med Nycomed er afsluttet den 27. marts med et resultat, som indeholder en stigning på 8 % på lønnen over den kommende toårige periode. Hovedbestyrelsen besluttede at anbefale medlemmerne at stemme ja til forhandlingsresultatet, der med sin økonomiske ramme på 8 % er i balance med overenskomstforligene på det private industriområde. Resultatet indfrier også medlemmernes højst prioriterede krav om en generel lønstigning.

 

Den 12. april udsendtes resultatet til urafstemning hos de 71 medlemmer. Der er afholdt medlemsmøder i Roskilde og Hobro, hvor forhandlingsdelegationen og foreningens formand Susanne Engstrøm har gennemgået resultatet inden stemmefristens udløb den 3. maj 2007.

 

Overenskomst på Grønland

Foreningen har for tiden tre medlemmer på Grønland. Farmakonomer har hidtil fulgt Bioanalytikernes (dbio)overenskomst med et par enkelte ændringer som for eksempel pensionen, som indbetales til Pensionskassen for Farmakonomer. Foreningen har gennem årene drøftet en egentlig overenskomst eller en mere formaliseret indplacering af farmakonomerne i en overenskomst eventuelt knyttet op på dbio’s. Resultatet er, at dbio Grønland ved de netop overståede forhandlinger i marts/april 2007 mellem dbio Grønland og Grønlands Hjemmestyre har fået delegeret forhandlingsretten for farmakonomer. Resultatet er, at farmakonomer omfattes af de samme regler som bioanalytikerne med den lille krølle om pensionskassetilhørsforholdet. Overenskomsten gælder fra den 1. april 2006 til 31. marts 2009. Hovedbestyrelsen tog resultatet til efterretning.

 

OK08 staten

På hovedbestyrelsesmødet i februar godkendte hovedbestyrelsen køreplaner for alle foreningens overenskomstområder med undtagelse af staten, hvor der nu foreligger en køreplan. På dette område foregår de generelle forhandlinger gennem COII, som i slutningen af april vil udsende materiale om OK08 til medlemsorganisationerne, som så videreformidler det til medlemmerne (cirka 50).

 

Fristen for indsendelse af krav er sat til den 29. maj, så hovedbestyrelsen på sit møde i juni kan udtage krav på statens område samtidig med udtagelse af krav til regionerne.

 

OK08 apotek

Der var til mødet udsendt forslag til en inspirationsliste. Listen er tænkt – som det fremgår af navnet – som inspiration til drøftelse af forslag til krav til foreningens forhandlinger med den største arbejdsgiverpart Danmarks Apotekerforening. Hovedbestyrelsen godkendte forslaget med enkelte korrektioner. Materialet udsendes til alle apoteker i løbet af maj med oplysninger om frister for indsendelse af krav til den lokale kredsformand. Kredsbestyrelsen fremsender herefter samlet kravene til sekretariatet. Først til december udtages de endelige krav.

« Tilbage til Nyt fra Hovedbestyrelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk