FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Nyt fra Hovedbestyrelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

19/05 - 2010
2010/09 Hovedbestyrelsesmøde april 2010
Nyt fra mødet 19. april 2010.

Liberalisering af apotekssektoren

Konkurrencestyrelsen har i februar 2010 udarbejdet en rapport, der handler om liberalisering af apotekssektoren. Hovedbestyrelsen drøftede rapporten, og de handlemuligheder Farmakonomforeningen har. Konkurrencestyrelsen peger på, at apoteksmonopolet blandt andet betyder dårligere betjening af borgerne, længere ventetider og for stor indtjening til nogle apotekere.

 

Farmakonomforeningen kan ikke bakke op om de konklusioner, som Konkurrencestyrelsen kommer med og vil arbejde imod en liberalisering af apotekssektoren.

Hovedbestyrelsen var enig om, at det vigtigste er at sikre sikkerhed og kvalitet omkring lægemidlerne. Hovedbestyrelsen mener, at det sker bedst i det nuværende regulerede system blandt andet med faste priser. Der var også enighed om, at der er en del problemer i den måde, Lægemiddelstyrelsen behandler apoteksstrukturen på, og at der bør arbejdes med at få ændringer på området.

 

I diskussionen om liberalisering drøftede hovedbestyrelsen også, hvordan man bedst sikrer alle medlemmer et arbejdsmarked, hvor der er de bedst mulige vilkår forstået som bedste løn, arbejdsvilkår osv. Hovedbestyrelsen arbejder videre med et oplæg om apoteksstrukturen og en eventuel liberalisering efter sommerferien.

 

4 delegerede til FTF-A-møde

Der afholdes delegeretmøde i FTF-A den 28. oktober 2010. Farmakonomforeningen har fire delegerede til mødet. Hovedbestyrelsen indstillede formand Susanne Engstrøm, næstformand Christina Durinck og regionsformændene Lisa Wieweg Rosendahl og Bente Bøhm.

 

Nyt Mit Fællesskab 2010 på vej

På Landsmødet i 2008 blev det besluttet, at Mit Fællesskab 2010 skal fornyes i denne landsmødeperiode. Hovedbestyrelsen har igennem længere tid arbejdet med indholdet i et nyt Mit Fællesskab.

 

På mødet var der en drøftelse af, hvordan Farmakonomforeningens mission bør se ud. Det fører til nogle grundlæggende drøftelser om, hvad Farmakonomforeningen er sat i verden for, og hvad foreningen består af. Hovedbestyrelsen arbejder ligeledes med visionen, foreningens værdier og politikkerne.

 

På Landsmødet i 2010 vil der blive fremlagt et forslag til en fornyelse af Mit Fællesskab 2010.

 

Debatoplæg til OK11 på privat apotek

Hovedbestyrelsen har besluttet at udarbejde et debatoplæg, som sendes til alle medlemmerne. Hovedbestyrelsen havde en første drøftelse af oplægget, som primært er udarbejdet på baggrund af de tilbagemeldinger, der har været fra medlemsmøderne her i foråret, hvor OK11 var en del af mødernes dagsorden med status og ønsker til overenskomsten.

 

Oplægget er opdelt i tre temaer:

 

• Løn nu og senere

• Faglig kompetenceudvikling

• Det gode arbejdsliv – i alle faser af livet

 

Det udsendes i august via tillidsrepræsentanterne forud for regionernes årsmøder, som afholdes i september/oktober. Der vil her være mulighed for at drøfte krav med regionsbestyrelserne og foreningens formand og næstformand.

 

Øget fokus på arbejdstidsreglerne

Hovedbestyrelsen havde en diskussion af, hvordan man sikrer, at regler, der er aftalt i overenskomsten omkring arbejdstid, overholdes. Vi hører alt for ofte, at reglerne bliver brudt ved, at for eksempel skemavarslet ikke er overholdt, eller at der arbejdes over time for time, hvor der burde være honoreret for overarbejde.

 

Det ønsker hovedbestyrelsen at imødegå, da det på længere sigt kan undergrave overenskomsten. Derfor vil der i den kommende tid være et øget fokus på og information om, hvordan man overholder arbejdstidsreglerne. Der vil blandt andet blive udarbejdet en vejledning om, hvordan man kan indgå lokale aftaler om arbejdstid, og hvad sådanne aftaler må omhandle.

 

« Tilbage til Nyt fra Hovedbestyrelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk