FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Nyt fra Hovedbestyrelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

11/08 - 2010
2010/12 - Hovedbestyrelsesmøde juni 2010
Nyt fra mødet den 7.-8. juni 2010

Ligeløn, hængekøjeeffekt og et kønsopdelt arbejdsmarked

Ligeløn, hængekøjeeffekt og et kønsopdelt arbejdsmarked er tre begreber, som Hovedbestyrelsen blev præsenteret for i fremlæggelsen af Lønkommissionens rapport. Rapportens hovedresultater blev gennemgået og suppleret med, at der allerede nu er en del fortolkninger af, hvordan tallene og tabellerne skal læses. Farmakonomforeningens Hovedbestyrelse er helt klar på, at der fortsat er et stykke arbejde, der skal gøres, og at vi i det videre arbejde støtter op om Sundhedskartellets og FTF’s strategier, der blandt andet handler om, at der skal særskilte initiativer på bordet fra regeringens side. Udfordringerne i forhold til ligeløn, hængekøjeeffekt og et kønsopdelt arbejdsmarked skal ikke løses via overenskomsterne.

 

Årsregnskab 2009 er godkendt

Hovedbestyrelsen godkendte foreningens årsregnskab for 2009. Der er tale om et regnskab, der har en ren revisionspåtegning af både statsautoriserede revisor såvel som af foreningens kritiske revisor Inga Laursen. Samlet er der tale om et årsresultat med et mindre overskud. Dette er især et flot resultat, når det samtidig kan konstateres, at specielt indtægterne fra stillingsannoncer i Farmakonomen faldt markant i 2009.

 

Forslag til Mit Fællesskab er ved at være på plads

Processen med at forny Mit Fællesskab 2010 blev intensiveret på mødet, og Hovedbestyrelsen er nu tæt på at have arbejdet sig frem til konkrete bud på mission, vision og værdier for Farmakonomforeningen. Der er tale om en debat, hvor bestyrelserne løbende er inddraget, og hvor det på baggrund af bidrag herfra har været Hovedbestyrelsens opgave både at bevare de helt centrale elementer af det eksisterende Mit Fællesskab samtidig med at forny det til de kommende udfordringer. Og Hovedbestyrelsen er enige om at foreslå, at Mit Fællesskab fremover ikke skal have et særskilt årstal.

 

Regionale TR-dage i efteråret aflyst

Hovedbestyrelsen besluttede, at TR-dagen i regionerne aflyses i efteråret, da der er en del møder og især et behov for, at arbejdet med OK11 vil blive prioriteret regionalt.

 

Så kom politikkerne også på banen

Ud over Mit Fællesskab drøftelserne brugte Hovedbestyrelsen også mødet til at få aftalt model og proces for, hvordan foreningens politikker skal gøres klar til forelæggelse på Landsmødet i november 2010. Her blev der brainstormet, og målet er, at Hovedbestyrelsen forelægger tre centrale politikker til godkendelse på Landsmødet, der på hver sin måde tager afsæt i Mit Fællesskab og foreningens eksisterende politikker. De tre temaer er: Mit arbejdsliv, Mit samfund og Min faglighed.

 

Medlemmer til FTF’s repræsentantskab udpeget

For perioden 2010-12 skal der udpeges medlemmer af FTF’s repræsentantskab. Formanden Susanne Engstrøm er som medlem af forretningsudvalget i FTF født medlem. Endvidere er foreningens næstformand Christina Durinck udpeget.

 

Årsmøde på Færøerne

Der er afholdt kombineret årsmøde og OK11 møde på Færøerne, hvor næstformand Christina Durinck deltog. Meldingen er, at medlemmerne prioriterer løn højest ved de kommende overenskomstforhandlinger.

« Tilbage til Nyt fra Hovedbestyrelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk