Af:
Elevbestyrelsen
Så skriver vi 2009, og elevbestyrelsen vil ønske alle elever et rigtig godt nytår. Vi håber, alle er kommet sig over julen og er klar til, at hverdagen atter banker på døren
Denne gang vil vi kigge lidt frem i tiden, da der nu kun er tre måneder til elevernes årsmøde den 28.-29. marts i Odense. Planlægningen er allerede godt i gang, og vi kan allerede nu løfte sløret lidt for, hvad der vil ske i løbet af weekenden.
Et punkt, vi glæder os rigtig meget til, er en debat mellem Apotekerforeningens formand Niels Kristensen, Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm og rektor på Pharmakon Janne Albertsen.
Inden for de næste fem år vil mange farmakonomer forlade de danske apoteker, da mange forventes at gå på pension eller efterløn. Samtidig er der stadig flere og flere unge farmakonomer, der vælger at søge væk fra apotek-
erne, hvilket betyder større og større mangel på farmakonomer på landets apoteker. Vi er spændte på at høre, hvad de tre paneldeltagere vil sige i denne forbindelse og håber, alle vil deltage aktivt i debatten.
Fastholdelse af de unge på apotekerne vil være et tema for hele weekenden, hvilket vil betyde forskellige debatter og oplæg blandt andet også med deltagelse af regionsformændene. Vi håber, alle vil deltage aktivt og give deres input til debatterne om, hvad der skal til for at fastholde unge farmakonomer i apoteksfaget efter endt uddannelse.
Samtidig vil vi også minde alle 1. og 2. års elever om, at en del af elevweekenden er elevsektionens årsmøde, hvor der skal vælges ny elevbestyrelse. Så hvis du går rundt med drømme om at blive elevernes repræsentant i Farmakonomforeningen, så er du meget velkommen til at stille op til valget på årsmødet. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i at høre mere om, hvad det indebærer at sidde med i elevbestyrelsen. Skriv til os på elev@farmakonom.dk eller find vores e-mailadresser på www.farmakonom.dk
Men der skal selvfølgelig også være tid til det sociale og det sjove i løbet af elevweekenden. Men hvad det handler om, vil først blive afsløret senere.
Til slut er der bare at huske alle elever, der er medlem, på at holde øje med postkassen. Der kommer en invitation med posten i løbet af januar. Heri står beskrevet, hvordan I melder jer til dette fantastiske arrangement. Hele arrangementet koster jer ingenting, og alt det praktiske vil fremgå af invitationen. Er du endnu ikke medlem af Farmakonomforeningen, kan du melde dig ind via hjemmesiden www.farmakonom.dk og derefter tilmelde dig elevmødet.
Vi håber at se så mange af jer som muligt i Odense!