Ofte går man rundt som katten om den varme grød, når en kollega rammes af kræft. Hvad kan man sige, og hvordan skal det gå?

Alene udredningen af sygdommen kan vare mange måneder, og man aner ikke, hvad man skal stille op. Ventetiden er ofte den værste.

Herefter kommer et behandlingsforløb, som man ikke kender udfaldet af. Bliver kollegaen rask, vil hun komme tilbage på arbejdspladsen, og i givet fald hvornår og på hvilke betingelser? Og hvad med arbejdsopgaverne undervejs? Spørgsmålene er mange, og det værste er, når ingen forholder sig til den nye situation.

– Det kan tage rigtig hårdt på arbejdspladsen, hvis en medarbejder bliver ramt af kræft. Sygdommen fylder især meget, hvis der er tale om et længere forløb. Kollegerne tager helt naturligt over, hvor den syge må stoppe, og de bliver rigtig slidte. Man synes, man må løse opgaverne og siger som oftest ikke fra, for man er jo selv rask! Og det er flovt, hvis man ikke kan klare det!

Inger Johnsen møder ikke sjældent denne situation på virksomheder, hun besøger. Men det behøver ikke komme så vidt, at den syges kolleger brænder ud. Først og fremmest må ledelsen på banen.

Få en politik

– Jeg taler både med ledelsen og med medarbejderne – og helst hver for sig. Når de to grupper er sammen, er det generelle ting, vi taler om. Men ledelsen har brug for værktøjer, og der er ingen grund til at tage kollegerne med i en snak om konkrete vilkår for en medarbejder. Omvendt har medarbejderne også brug for at være uden ledelsen og give frustrationerne frit løb, siger Inger Johnsen.

Hun taler med ledelsen om tre temaer, den kræftsyge, de øvrige medarbejdere og om, hvordan arbejdspladsens opgaver løses i forløbet.

– Jeg spørger til, om der findes en politik for kritisk sygdom som led i personalepolitikken. Hvis ikke opfordrer jeg til, at man får en. Eller måske ønsker virksomheden at få konkretiseret den politik, som allerede findes. Det er godt for medarbejderne at vide, hvad politikken er på virksomheden, »hvad gør vi her«.

Inger Johnsen pointerer, at man reagerer meget forskelligt på at få konstateret kræft, og at to sygdomsforløb med samme diagnose ikke er ens.

– Derfor skal ledelsen tale med den syge om, hvad man gør. En kræftpatient ved jo heller ikke, hvordan forløbet vil udforme sig, så man må starte med at aftale, hvordan man taler sammen. Nogle kræftsyge kan – og vil gerne – fortsætte i jobbet, mens udredningen står på, andre kan ikke og sygemeldes. Nogle vil tale om sygdommen, andre helst ikke. Ledelsen må sikre, at det aftales, hvordan dialogen skal foregå, så der løbende kan tages stilling til, hvad man gør, når situationen ændrer sig.

Hvis ledelsen tager hånd om denne del, bliver det nemmere både for kræftpatienten og dennes kolleger, siger Inger Johnsen.

Ledelsen skal også tale med den syge om, hvorvidt og hvordan vedkommende skal tilbage på arbejdspladsen efter behandling. Skal det være på deltid i en periode, eller skal der oprettes et fleksjob. Det sker også, at ledelsen bliver nødt til at afskedige en kræftsyg medarbejder, og det kan ledelsen også få redskaber til.

– Ledelsen har til opgave både at tage vare på den kræftsyge og på den syges kolleger. Det er manglende viden, når ledelsen ikke har øje for kollegerne og glemmer at spørge til, hvordan de klarer det. Ledelsen skal desuden tage hånd om, hvordan opgaverne løses under fraværet, om der skal ansættes vikar m.m., siger hun.

Det banale ofte det sværeste

Nogle tror helt fejlagtigt, at man blot skal lade den kræftsyge passe sig selv. Den holdning møder Inger Johnsen både på arbejdspladser og i kommunernes sygedagpengeafsnit.

– Det er misforstået hensyn. Det værste, man kan gøre, er ingenting, og det værste, man kan sige, er ingenting – næstværst er at fortælle andre kræfthistorier for at holde samtalen kørende. Man skal hellere spørge den syge, om hun vil tale om det, og hvordan hun kan sige fra, når hun ikke har lyst til at tale om det. I sygeperioder kan man besøge den syge, eller benytte sms’er eller mails, så man holder kontakten, men få aftalt i starten, hvordan det skal foregå.

Inger Johnsen ved, at de konkrete råd kan virke ret banale, men siger, at det ofte er det banale, der er sværest, når det handler om mennesker.

Når hun optræder på et personalemøde, møder hun ofte medarbejdere, som er usikre og nervøst famlende med kuglepennen eller har blikket fokuseret på noget andet end oplægsholderen.

– Det varer kun et øjeblik, for jeg hjælper dem med at sætte ord på det, som er svært. De får luftet deres frustrationer, og når vi går fra hinanden, er stemningen lettet. Jeg siger til medarbejderne, at det er i orden at sige fra. Man behøver ikke lade sig byde alt, fordi man er så heldig at være den, der ikke har fået kræft.

Medarbejderne får viden om hinanden, og i løbet af et møde får vi som regel afklaret, hvem der gør hvad. Nogle vil gerne stå for kontakten til en kræftsyg kollega, andre kan slet ikke have med det at gøre. Det skal man respektere.

Om magtesløsheden

Mange medarbejdere føler sig helt magtesløse, når en kollega får en uhelbredelig sygdom. Og de har det værst, hvis ikke ledelsen tager hånd om situationen.

– Det handler om at finde løsninger, der passer til den enkelte virksomhed, og det kan jeg spørge ind til på møderne. Det handler både om frustrationerne og magtesløshed i forhold til sygdommen og sygeforløbet, men også i forhold til at klare arbejdsopgaverne.

Inger Johnsen melder tilbage til ledelsen med råd om, hvad der kan stilles op over for de tilbageværnede medarbejdere, så arbejdsopgaverne løses bedst muligt.

– Medarbejderne aner jo ikke, hvad de skal stille op over for den syge kollega. De har berøringsangst, og det er helt naturligt. Derfor hjælper det at få oplysning og få talt tingene igennem. Jo mere oplysning des lettere er det at tale om det.

Man kan hverken gøre fra eller til i forhold til sygdommen, og det gør os alle magtesløse. Men selvom vi intet kan stille op med selve sygdommen, så hjælper det at være der, når kræftpatienten har det svært. Det taler vi også om på møderne.

Inger Johnsen siger, at det handler om at finde arbejdspladsens naturlige kontaktpersoner til en kollega, der har fået kræft – blandt dem, der har mod på det. Man behøver ikke vise en masse deltagelse, hvis man i øvrigt ikke har haft så meget med personen at gøre.

Men tætte kolleger er naturlige kontaktpersoner, og man kan så aftale, hvem der gør hvad.

Hvis man er tæt på og har svært ved at tale med en kræftsyg kollega, kan Inger Johnsen også hjælpe.

– Det kan være godt at få sagt, at man har svært ved at tale om det. Man kan sige, at man tænker på vedkommende. Eller man kan skrive et postkort til pågældende. Der er mange måder at vise deltagelse på, og jeg oplever, at mange bliver lettede, når vi får mulighederne vendt, siger Inger Johnsen.