Det er ikke dårlig opdragelse, der er årsag til umulige børn. I alt fald ikke de børn, der får diagnosen ADHD. Det kan afdelingslæge og børnepsykiater Helle Rasmussen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Region Midtjylland fastslå.

Men undersøgelser viser, at flere børn og unge får stillet psykiatriske diagnoser i disse år, fortæller Hjördis Osk Atladottir fra afdelingen for Epidemiologi ved Århus Universitet. Og hun tilføjer, at årsagen til den stigning kan være en bedre indsats for at diagnostisere disse sygdomme, men også kan skyldes, at flere faktisk får disse lidelser.

Den problemstilling kan Helle Rasmussen nikke genkendende til, idet hun oplyser, at tre-fem procent af børn har lidelsen ADHD, Attention Deficit Hyperactive Disorder – forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet.

– Vi ved ikke, hvad det skyldes, at flere får psykiatriske diagnoser, men det er jo afgørende at få diagnostiseret børnene tidligt, så vi kan få en behandling sat i værk, understreger børnepsikiateren og hæfter sig dermed ved den positive side af stigningen i antallet af psykiatriske diagnoser blandt børn.

DAMP og ADHD

Tidligere betegnedes vanskelige børn som DAMP-børn. DAMP står for Deficit in Attention, Motorcontrol and Perception, altså med mangler i koncentration, motorisk kontrol og opfattelse. Den betegnelse dækker ikke over en egentlig diagnose, hvorimod ADHD er en international diagnose, der også omfatter mange DAMP-tilfælde.

– Børn med ADHD lider af hyperkinetisk forstyrrelse og har ikke nødvendigvis de samme problemer med indlæring og motorik, som DAMP-børn, forklarer Helle Rasmussen, der har beskæftiget sig med området, siden hun blev speciallæge i Risskov, som er det sted i landet, hvor man er længst fremme med diagnose og behandling af ADHD.

– Lidelsen ytrer sig ved mangel på evne til at holde opmærksomhed samt ved impulsivitet og hyperaktivitet, siger hun og understreger, at her er tale om et symptombillede, der sikkert kan tilskrives mangler eller skader i hjernen. Det er påvist ved scanninger, og antagelsen er den, at her er tale om unormal funktion i pandelapper og forbindelsen herfra til dybere hjernedele.

– Der er derfor ikke tale om, at dårlig opdragelse fører til umulige børn her, fastslår børnepsykiateren, som påpeger, at ADHD stort set altid er genetisk betinget og altså er en arvelig sygdom.

– 80 % skyldes genetik, oplyser hun og tilføjer, at andre børn kan udvikle sygdommen efter fødselstraumer eller hovedtraumer.

Hele livet

Med til billedet af lidelsen ADHD hører, at sygdommen skal diagnostiseres, før barnet er fyldt syv år, og at den skal ytre sig i mindst seks måneder.

– Og så skal barnet vise symptomer både hjemme og i børnehave eller skole, så man kan være sikker på, at problemerne ikke blot skyldes udefra kommende årsager i for eksempel børnehaven, siger børnepsykiateren, som tilføjer, at børn med ADHD ofte lider af andre problemer oveni. Det gælder for eksempel tegn på Tourettes syndrom som tics, indlæringsproblemer og adfærdsforstyrrelse.

– Børn og unge med ADHD har problemer med deres eksekutive funktioner, hvilket vil sige, at de ikke er gode til at planlægge og organisere og kan have dårlig tidsfornemmelse, fortæller Helle Rasmussen, der oplyser, at langt de fleste, der får diagnosen, er drenge.

– Faktisk seks-ti gange flere drenge end piger. Det kender vi ikke grunden til, men det kan sagtens tænkes, at pigerne er underdiagnostiserede, idet de ikke i lige så høj grad som drengene opfører sig voldsomt, men snarere er passive og dagdrømmer, vurderer hun.

– Nogle slipper af med lidelsen i løbet af opvæksten, tilføjer børnepsykiateren, men gør opmærksom på, at hos 70 % af de diagnostiserede fortsætter forstyrrelsen op i voksenalderen.

– Og som sagt har de ofte andre problemer. 20 % af børn med ADHD får i ungdommen og voksenalderen problemer med kriminalitet og stofmisbrug. Men det er ikke på forhånd til at sige, hvem der får disse problemer i voksenalderen, påpeger Helle Rasmussen og oplyser, at hospitalet følger patienterne med årlige kontroller, indtil de bliver 21 år.

Ikke kun medicin

Helle Rasmussen understreger, at behandlingen af ADHD ikke blot er medicinsk, men at medicin er effektiv på kernesymptomerne og er anbefalet i de sværeste tilfælde, når diagnosen er stillet.

– Det er et større arbejde at udrede og diagnostisere. Vi skal kontakte hele barnets netværk som skole, fritidsordning og socialforvaltning samt selvfølgelig familien, der jo på grund af sygdommens arvelige karakter kan have brug for behandling også.

Børnene kommer så her på hospitalet til funktionsneurologiske undersøgelser og observation samt samtale med psykologer. Herefter tages alle resultater op på en konference, hvor diagnosen stilles, og der så lægges en behandlingsplan. Derpå orienteres barnets omgivelser om dets vanskeligheder og om behandlingen, så der kan tages højde for barnets adfærdsproblemer ved for eksempel at sikre regelmæssighed i dagligdagen, forklarer psykiateren. Hun oplyser, at hun faktisk i øjeblikket sidder i et såkaldt referenceudvalg, der er ved at lægge en standard for behandlingen.

– Og den vil sikkert blive en hjælp i det videre arbejde med lidelsen. Men arbejdet med at udarbejde den er jo en opgave oveni alle de andre, der skal gøres, siger hun og henviser til, at man på skolebørnsafsnittet D på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Risskov ikke er særlig mange ansatte, der har med området at gøre.

– I nogle sammenhænge er det næsten nok at orientere barnets omgivelser, når netværket er godt. Vi tilbyder vejledning til skolerne, hvor vi enten kommer ud eller får børn og kontaktpersoner herind, siger hun om det ressourcekrævende arbejde.

Vanskelig medicinering

Når det gælder den medicinske behandling, påbegynder man næsten altid med det centralstimulerende præparat Ritalin, der indeholder metylphenidat, et stof i familie med amfetamin. Ritalin hæver niveauet af signalstoffet dopamin i hjernen. Det blev først benyttet i 1970 til børn i USA og er siden det mest anvendte præparat i behandlingen af ADHD behandlingen verden over.

– Den medicinske behandling kan som sagt ikke stå alene. Men 90 % af børn med ADHD kan medicineres med udbytte på kernesymptomerne, så medicinen er effektiv, siger Helle Rasmussen. Hun tilføjer, at medicinering altså afhjælper symptomer, men ikke helbreder.

– Medicinen gør jo ikke børnene raske, og den har da også bivirkninger, hvoraf appetitløshed er det, vi ser mest, men også problemer med indsovning, tics og i starten også sommetider angst eller tristhed. Og så har vi tidligere haft det problem, at Ritalin omsættes hurtigt, hvorfor der skulle tages medicin flere gange i døgnet, men det er blevet afhjulpet med udviklingen af depotpræparater, forklarer hun.

– Vi afprøver Ritalin i en-to måneder for at se effekten. For man kan ikke kun dosere efter alder og vægt, da det har vist sig, at medicineringen skal tilpasses helt individuelt. Vi kontrollerer endvidere løbende, hvor meget der udskrives, fordi præparatet kan misbruges, forklarer hun.

– Virker Ritalin ikke, findes en række andre præparater, vi kan prøve med. Vi har også fået præparatet Strattera, der indvirker på noradrenaliniveauet og minder om midler imod depression. Det er knap så effektivt imod kernesymptomet hyperaktivitet, men kan bruges, hvis barnet har megen angst eller tics. Og det er ikke anvendeligt til misbrug.

– Et muligt misbrug er dog heller ikke det største problem ved medicineringen. Problemet er at få børnene til at tage medicinen regelmæssigt. Og det er slet ikke nemt, idet det kræver motivation fra barnet eller den unge samt i omgivelserne både hjemme, i skole og fritid, hvor der huskes på, at medicinen skal gives, påpeger Helle Rasmussen og refererer til amerikanske undersøgelser, som tyder på, at kun halvdelen af patienterne faktisk tager deres medicin som foreskrevet.

Risici

Behandling med Ritalin har været debatteret kraftigt, ikke mindst efter at der har været eksempler på dødsfald blandt ADHD-patienter, som har oplevet hjertesvigt.

– Så i familier, hvor der er hjerteproblemer, har vi ekstra opmærksomhed på dette, siger Helle Rasmussen og henviser til, at patienterne også følges helt frem til det 21. år.

– Medicineringen er da bestemt ikke uden problemer, påpeger hun og tilføjer her, at medicinalindustriens forsøg med udvikling af ny medicin da også følges med et vågent øje af lægerne på hospitalet.

– Og vi er ikke blåøjede i det samarbejde, understreger hun, men tilføjer, at medicinering af ADHD-patienter jo kan støtte og stabilisere dem, så de opnår bedre muligheder for at begå sig i samfundet.