Af:
Jette Lüthcke, journalist og sygeplejerske
Interessen for slankepillen alli slog alle rekorder, da den omtalte pille under stor medie-dækning blev frigivet i håndkøbssalg i sidste måned. Flere farmakonomer synes ikke, at de var klædt godt nok på til den store informationsopgave
På Vaisenhus Apotek i det centrale København stod kunderne i kø den mandag i maj, slankepillen alli blev frigivet i håndkøbssalg. Spørgsmålene var mange til personalet, der i forvejen havde rigtig travlt på grund af allergisæsonen, og nu også skulle informere om både virkninger og bivirkninger ved det nye produkt. På den første dag alene solgte man 50 pakker.
Apotekerforeningen havde på forhånd meldt ud, at apotekerne har udvidet oplysningspligt ved salg af alli, men alligevel synes farmakonom Henni Rytkjær, Vaisenhus Apotek, ikke, at hun og hendes kolleger var klædt godt nok på til den store informationsopgave, der lå forude for dem.
– Jeg synes ikke, at vi var klædt godt nok på til den opgave. Vi stod med pakkerne torsdag og spurgte hinanden, om vi var parate til dette her. For vi kunne godt se, at der var rigtig mange ting, vi skulle informere om. Men jeg har ikke set noget om den udvidede oplysningspligt på tryk og heller ikke hørt noget om det, før vores morgenmøde mandag morgen, fortæller Henni Rytkjær.
Henni Rytkjær synes, at medicinalfirmaet bag alli (GlaxoSmithKline), i forvejen burde have præsenteret produktet for farmakonomerne og sørget for dyberegående informationsmateriale.
Og det synspunkt er hendes kollega Kirsten Elgaard helt enig i.
– Det er mere end ½ år siden, at vi fik den første forespørgsel på alli. Derfor synes jeg egentlig godt, at firmaet kunne have orienteret os i god tid, siger Kirsten Elgaard.
– Jeg synes, at de er sluppet let hen over det. Nu hvor Orlistat sælges i håndkøb, har vi jo faktisk overtaget noget af lægens oplysningspligt, konstaterer Henni Rytkjær.
Kunderne skal have den bedste information
De to farmakonomer er enige om, at det vigtigste for dem er deres faglige stolthed, og at det derfor er dem magtpåliggende, at kunderne får den bedste information – som de også har krav på.
– Jeg føler et stort ansvar, for vi har jo informationspligt omkring lægemidler, og især med sådan et produkt som alli, kan det jo gå galt for kunden. Det er min faglige stolthed, jeg sætter på spil, og jeg ville ikke kunne bære, hvis en kunde kom tilbage til mig og sagde, at jeg ikke havde fortalt, at hun fx ikke måtte tage pillerne samtidig med blodfortyndende medicin, siger Henni Rytkjær.
Langt de fleste kunder, der har efterspurgt slankepillen på Vaisenhus Apotek, har været voksne kvinder mellem 40-60 år – med et BMI over 28 – og altså indenfor produktets målgruppe. Men selv om mange har læst om produktet hjemmefra, føler farmakonomerne langt fra, at deres information er overflødig eller at de skal ’tvinge’ kunderne til at høre efter.
– De fleste kunder ved en del på forhånd, men det er altså ikke alle, der har forstået informationen, selv om de har læst det på nettet. Det er især det med diæten, som folk ikke forstår, og mange heller ikke havde regnet med. Så her står nogle kunder helt af. Vi har da også kunder, der ender med at stå og trippe, når man informerer dem, men de fleste ender med at købe pillerne – uanset hvad, siger Henni Rytkjær.
En del af kritikken af slankepillen har gået på, at produktet kunne misbruges af normalvægtige og anorektikere. Men selv om Vaisenhus Apotek, med sin beliggenhed tæt på Københavns Universitet, tæller masser af unge mennesker blandt kunderne, har det ikke været det store problem. Kirsten Elgaard siger:
– Jeg starter altid med at spørge kunderne pænt, om det er til dem selv, og så vejleder jeg derudfra. Folk tager det altid pænt, men med de unge kvinder med spiseforstyrrelse er det lidt sværere, for jeg kan jo ikke sige, at ’du er tynd nok i forvejen’. Jeg prøver at forklare om både diæt, virkning og bivirkning, men ligesom med de unge piger, der køber mange afføringspiller, så er det bedste vi kan gøre er at vejlede ud fra den erfaring, vi har. Hvis de vil have det, så køber de det nemlig, slutter Kirsten Elgaard.