FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Nyt fra Hovedbestyrelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

13/01 - 2009
2009/01 - Hovedbestyrelsesmøde oktober og december 2008
Fra møderne den 22. oktober og den 8. december 2008

Landsmødet

På oktobermødet godkendte hovedbestyrelsen forslagene til landsmødet, hvad der især skal sættes fokus på i foreningens sundhedspolitiske program i de kommende to år.

 

Rammebudget for de kommende to år skal som noget nyt i den nye struktur fremlægges for landsmødet i forbindelse med landsmødets fastsættelse af kontingent ligeledes for de næste to år 2009 og 2010.

 

Hovedbestyrelsen havde en drøftelse af en ekstra forhøjelse af kontingentet enten i form af en generel forhøjelse eller et ekstraordinært kontingent oveni det normale i en periode.

 

Baggrunden er udgifterne i forbindelse med strejken på sygehusområdet i foråret/sommeren 2008. Og ekstraomkostningerne som følge af forkastelsen af det første forhandlingsresultat på apoteksområdet.

 

Alle organisationer på sundhedsområdet har måttet sende en større eller mindre ekstra regning til medlemmerne for at få fyldt pengekassen op til næste gang.

 

En enig hovedbestyrelse besluttede at indstille en mindre – 30 kr. – generel forhøjelse fra den 1. april 2009 ud over de almindelig reguleringer. Foreningens kontingent, som blev godkendt på landsmødet, ligger også efter forhøjelsen i den billige ende i forhold til sammenlignelige organisationer.

 

På hovedbestyrelsesmødet i december evaluerede bestyrelsen forløbet af landsmødet. Der var tilfredshed med mødet, både det indholdsmæssige og det faglige. De lidt trange forhold i mødelokalet blev gjort til noget positivt, idet det skabte en mere intim og tryg stemning. Også dermed en større lyst til at komme på talerstolen. Af de 48 delegerede have 27 været på talerstolen en eller flere gange.

 

Som noget nyt var der til åbningen inviteret en gæstetaler – formanden for FTF Bente Sorgenfrey, som fik mange roser med på vejen for et fint og vedkommende indlæg.

 

På landsmødets anden dag var mødet suspenderet nogle timer, hvor der var debat i plenum og grupper over emnet Den gode arbejdsplads. Punktet blev ledet af konsulentfirmaet Advice og var sat på dagsordenen af hovedbestyrelsen på baggrund af den generelle store utilfredshed med arbejdsforholdene specielt på apotekerne. Den store utilfredshed fremkom i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i foråret 2008. Det har primært handlet om stort arbejdspres suppleret med it-problemer. De mange input vil indgå i hovedbestyrelsens videre arbejde med emnet.

 

Arbejdsmiljø

Foreningen har de seneste år sat fokus på et bestemt tema for et år ad gangen på arbejdsmiljøområdet. I 2008 har der været sat fokus på Let belastningen, som er behandlet både på møder centralt og lokalt, i Farmakonomen og på hjemmesiden med små videosekvenser, hvor blandt andre medlemmer fortæller, hvad de har oplevet på arbejdspladsen.

 

Hovedbestyrelsen besluttede, at emnets relevans taget i betragtning sagtens kan være fokusområde også i 2010. Det blev i den forbindelse besluttet, at fokusområder fremover bør fastsættes for to år. Det vil give bedre mulighed for at arbejde mere dybdegående med områderne.

 

FTF-A

Hovedbestyrelsen gav på oktobermødet foreningens delegerede mandat til på FTF-A’s delegeretmøde i november at stemme for, at arbejdsløshedskassen bliver tværfaglig. Det betyder, at faggrupper, der ikke kan blive medlemmer af de faglige a-kasser som for eksempel DSA (sygeplejersker, bioanalytikere m.fl.), lærernes eller pædagogernes a-kasse, har mulighed for at blive medlem af en a-kasse (FTF-A) relateret til FTF.

 

OK08

På mødet i december afrundedes debatten om evalueringen af OK08. Der er aldrig før i foreningens historie blevet evalueret så meget og så grundigt og indsamlet så mange synspunkter og forslag til, hvordan det kan gøres bedre næste gang – i 2011. Ønsket om at lave en så grundig evaluering skyldes, at det er første gang, at foreningen har haft medlemmer i strejke og første gang, at medlemmerne har forkastet et forhandlingsresultat på foreningens store område de private apoteker. Det indsamlede materiale vil være nyttigt til næste runde i 2011.

 

OK09

Foreningen skal forny en enkelt overenskomst i 2009. Det drejer sig om overenskomsten med Nycomed Danmark, der skal fornys pr. 1. april 2009. Hovedbestyrelsen vedtog den foreslåede køreplan og herunder udtagelse af krav på hovedbestyrelsesmødet den 2. marts. Forhandlingsdelegationen blev udpeget.

 

Der er tradition for et samarbejde med HK, 3F og Pharmadanmark både før og undervejs i forhandlingerne. Det samarbejde er foreningen som udgangspunkt indstillet på at fortsætte med.

 

Vikarbureauer

På grund af manglen på arbejdskraft er brugen af vikarer i sundhedssektoren steget kraftigt de senere år. Det er særligt sygeplejersker, der sendes ud fra vikarbureauer for at dække den akutte mangel på landets sygehuse.

 

Det betyder, at vikarbureauerne generelt har åbnet øjnene for den store mangel, der er på sundhedspersonale i hele sundhedssektoren – både i den private og i den offentlige sektor.

 

Brugen af vikarer fra et eksternt vikarbureau vil formentlig blive meget lille på privat apotek. Men brug af vikarer i den offentlige sektor og i industrien er nok mere oplagt. Hvis de private apotek bliver liberaliseret kan brug af vikarbureauer måske blive udbredt.

 

Der er sikkert blandt medlemmerne nogle, som ønsker en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet måske for en kortere tid. Og det kan give farmakonomer nye udfordringer og muligheder, hvis de har mulighed for at være vikar. Men det er vigtigt, at der bliver lavet regler for dem, der gerne vil være vikarer.

 

Hovedbestyrelsen drøftede fordele og ulemper ved at indgå overenskomst med vikarbureauer og besluttede, at foreningen kan indgå i forhandlinger om en overenskomst med vikarbureauer. Men det er afgørende, at pensionen bliver så stor som mulig, ligesom vikaransatte skal have så mange rettigheder som muligt, og at timelønnen skal være større end ved almindelig fastansættelse.

 

 

« Tilbage til Nyt fra Hovedbestyrelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk