FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Pension og A-kasse
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

09/06 - 2010
2010/10 En særlig generalforsamling
Pensionskassens nye vedtægter havde ilddåb i Århus. Farvel til to nøglepersoner i bestyrelsen og urafstemning på vej om tre bestyrelsesposter

De nye vedtægter i Pensionskassen for Farmakonomer fik deres debut på den ordinære generalforsamling den 20. april på Radisson SAS Scandinavia Hotel i Århus, hvor 46 deltagere var mødt op. Tre medlemmer fra Færøerne blev desværre forhindret i at nå frem til Smilets By af en sprudlende islandsk vulkan.

 

På generalforsamlingen skulle der for første gang på en generalforsamling i Pensionskassen af medlemmerne og blandt medlemmerne vælges medlemmer til bestyrelsen, nemlig 3.

 

I alt 5 kandidater stillede op, og derfor skal der nu foretages urafstemning blandt Pensionskassens medlemmer, som skal stemme på 3 kandidater. Pensionskassens bestyrelse fortsætter med den nuværende sammensætning, indtil afstemningsresultatet foreligger.

 

De 5 bestyrelses-kandidater – Christina Durinck, Anni Helbo, Lise la Cour, Marian Kiib Larsen og Lisa Wieweg Rosendahl – fik lejlighed til at præsentere sig for deltagerne i generalforsamlingen og løfte lidt af sløret for deres baggrund, og hvorfor de stiller op.

 

Formanden for Pensionskassens bestyrelse Susanne Engstrøm henstillede i sin beretning til, at kandidater ikke blot stiller op for at stille op. Det er et meget tidskrævende og ansvarsfuldt job at sidde i bestyrelsen, fordi man har et medansvar for alle kollegers fremtidige pension.

 

– Vi har også et stort ansvar for altid at vælge de rette rådgivere, og det har vi været heldige med indtil nu, sagde Susanne Engstrøm. Hun glædede sig samtidig over den konstaterede interesse for at komme ind i bestyrelsen og ser nu frem til et godt samarbejde, når hele bestyrelsen snart er på plads.

 

Farvel til to nøglepersoner

Susanne Engstrøm sagde på generelforsamlingen farvel til to helt specielle mennesker, som nu snart træder ud af Pensionskassens bestyrelse. Det er Farmakonomforeningens sekretariatschef Lis Ekner og cand. jur. Jørgen Bartels Petersen, der må slippe bestyrelsesarbejdet som følge af nye regler for bestyrelsessammensætning.

 

Begge har medvirket til at præge udviklingen i Pensionskassen over en meget lang periode, og begge har været med i længere tid end formanden. Lis Ekner har været aktiv i Farmakonomforeningen og Pensionskassens bestyrelse i tilsammen godt 31 år, mens Jørgen Bartels Petersen som ministeriel udpeget har været med i bestyrelsen i cirka 27 år.

 

Susanne Engstrøm fremhævede både sit lange makkerskab med altid – og måske nogle gange om end på en god måde grænsende til det irriterende – velforberedte Lis Ekner i tidens løb samt det gode samarbejde med Jørgen Bartels Petersen og betegnede sidstnævnte som en type, der er mangel på i dagens Danmark.

 

Begge fik en stor, stor tak for det mangeårige samarbejde. Lis Ekner fik en speciel tak for at påtage sig rollen som dirigent for generalforsamlingen i anledning af den normale dirigent advokat Asger Larsens fravær. En opgave hun løste både kompetent og perfekt, velforberedt som altid.

 

3. bedste pensionskasse over 10 år

Regnskabsmæssigt blev Pensionskassens resultat for 2009 et minus på godt 16 mio. kr., som svarer til egenkapitalens andel af PAL-afgiften efter et samlet investeringsresultat på 713 mio. kr. efter skat. Dette svarer til en forrentning på 11,6 procent.

 

En anden glædelig opmuntring for bestyrelse og administration var Berlingske Tidendes for nyligt offentliggjorte branchesammenligning af 30 forskellige pensionsselskaber over gennemsnitligt afkast i 10-års-perioden 2000-2009. Her indtager Pensionskassen for Farmakonomer en flot 3. plads, og ifølge bladets analyse og sammenligning er 100 kr. placeret i farmakonomernes pensionskasse på 10 år blevet til 177,6 kr. med et gennemsnits afkast på 6,3 procent.

 

ATP indtager førstepladsen med 188,6 kr. og en forrentning på 6,9 procent, mens Pensam ligger i bunden som nr. 30 med 126,9 kr. og en forrentning på 2,6 procent.

 

Selvom branchesammenligninger skal tages med et vist forbehold for blandt andet medlemsskarens alderssammensætning, gennemsnitslevealder osv., vidner sammenligningen alligevel om, at Pensionskassen over tid har formået at tage nogle rette beslutninger på de rette tidspunkter.

 

Og det bliver der rigeligt behov for også at gøre i fremtiden, hvor Pensionskassen står over for store udfordringer. Allerede med udgangen af 2010 udtræder Pensionskassen for Værkstedsfunktionærer i Jernet af administrationssamarbejdet. Det betyder færre at administrere, og derfor er bestyrelsen blandt andet tvunget til at undersøge, om nogle ting kan gøres på en anden måde.

 

Bestyrelsen har diskuteret forskellige modeller – lige fra at overføre pensionsbestanden til et forsikringsselskab, eller at Pensionskassen kom med i et andet administrationsselskab.

 

– Men uanset hvilken løsning man måtte vælge af den slags, ville den nærhed, vi føler til Pensionskassen og medlemmerne, forsvinde. Derfor har bestyrelsen foreløbig ingen planer om at opgive selvstændigheden, men søger derimod samarbejder med andre kasser, om tingene kan gøres på en anden måde.

 

– Ting har det jo med at ændre sig, så der er ingen tvivl om, at det er en diskussion, vi i de kommende år vil være tvunget til at tage i medlemskredsen, måske som en medlemsdebat, sagde bestyrelsens formand.

 

Vigtigt at bevare nærheden

Et skridt hen imod at begrænse omkostningerne blev taget den 15. april, da Pensionskassen flyttede fra Amaliegade 16 i København K til Dirch Passers Allé på Frederiksberg, hvor huslejen er billigere, og hvor blandt andet også BankPension bor på samme adresse.

 

EU er undervejs med nye regler for pensionskasser, som i 2012 dels vil kræve større egenkapital, dels at pensionskasserne får en egentlig compliance-funktion samt intern revision. Netop de to sidstnævnte funktioner, håber bestyrelsen på, vil kunne løses i fællesskab med BankPension.

– For os er det vigtigt at bevare nærheden til medlemmerne af Pensionskassen. Det er en del af at have en god pensionsordning. Vi har en god pensionsordning, det vil vi også have i fremtiden, sagde Susanne Engstrøm, inden hun takkede samarbejdspartnere, bestyrelsen og ikke mindst medarbejderne i Pensionskassen for et godt samarbejde, med håbet om det vil fortsætte i årene fremover.

– De føler nok, sagde hun med adresse til Pensionskassens medarbejdere, at der i 2009 er trukket store veksler på dem. Det har de klaret med godt humør. Jeg kan dog love dem, at presset og udfordringerne ikke bliver mindre i fremtiden. Lovgivning og medlemmer vil stille større og større krav. Men jeg er ikke i tvivl om, at de kan løse opgaverne.

Regnskabet for 2009 kan i sin helhed downloades fra www.farmakonompension.dk

« Tilbage til Pension og A-kasse

Bestyrelse

Nuværende bestyrelse består, indtil resultatet af urafstemningen er kendt, af:

 

Udpeget af Farmakonomforeningen: Farmakonom Susanne Engstrøm (formand), sekretariatschef Lis Ekner og farmakonom Anni Helbo.

Udpeget af Danmarks Apotekerforening: Apoteker Per Wijngaard, Næstved Svane Apotek, apoteker Henrik Lintner, Hjørring Svane Apotek, og cand. merc. Bjarne Fabienke.

Udpeget af Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Cand. jur. Jørgen Bartels Petersen.


 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk