De nye elever har været på besøg i Farmakonomforeningens sekretariat for at lære mere om deres fagforening, ligesom de andre hold elever har været. Vi vil her fortælle lidt om, hvad der blev sagt den aften og komme med nogle kommentarer.
Farmakonomforeningen kan give dig støtte og opbakning i svære situationer, hvor du har brug for råd. Det kan for eksempel være i forbindelse med apoteksskifte. Men her skal det understreges, at det skal være inden for det første halve år af uddannelsen, hvor man er på prøve. Ønsker man herefter at skifte apotek, er det en misligholdelse af kontrakten, og så er det eleven selv, der må finde ud af at få skiftet. Farmakonomforeningen kan i dette tilfælde kun hjælpe, hvis der er et eller andet fuldstændig galt på apoteket. Hvis man ønsker at skifte apotek, kan man kontakte Pharmakon, som kan fortælle, hvilke apoteker der eventuelt kunne være åbne over for at modtage en elev.
Elevbestyrelsens opgave er primært at være elevernes repræsentant i Farmakonomforeningen. Så ved alle mulige spørgsmål, I elever måtte have, er I velkomne til at kontakte os, og så vil vi hellere end gerne hjælpe jer. Det er vigtigt for os, at vi er synlige, og at I ikke er i tvivl om, at I altid kan spørge os til råds. Vi har også en god kontakt til Pharmakon, som vi arbejder tæt sammen med om at gøre uddannelsen så god som mulig. Det er i den sammenhæng, at vi har brug for kommentarer fra jer. Så er der noget, I gerne vil have, vi tager op med Pharmakon, skal I endelig kontakte os, og så vil vi videreformidle det. Vores mail-adresser finder I på hjemmesiden – www.farmakonom.dk
Vi glæder os til at høre fra jer.