Plejehjemsprojektet.

Sådan lyder navnet på den opgave, fire farmakonomer og to farmaceuter fra tre forskellige apoteker i Vejle tog fat på sidste år med støtte fra Farmakonomforeningens udviklingspulje.

Her fik de kontakt til fire af byens plejehjem for at kortlægge, hvad apotekerne kunne tilbyde af ekstra service.

– Vi troede jo, at vi skulle ud og lave medicinservice på plejehjemmene. Det var vores første indskydelse, idet vi tænkte på rapporter om alt for mange utilsigtede hændelser i omgangen med medicin, siger Bodil Trabjerg, farmakonom på Gorms Apotek.

Hun tilføjer, at inspirationen til at gå i gang med projektet også stammede fra Farmakonomforeningens rapport fra 2005 Farmaceutiske sundhedsydelser på danske plejehjem.

– Men medicineringen mente de altså nok, at de havde styr på alle fire steder, og de kunne da også vise kvalitetshåndbøger frem, siger hun og suppleres af sin medkollega på projektet Ellen Niss Bertelsen, i dag ansat som farmakonom på Horsens Svane Apotek.

– Til gengæld viste det sig, at personalet ude på plejehjemmene gerne ville have undervisning fra apotekets side. Og det drejede sig om undervisning i ting som hudpleje, substitution, bivirkninger, inhalation og nye produkter især til hudplejen, siger Ellen Niss Bertelsen, mens Bodil Trabjerg nikker.

– Så det var slet ikke, hvad vi havde forventet, siger begge som med farmakonomernes tradition for kvalitetskontrol faktisk synes, at medicinservice var den opgave, der forekommer mest nærliggende for et samarbejde mellem apoteker og plejehjem.

Kontakter og forbilleder

– Når vi i dag ser på resultaterne, må man sige, at der i hvert fald er kommet det ud af undersøgelsen, at vi dels har fået et tættere samarbejde mellem byens tre apoteker og dels har fået et samarbejde i stand med plejehjemmene. Og begge dele letter da arbejdet i det daglige, påpeger Ellen Niss Bertelsen, der tilføjer, at hun har måttet opgive sin funktion som tovholder for projektet på grund af sygdom og senere har fået nyt job i Horsens.

– Derfor er projektet ikke ført videre, men med rapporten ligger der nu erfaringer, som andre kan bruge, siger hun.

– Ja, men vi skal også videre med sagen her i Vejle, mener Bodil Trabjerg, der selv vil påtage sig opgaven med at få gang i projektets fase to, hvor man så skal møde op på plejehjemmene og imødekomme deres ønsker.

– Man kan jo diskutere, om de plejehjem, der har været med, er repræsentative, for vi inviterede alle pleje?hjem i byen med. Og dem, der så meldte sig kom altså med og er måske også de mest motiverede, lyder overvejelsen fra Bodil Trabjerg.

– Og det kan da forskyde billedet af behovene noget, men pointen er da også den, at hvis vi kan få et godt samarbejde i stand med nogle plejehjem, så kan det sikkert danne eksempler til efterfølgelse, argumenterer hun.

Lægerne og økonomi

– Vi mente oprindelig også, at det ville være godt at have konkrete projekter at henvise til, når en ny opgavefordeling kunne komme på tale i forbindelse med strukturreformen. Man skal sørge for at være på forkant, understreger Ellen Niss Bertelsen.

– Derfor er det også ærgerligt, at vi ikke er kommet i gang med fase to, tilføjer hun og griber tilbage i rapporten.

– Som man kan se, viser det sig, at stort set alle plejehjemsbeboerne er medicinbrugere, og kun få af dem dosisdispenseres fra apoteket, mens resten doseres af plejepersonalet. Men man mente altså ikke, at der var behov for medicingennemgang. Og der blev henvist til, at det er lægens ansvar, at doseringen er korrekt, siger hun.

– Og selvom vi jo slog til lyd for dosisdispensering, og to af plejehjemmene var positivt indstillede over for det, var beskeden, at lægerne ikke ønskede den form for dispensering, siger Bodil Trabjerg og fortæller, at den indstilling måske kan hænge sammen med, at lægerne ikke vil bruge tid på at tjekke dosiskort.

– Men det kan da ikke passe, at lægerne skal være stopklodser over for en dispenseringsform, som tydeligvis vil nedbringe antallet af fejldoseringer, tilføjer hun.

Kultur og konservatisme

Begge farmakonomer er enige om, at plejehjemsprojektet har fået en god modtagelse på de involverede plejehjem. De forklarer, at flere plejehjem stillede ikke kun med ledere, men også med personale til møder med farmakonomerne.

– Så interessen er der, og projektet har da også synliggjort apotekerne og gjort opmærksom på, hvad vi kan tilbyde, siger Ellen Niss Bertelsen og tilføjer, at apotekerne med projektet jo på ingen måde har været ude på at trække noget ned over hovedet på plejehjemmene og personalet der.

– Men vi er da stødt på konservatisme, som for eksempel med dosisdispenseringen, som viste sig at være et ømtåleligt emne. Vi præsenterede den da derfor også som en lettelse for personalet i det daglige arbejde, som kunne give dem bedre tid til det, de er bedst til, nemlig plejen, siger Bodil Trabjerg.

– Og det forekommer altså ikke helt betryggende, når en centerleder sagde, at personalet blot kan bede sig fritaget fra dispensering af medicin, hvis de ikke er trygge ved det. For hvem af de ansatte gør lige det, lyder det fra Ellen Niss Bertelsen, som henviser til, at plejepersonalet nok ikke har den samme tradition for kvalitetskontrol som farmakonomerne.

– Vi er jo opdraget til at skulle spørge, hvis vi er i tvivl og med dobbelt kontrol af det, vi gør. Så vores arbejdsgang og vores kultur tager højde for usikkerhed, siger hun.

Kassetænkning og fremtid

Ellen Niss Bertelsen og Bodil Trabjerg er ikke i tvivl om, at apotekerne nok kan stille med den ønskede undervisning på plejehjemmene, når projektet kommer videre til fase to, hvor plejehjemmenes ønsker skal indløses.

– Selvfølgelig var der på plejehjemmene økonomiske overvejelser om, hvordan vores arbejde ude på plejehjemmene skulle finansieres. Et sted mente de, at det ville koste, hvad der svarer til en plejehjemsassistent, mens de andre steder nok mente, at undervisningen kunne dækkes af budgettet, hvis den blot kommer til at foregå i dagtimerne – altså i personalets almindelige arbejdstid, siger Ellen Niss Bertelsen.

– Men der er da et overordnet problem i projekter som dette. De besparelser, der vil være ved at undgå fejl, kommer ikke de samme til gode som dem, der skal betale for apotekernes ydelser, påpeger Bodil Trabjerg. Og hun tilføjer, at den økonomiske overvejelse faktisk burde være sekundær i forhold til det allervigtigste, nemlig at yde de ældre den bedst mulige pleje, så de sikres et optimalt liv og undgår unødvendige lidelser.

– Nu ligger kortlægningen af behovene der med rapporten, så det er lige til at gå i gang med fase to. Og den næste del af projektet bliver sikkert den sjoveste, mener Ellen Niss Bertelsen, der er helt tryg ved at overlade tovholderfunktionen til Bodil Trabjerg.

– Ja, projektet skal gøres færdigt, men i mellemtiden kan andre forhåbentlig også drage nytte og blive inspireret af vores erfaringer, håber Bodil Trabjerg.