Af:
Elevbestyrelsen
Sidste sommer startede de første farmakonomelever på den nye uddannelse. Det har været en udfordring for alle, men en spændende udfordring
Elevbestyrelsen har stor forståelse for jeres frustrationer, og vi har taget hånd om det, vi har kunnet, blandt andet ved et møde med Pharmakon.
Det er vigtigt, hvis I går rundt med noget på hjerte at skrive det i jeres kursusevalueringer, så Pharmakon får det at vide.
Vi tror på, at ved fælles hjælp og en god og konstruktiv dialog mellem Pharmakon og eleverne, at forslag om justeringer vil kunne tilgodeses bedst muligt.
Den 1. januar 2008 trådte den nye struktur i Farmakonomforeningen i kraft. I skrivende stund er vi kun på 3. måned med den nye struktur. Det har været en spændende oplevelse at få lov at sidde med både i den tidligere og i den nye hovedbestyrelse. Først og fremmest tak til den tidligere hovedbestyrelse for et godt samarbejde og ikke mindst det daværende forretningsudvalg.
Der skal også lyde en stor tak fra mig personligt til den nye hovedbestyrelse. Det har været nogle oplevelsesrige måneder, og jeg synes, vi allerede har fået godt fat. Vi har blandt andet fundet frem til nogle gode krav til OK08 – held og lykke til de forskellige forhandlingsdelegationer.
En stor tak skal der lyde til en person, som gør så meget for vores fag. En person som vi i elevbestyrelsen og jeg personligt har sat stor pris på – og ikke mindst vil sætte stor pris på fremover: Susanne Engstrøm. Det betyder rigtig meget for en forening at have en sådan drivkraft og en, der kæmper så hårdt for at forbedre og synliggøre vores fag.
Ikke mindst skal der også lyde en stor tak til sekretariatet. Uden en person som Rita ville vi for eksempel ikke kunne afholde en elevweekend – eller så meget andet. Vi har været rigtig glade for samarbejdet.
Faglig konsulent Pernille Thykier har også været en stor hjælp, som vi også er taknemlige for.
Til slut vil vi gerne sige tak for al den støtte, vi har mødt blandt jer elever. Det betyder meget, at eleverne bakker op om elevbestyrelsen, og at de deltager aktivt i arrangementer og debatter.
I skrivende stund glæder vi os til at få en god elevweekend, og hvis vi ikke ses der, ses vi i hvert fald derude på de danske apoteker.
Held og lykke til den nye elevbestyrelse.