Skolelæreren Mabolo Lokela blev kun 44 år. Han døde i 1976 og havde levet det meste af sit liv i byen Yambuku i det nordlige Zaire.

På hospitalet havde han fået diagnosen malaria på grund af høj feber og blev behandlet med kinin.

Men det hjalp ikke. Symptomerne forværredes og omfattede efterhånden opkastning, blodig diarre, hovedpine og svimmelhed samt besvær med vejrtrækningen. Senere stødte blødninger fra næse, mund og endetarm til. På hospitalet kunne man intet stille op med Lokelas forværrede tilstand, og personalet måtte blot se til, da han døde 14 dage efter, at de første symptomer havde vist sig.

Senere viste det sig, at det ikke var mærkeligt, at man ikke kunne identificere sygdommen på hospitalet, for her var tale om en helt ny infektion, som skulle få navnet zaire-ebolavirus.

Lokela var det første, men bestemt ikke sidste tilfælde, for andre patienter og personale på hospitalet blev smittet gennem kontakt med kropsvæske for eksempel ved inficerede instrumenter. Og dødeligheden lå på op mod 90 procent.

Mistanke til flagermus

Dødeligheden ved ebola-tilfælde er stadig meget høj, da man ikke kender en kur mod sygdommen. Og det er stadig ikke lykkedes forskerne at finde kilden til den virus, som var på spil, men lignende tilfælde med tilsvarende infektioner tyder på, at der er tale om smitte overført fra frugtflagermus.

At virus kan vandre fra dyr til mennesker, havde tyske forskere allerede set et dramatisk eksempel på i 1967, hvor en forskergruppe i Marburg var i færd med at fremstille en ny poliovaccine. Til den brug arbejdede de med congolesisk abeblod, som rummede en virus, der ligesom ebola smittede ved kontakt og derefter førte til heftige blødninger og hurtig død.

Begge sygdomme skyldes filovirus, trådformet virus, som har opholdt sig i dyr, viste det sig.

Værtsdyret, hvad enten det var abe eller flagermus, kunne leve med infektionen uden at vise symptomer og på den måde fungere som reservoir for smitten.

Sygdommene viste sig vanskelige at behandle, men aktuelle forsøg med såkaldte anti-sense drugs, proteinsyrer, der kan slukke for viruser, er det seneste bud på en effektiv behandling.

Sygt samspil

Sygdomsbilledet og smittevejen for de omtalte to vira er typisk for de sygdomme, der kaldes zoonoser, hvilket kommer af græsk zoon, der betyder dyr og nosos, der betyder sygdom, altså egentlig en dyresygdom, men her begrænset til sygdomme, som dyr kan bære og være reservoir for og så videreføre til mennesker.

Den slags sygdomme findes der en del af; mange alvorlige, men heldigvis også flere, som kan behandles. Men nøjes man med at kurere mennesker, trives sygdommen videre hos værtsdyret, så en effektiv bekæmpelse må hele vejen rundt og omfatte både værtsdyr og smittet menneske for at undgå sygdommens samspil af værter.

– Af den grund er zoonoser også vanskeligere at bekæmpe end sygdomme, der kun har mennesket som reservoir, som det for eksempel er tilfældet med kopper, der nu anses for at være helt udryddet, siger biolog Birgitte Helwigh fra Zoonosecenteret under Danmarks Fødevareforskning.

Gale køer og hunde

Forskerne skelner mellem zoonoser fremkaldt af virus, af bakterier, af parasitter og af andre smitstoffer. Et eksempel på et sådant smitstof er det prion, der kan resultere i kogalskab hos kvæg (Bovine Spongiform Encephalopathy), hvor en særlig variant menes at være skyld i den dødelige Creutzfeldt-Jakob sygdom hos mennesker.

– Definitionen på en zoonose er, at der er tale om noget, som spredes fra dyr til menneske, hvad enten det er virus, bakterier, parasitter eller et andet smitstof, siger Birgitte Helwigh.

De omtalte virusbetingede zoonose som ebola og marburgsyge er langt fra de eneste, og flere af dem overføres til mennesker med insekter som for eksempel myg eller skovflåter. Det gælder gul feber og japansk hjernebetændelse.

Men også influenzaer er en zoonose, der normalt findes i fjerkræ, hvorfra det smitter videre til svin og atter videre til mennesker. Og i reservoirdyret kan der ske det lumske, at virus muterer, så det dukker op i en ny form ved næste influenzaepidemi.

Også hundegalskab er en virus, som efter infektion gennem bid spredes i mennesket gennem nervesystemet og giver hjernebetændelse. I Danmark findes en type af hundegalskab, der bæres af flagermus.

– Risikoen for at blive udsat for denne type rabies anses dog for at være lav her i landet, vurderer Birgitte Helwigh.

Hundegalskab er stadig en alvorlig diagnose, men der kan vaccineres mod sygdommen, og man kan behandles ved infektion, hvis behandlingen startes med det samme, hvilket forskerne Pasteur og Roux fandt ud af at gøre i 1885 med en afsvækket virus udvundet af inficerede kaniner.

Zoonoser fremkaldt af bakterier er der talrige eksempler på. Nogle bæres ligesom virus af insekter, som det sker med skovflåten, der, når den suger blod fra mennesker, kan overføre bakterien Borrelia til mennesket og forårsager borreliose.

Men de fleste zoonotiske bakterieinfektioner skyldes tarmbakterier, som findes naturligt hos dyr. Mennesker smittes typisk gennem inficerede fødevarer fremstillet af disse dyr eller ved kontakt med gødning fra dyrene. Forurenet bade- eller drikkevand kan også indeholde disse bakterier.

Risikabel mad

Salmonellainfektioner er bakterielle zoonoser ligesom den endnu hyppigere forekommende campylobacterinfektion. Begge resulterer i tusindvis af sygdomstilfælde hvert år i Danmark. I Danmark stammer salmonellainfektioner typisk fra æg og svinekød og lidt fra fjerkræ, og Campylobacter stammer primært fra inficeret fjerkræ. Sygdommene spredes altså fra dyr til menneske, men kun sjældent fra menneske til menneske.

Begge typer infektion giver ligesom den mindre udbredte yersenia-infektion fra svin utilpashed, diarre, ondt i maven og opkastninger.

Behandlingen består i rigelig indtagelse af væske, mens patienter, hvor infektion?en ikke går i sig selv, eller hvor den har spredt sig uden for fordøjelseskanalen, behandles med antibiotika.

Forebyggelse af den slags fødevarebårne infektioner foregår gennem omhyggelig overvågning og gennemførelse af handlingsplaner for bekæmpelse i hele jord-til-bord kæden. Forbrugeren må som sidste led i den kæde derfor selv sørge for ordentlig varmehandling af kødvarer og adskillelse af sagerne ved tilberedning af grøntsager og kød.

Hvad katten slæber ind

De færreste danskere vil stifte bekendtskab med de mere eksotiske zoonoser som for eksempel gul feber.

Men de hjemlige breddegrader byder ud over forurenet mad nu også på trusler nok. Endda inden for hjemmets fire vægge i form af kæledyret katten. Også her er god hygiejne den afgørende forebyggelse for de to onder, der har katten som transportmiddel på turen frem til mennesker.

Den bakterielle kattekradsesyge spredes med bakterien Bartonella hensellae, der findes i katteloppens ekskrementer, og som navnet på sygdommen angiver overføres via kattens bid eller kradsen på mennesker. Resultatet bliver lokal irritation og betændelse, der følges af hævede lymfekirtler og feber. Også øjne og hjerteklapper kan angribes af betændelsen, som fortrinsvis angriber i forvejen svækkede personer, der lever under dårlige sanitære forhold. I Danmark rapporteres cirka 40 tilfælde årlig, men der er formentlig tale om langt flere tilfælde. Sygdommen kan behandles med antibiotika.

Katten er også vært for parasitten Toxoplasma gondii, der er årsag til toxoplasmose. Sygdommen spredes typisk gennem parasittens æg, der findes i stort tal og er meget levedygtige i kattens ekskrementer. Sygdommen kan også overføres til mennesker ved indtagelse af kød fra smittede dyr som for eksempel svin eller lam, der ikke er solidt varmebehandlet. De fleste infektioner forløber uden symptomer, og der udvikles livslang immunitet.

Omkring en fjerdedel af danske kvinder har haft infektionen, mens resten i tilfælde af smitte ved graviditet kan overføre smitte til fosteret, som risikerer at udvikle øjenskader eller vand i hovedet.

Alle nyfødte screenes derfor siden 1999 for medfødt toxoplasmose, og årligt findes én smittet nyfødt ud af 5.000. Behandling er ret langvarig og sker med en blanding af pyrimethamin og sulfadiazin, suppleret med folinin.

Parasitterne

Kattens toxoplasma er et hjemligt eksempel på zoonose forårsaget af en encellet parasit.

Og blandt parasitterne findes en del forskellige typer, der forlader reservoirdyr for at hjemsøge mennesket med meget ubehagelige følger. Malaria, som spredes med myg, eller sovesyge, som spredes af tsetsefluen, er også eksempler på encellede zoonotiske parasitter med voldsom udbredelse.

Men de flercellede organismer, ikke mindst ormene, kan også være med i zoonosernes selskab. Blandt de mere eksotiske findes for eksempel guineaormen, hvis larver lever i vandlopper og spredes med forurenet vand.

Når vandlopper med larverne lander i menneskets mave, går lopperne til, men larverne fortsætter fra maven ud i kroppen og udvikles til orme. Ormene formerer sig inde kroppen, hvorefter hunormen vokser til en meters længde, begiver sig ned i et ben og skaber hul i huden for at komme af med nye larver. 1700-tallets danske opdagelsesrejsende i Afrika stiftede bekendtskab med ormen og den eneste kur imod den, nemlig at vikle ormen langsomt og gradvis op på en pind, når den dukker frem af benet.

Afdeling af parasitære orme byder også på danske eksempler som for eksempel bændelorm, spoleorm og trikiner, som heller ikke er til at spøge med, men efterhånden er temmelig sjældne herhjemme.

– I dag har myndighederne rigtig godt styr på disse bakterielle og parasitære zoonotiske sygdomme. Men det skal altså ikke forhindre folk i at bruge deres sunde fornuft i køkkenet, hvor man med god hygiejne kan undgå de fleste af de fødevarebårne sygdomme, lyder rådet fra biolog Birgitte Helwigh, som henviser til Fødevarestyrelsens hjemmeside med gode hygiejneråd.

De kan findes på hjemmesiden: http://www.foedevarestyrelsen.dk/FDir/Publications/2005209/Rapport1.asp