FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Nyt fra Hovedbestyrelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2008/08 - Hovedbestyrelsesmøde februar og marts 2008
Fra møderne i februar og marts 2008

OK08

Hovedbestyrelsen (HB) bruger i dette forår mange kræfter og tid på overenskomstforhandlingerne på privat apotek, sygehusapotek, staten og Pharmakon.

 

HB giver løbende forhandlingsdelegationerne på de forskellige områder mandat og skal efter forhandlingernes afslutning anbefale enten et ja eller et nej til urafstemningen blandt de berørte medlemmer. Drøftelserne omkring overenskomstforhandlingerne er fortrolige for ikke at give arbejdsgiverne indsigt i vores forhandlingsgrundlag og taktiske overvejelser.

 

På hovedbestyrelsesmøderne i marts og februar blev der ud over overenskomstforhandlingerne også tid til et par principielle drøftelser.

 

Støtte til Børnecancerfonden

Børnecancerfonden har søgt Farmakonomforeningen om økonomisk støtte til Team Rynkeby. Team Rynkeby er et cykelhold, der cykler fra Ringe på Fyn til Paris for at sætte fokus på Børnecancerfondens arbejde og samle penge ind til cancerramte børn.

 

Hovedbestyrelsen har tidligere truffet en principbeslutning om ikke at støtte den type arrangementer eller velgørende arbejde, uanset hvor sympatisk det er.

Hovedbestyrelsen administrerer medlemmernes penge, og det er ikke inden for foreningens formålsparagraf at bruge kontingentmidler til den type aktiviteter.

 

I forbindelse med Børnecancerfondens ansøgning diskuterede hovedbestyrelsen, om der var grund til at ændre den tidligere beslutning. Hovedbestyrelsen vedtog at fastholde beslutningen, da det er op til den enkelte farmakonom, hvilke sygdomsbekæmpende foreninger de vil støtte. Der var enighed om, at det er et godt projekt, og at foreningen gerne vil opfordre medlemmerne til at støtte op om Børnecancerfonden.

 

Hvis du har lyst til at støtte Børnecancerfonden, kan du læse mere på www.bornecancerfonden.dk

 

Foreningens politikker

Farmakonomforeningen har en række politikker for kommunikation, arbejdsmiljø, Farmakonomforeningens udvikling og meget mere. Politikkerne skal revideres hvert andet år på Landsmødet, og hovedbestyrelsen er allerede ved at varme op.

 

Hen over foråret vil samtlige 11 politikker blive gennemgået af hovedbestyrelsen for at vurdere, om der skal foretages ændringer. Nogle politikker er blevet overhalet af udviklingen og skal derfor ajourføres, og på andre områder ønsker foreningen at skifte kurs.

 

Alle politikkerne kommer op på Landsmødet i november 2008, hvor de delegerede kan stille ændringsforslag og debattere politikkerne.

 

Diplomuddannelse i ledelse

FTF udbyder en 3-årig diplomuddannelse i ledelse til organisations- og tillidsrepræsentanter. HB diskuterede, om vi skal tilbyde vores tillidsrepræsentanter eller andre tillidsvalgte diplomuddannelsen.

 

Diplomuddannelsen er relativ dyr. Udgiften er cirka 9.000 kr. pr. modul plus tjenestefri og transport, og selvom det er en spændende uddannelse, er det også et langt forløb. En TR er valgt for to år ad gangen, og HB vurderede, at det er skudt over målet at tilbyde en diplomuddannelse for at være TR eller for at være medlem af HB.

 

Der er afsat midler til uddannelse af næstformanden, som skulle have deltaget i et andet kursusforløb. Dette kursus blev imidlertid aflyst, og HB besluttede derfor, at næstformanden i stedet kan deltage i diplomuddannelsen.

« Tilbage til Nyt fra Hovedbestyrelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk