Af:
Kim Søholt Larsen, Biolog
Det er efterår, og det er lig med lopper! Det er ikke morsomt at få lopper inden for husets fire vægge – hverken for hunden, katten eller for ejeren. Men hvad gør man for at undgå at få problemer med lopper eller for at slippe af med dem, hvis de rent faktisk er dukket op på hunden eller katten? Her er en lille »loppeguide« med spørgsmål og svar om lopper, som kan være til hjælp, når kunderne spørger
Hvilke slags lopper giver problemer?
Der findes over 40 slags forskellige lopper i Danmark, men på vores hunde og katte er det katteloppen med det latinske navn Ctenocephalides felis, der er et problem.
Hvad er lopper?
Lopper er insekter. De har forskellige stadier i deres udvikling – nemlig æg, larve, puppe og voksen. Levestederne for de voksne lopper og de øvrige stadier er helt forskellige. De voksne lopper lever på hunden eller katten, mens æg, larver og pupper lever i revner og sprækker eller nede i gulvtæppet, der hvor loppernes værtsdyr, hunden eller katten, færdes.
Hvornår er lopper typisk et problem?
Loppeplagen er meget årstidsbestemt. Det hænger sammen med, at loppelarverne trives dårligt, når det er koldt eller tørt. Der sker derfor en vis opformering af lopper i forårsmånederne og så en voldsom stigning i efterårsmånederne. Det er især fra sidst på sommeren til hen omkring jul, man skal være opmærksom på lopperne. Lopper er hovedsagelig et problem i boligen, men om sommeren kan der faktisk ske en opformering af lopper på beskyttede steder udendørs, for eksempel i overdækkede hundegårde og under tætte buske samt i udhuse og kældre. Lopper, man finder om foråret på hund og kat, kan også være fuglelopper, da disse lopper er meget almindelige og aktive på denne årstid. Fuglelopper kan dog ikke leve og formere sig på hund og kat.
Hvad lever lopperne af?
Voksne lopper lever af blod, som de suger fra deres vært. Larverne derimod lever af organisk materiale – heriblandt tørrede ekskrementer (tørret blod) fra de voksne loppers blodsugning. Udviklingstiden fra æg til voksen loppe afhænger primært af temperaturen og kan være så kort som 14 dage ved 32º celsius og så lang som 140 dage ved 13º celcius. Siddende på værtsdyret kan loppehunnen lægge over 25 æg om dagen. Æggene, som ikke er klæbrige, drysser sammen med ekskrementerne af hunden eller katten, hvor disse færdes.
Hvor finder man lopperne?
Når man ser efter lopper, og når man vil bekæmpe dem, skal man have i erindring, at kun 5 % af alle lopperne, nemlig de voksne, vil man kunne finde på selve hunden eller katten. De resterende 95 %, altså æg, larver og pupper, er i kæledyrets omgivelser.
Har hunden eller katten lopper?
Et godt tegn på lopper er, at hunden eller katten ofte klør sig. Tjek i så fald dyret ved at rede pelsen igennem med en tættekam. (Hvis det er en langhåret race, eller pelsen er lidt pjusket eller filtret, bør man rede pelsen igennem med en børste, inden man bruger tættekammen.) Det afredte kommes i en klar plastpose, så man kan kigge på det i ro og mag eller eventuelt vise det til dyrlægen. Hvis der er lopper på dyret, vil man kunne se enten store sort-brune hunlopper og mindre hanlopper, de 0,5 mm lange hvide perleformede æg eller loppernes sorte ekskrementer. Ekskrementerne skelnes fra sand og snavs ved at de vil afgive en rødbrun farve, når de placeres/opløses på et stykke fugtigt papir eller i lidt vand i en tallerken.
Hvorfor dukker lopperne op efter behandling?
Selv efter, man har behandlet sine dyr med et loppemiddel, kan der i en kortere eller længere periode stadig dukke lopper op. Det kan skyldes, at det ikke er muligt at bekæmpe alle lopperne i omgivelserne, for eksempel de lopper der ligger beskyttet inde i kokonerne. Der vil derfor kunne klækkes nye lopper herfra, men lopperne vil dø, efterhånden som de »samles op« af dyrene. Ved omfattende loppeangreb kan det dog vare flere måneder, før den sidste loppe er fjernet. Bemærk også, at det kan tage flere timer, før en loppe dør, efter den er hoppet på en behandlet hund eller kat.
Hvordan undgår man lopper?
En god og nem måde til at undgå problemer med lopper er en forebyggende behandling af hunden eller katten. Behandles der forebyggende forhindrer man, at lopperne i ro og mag opformerer sig og så pludselig optræder i stort antal og er overalt. Det vil sige, at den forebyggende behandling skal indledes, inden loppeproblemet opstår.
Allergi over for lopper
Er hunden eller katten allergisk over for lopper, er det vigtigt at foretage en kontinuerlig forbyggende behandling, så loppeproblemet slet ikke opstår. Dette opnås ved en behandling en gang om måneden med et loppemiddel året rundt.
Hunden eller katten har fået lopper
Hvis man finder ud af, at hunden eller katten allerede har lopper så start med at støvsuge grundigt i alle de værelser, hvor kæledyret kommer. Det vil fjerne primært æg og sandsynligvis nogle loppelarver, men det vil også fjerne det organiske materiale, som larverne lever af. Husk også at rengøre hundens/kattens »sengetøj« og vær ekstra grundig med rengøringen i området omkring liggepladsen. Når der er voksne lopper til stede, bør man behandle dyret hurtigst muligt med et loppemiddel. Bemærk!: Ikke alle produkter kan anvendes til både hund og kat og hvalpe/killinger.
Hvad med alternative metoder mod lopper?
Der finde mange forskellige »alternative produkter« til bekæmpelse af lopperne, så her omtales kun et par metoder, man ofte hører om. Ultralyds-apparater annonceres som virksomme til bekæmpelse af meget forskelligt kryb og kravl, inklusive lopper. Disse apparater er blevet testet blandt andet af Skadedyrlaboratoriet, og de har absolut ingen effekt på lopperne (eller andre skadedyr for den sags skyld). Det samme kan siges om B-vitamin og hvidløg.