FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Projekter
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/07 - Vi skal kradse i overfladen
Kort samtale om rygning og rygestop hedder en ny rygestopydelse fra apoteket, som skal få de umotiverede rygere motiveret til at holde op med at ryge

Målet er at få flere til at kvitte smøgerne. – Der findes stadig en gruppe rygere – ofte storrygere, som endnu ikke er motiverede til at holde op med at ryge. Og der er dokumentation for, at denne gruppe påvirkes af en motiverende samtale. For den gruppe vil det nye tilbud fra apoteket være relevant og øge deres motivation for at holde op, fortæller sundhedsfaglig konsulent i Apotekerforeningen Lisbet Schmølker om den nye ydelse Kort samtale om rygning og rygestop. Ydelsen er gratis for kunderne, mens apoteket bliver honoreret for hver gennemført samtale.

 

Hele basis for Kort samtale om rygning og rygestop er den motiverende samtale, som er et både velkendt, veldokumenteret og anvendt begreb inden for sundhedspædagogik: – Samtalen skal ikke få rygerne til at holde op her og nu, men få rygeren til selv at overveje, hvorvidt stimulansen ved rygning opvejer de sundhedsmæssige risici, fortsætter hun. – I virkeligheden handler det for os på apoteket om at få kradset lidt i overfladen.

 

Ydelsen er en af aktiviteterne i den aftale, som Danmarks Apotekerforening og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har indgået om fælles aktiviteter mellem staten og apotekerne på rygeafvænningsområdet. Der er i finanslovsaftalen for 2005 afsat tre mio. kroner i hvert af årene 2005 til 2008 til fælles initiativer inden for aftalen. En af aktiviteterne for 2007 er at implementere den nye rygestopydelse på nogle af landets apoteker.

 

Vi skal ikke være problemløsere

Ydelsen er udviklet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og har været gennemført som pilotprojekt i Århus og Ringkøbing i efteråret 2006, inden det her i foråret 2007 skal implementeres på flere apoteker. I pilotprojekterne var cirka 2/3 af deltagerne farmakonomer.

 

– I den motiverende samtale er det kunden selv, der sætter sine egne mål og finder sine egne løsninger. Du skal ikke sige: Du ryger for meget, du er for tyk, eller du lever for usundt. Folk skal selv erkende problemet og skal selv ville gøre noget ved det. Det er essensen i den motiverende samtale, fortæller Lisbet Schmølker. – I den motiverende samtale skal vi være en slags facilitatorer, så kunden selv kan afveje fordelene ved fortsat rygning mod fordelene ved rygestop.

 

– Det er en ny situation for apotekspersonalet. Vi er jo uddannede til at være problemløsere, men i denne situation skal vi altså ikke, som vi plejer, hjælpe kunden med at løse et problem, tilføjer hun. – Og det kan være svært. Det kræver en helt speciel samtaleteknik, når det er kunden selv, som skal sætte sine mål og vælge sine løsninger.

 

Et skridt frem og et tilbage

En anden barriere for apotekspersonalet har ifølge erfaringerne fra de to pilotprojekter været at turde tage det ekstra skridt frem – og aktivt og uopfordret spørge en kunde, som for eksempel får hjertemedicin: Ryger du? – Det er også en ny situation for apotekspersonalet, fortæller Lisbet Schmølker. – Hvis kunden siger nej, så er den potte ude. Men hvis kunden siger ja, så er næste skridt at spørge: Er du interesseret i at høre noget om det? Hvis kunden så siger nej, så går vi ikke videre. Men hvis kunden siger ja, så kan man tage en motiverende samtale.

 

– Når så det første skridt frem er taget, og man skal i gang med den motiverende samtale, så er det næste at træde et skridt tilbage. Nu skal vi ikke løse kundens problem, men samtale med kunden og derigennem motivere kunden til selv at sætte sine egne mål, siger hun og tilføjer, at det sandsynligvis ikke ender med et rygestopkursus. – Men forhåbentlig har kunden fået pirket lidt til sin motivation og kommer måske om et halvt år eller tre måneder og er klar til rygestop.

 

Gratis kurser i den motiverende samtale

Betingelsen for, at apotekerne kan tilbyde ydelsen – og blive honoreret for det – er, at personalet har gennemført et kursus af to dages varighed i den motiverende samtale. De to uddannelsesdage holdes med to måneders mellemrum. I løbet af de to måneder skal hver deltager have gennemført mindst seks motiverende samtaler for med den erfaring at kunne træne i konkrete barrierer – egne såvel som ydre – og andre udfordringer i forbindelse med samtalerne på den anden uddannelsesdag.

 

Hvert apotek skal tilmelde mindst to personer til et kursus. Deltagerne behøver ikke at være uddannede rygestoprådgivere eller have anden erfaring med rygestop. Dog brænder rygestoprådgiverne ifølge Lisbet Schmølker ofte for at implementere ydelsen, og ryge?stoprådgiveren kan derfor være en god inspirator for implementeringsprocessen.

 

Det er heller ingen betingelse for at deltage i kurset, at apoteket efterfølgende kan tilbyde rygestoprådgivning. Apoteker uden mulighed for selv at tilbyde rygestop kan i stedet henvise til andre apoteker. En oversigt findes på Medlemsnettet. Se Danmarkskortet til højre på forsiden og klik på området.

 

For at øge effekten af den nye ydelse forventes det, at hver deltager i kurset gennemfører mindst 20 korte samtaler om rygning og rygestop pr. år. Hver samtale honoreres med et beløb på kr. 130,- ex. moms for hver gennemført samtale. Konkret registreres hver gennemført samtale på et registreringsskema, som en gang om måneden indsendes til Apotekerforeningen. Honoreringen dækkes af midler fra finanslovsaftalen mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Apotekerforeningen.

 

De to uddannelsesdage bliver også finansieret gennem finanslovsaftalen og er således gratis for apotekerne at deltage i.

 

Kurserne afholdes i løbet af foråret og efteråret 2007 og udbydes i samarbejde med Pharmakon.

Fakta

Tilmeld jer rygestopbasen

Alle apoteker med rygestopaktiviteter opfordres til at tilmelde sig rygestopbasen. Det er en forskningsdatabase, som registrerer alle aktiviteter i forbindelse med rygestop.

 

– Gennem disse registreringer kan vi dokumentere apotekernes rygestopaktiviteter over for myndighederne, og det er vigtigt, fortæller Lisbet Schmølker. – Selvom ikke alle apoteker er tilmeldt endnu, ligger vores succesrate rigtig højt. På rygestopbasen kan vi blandt andet se, at mellem 1/2 og 1/4 af alle rygestopaktiviteter i Danmark bliver gennemført af apotekerne. Og det er da ret flot!

 

Få mere at vide om rygestopbasen på www.rygestopbasen.dk.

« Tilbage til Projekter

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk