Af:
Arne Bang Jensby, journalist
2007/05 - Temadage som investering i tillid
De årlige temadage landet over, hvor foreningen inviterer tillidsrepræsentanter, vurderes forskelligt af deltagerne, som her giver ris og ros til arrangementet
Der er tradition for at afholde temadage for tillidsrepræsentanter(TR) på private apoteker hvert år. I år er det sket ved fem lejligheder i januar og februar, hvor temaerne har omfattet arbejdstidsregler, anvendelse af ny løn, lige- og forskelsbehandling og kompetenceudvikling.
Fra et rundspørge til fem af deltagerne – en fra hvert møde – lyder beskeden overvejende, at temadagene er en god ide og en investering i fremtidens TR’er, når de nu får flere og flere opgaver. Men temadagenes form kan diskuteres og bliver det her.
Indenfor i foreningen – Jeg synes, at temadagen er bedre end møderne i vores lokale kreds. Kredsmøderne er da også gode, men temadagen giver mere, for her beskæftiger vi os med overordnede emner og får flere input også fra TR’er i andre kredse, mener TR Lene Pedersen fra Stubbekøbing Apotek.
– Temadagen i år var specielt god, da den handlede om rettigheder på arbejdspladsen og for eksempel helt konkret om hovedbeklædning. Det er ting, vi skal være opmærksomme på ved nyansættelser, og det er fint, at der nu kom en ny vinkel på det tema. For man kan godt gå lidt rundt i samme spor til hverdag, hvis man ikke får denne slags inspiration og skub, siger hun.
– Løn og arbejdstid blev også taget op. Og selvom det kan lyde som en gentagelse fra tidligere temadage, kan vi ikke snakke nok om de ting. Det er godt at repetere, og der kommer jo også altid nye TR’er til. Og der er stadig nye forhold, vi som TR’er skal være opmærksomme på. Der skal følges op hele tiden, og vi skal være med på foreningens strategi og holdning, lyder det fra Lene Pedersen.
– Så vi får ting med hjem til hverdagen. Det er spændende at være sammen med de andre TR’er, og sammenkomsten giver lyst til at komme hjem og tage fat igen på apoteket, fortsætter hun og mener ikke, at hun umiddelbart har manglet noget på temadagen.
– Jeg er jo også typen, der selv kan opsøge råd, påpeger hun og understreger, at hun dels benytter netværksgruppen af TR-kolleger i kredsen og dels er særdeles tilfreds med den hjælp, hun får i foreningen.
– Jeg føler mig rigtig indenfor i foreningen, når vi er til temadag. Stemningen er god, debatten er åben, og der er god tid til at stille og få besvaret spørgsmål. Og det gjorde ikke noget, at der ikke var gruppearbejde denne gang, når blot der er tid til debat, og ordet er frit, vurderer hun.
Del af påklædningen – Temadagene er gode, fastslår Åse Nissen, TR på Tønder Løve Apotek.
– Her træffer man nye ansigter og kan få nye kontakter, siger hun og oplyser, at hun selv ikke er helt ny i TR-funktionen.
– Selvfølgelig vil der være gentagelser i de emner, der tages op. Det kan ikke undgås, for der er kernefunktion?er for os, som skal holdes ved lige. Og det er nok heller ikke helt nemt at finde på noget, der passer til alle, lyder hendes vurdering af emnevalget til møderne.
– Selvom der ikke var lagt op til gruppearbejde i år, synes jeg, der var god plads til at komme til orde. Det bliver selvfølgelig nemt dem, der snakker i forvejen, som så kommer til at sige noget, men omvendt kan man altså også sidde og putte sig i grupperne.
– Så er man selv interesseret, så er der bestemt noget at tage med hjem fra temadagen. Mange ting spiller jo ind i forhold til, om man får noget med hjem. Motivationen er en del af sagen, og det hjælper sikkert, hvis man er blevet TR af interesse i stedet for at være presset til det af kollegerne, observerer Åse Nissen, der generelt vurderer, at foreningen gør meget for at klæde sine TR’er godt på til opgaven.
– Temadagen er en del af den påklædning. Og skulle man mangle noget på temadagene, kan man da ringe til foreningen. Den mulighed benytter jeg selv gerne og får altid en god behandling, siger hun og tilføjer, at hun har på fornemmelsen, at medlemmerne generelt også er blevet bedre til at synliggøre farmakonomfaget og foreningen.
– Jeg savnede ikke noget på temadagen, og ved jo, hvordan jeg kan hente yderligere informationer, hvis jeg får brug for dem. En ting, jeg kunne savne, er et netværk af TR’er her i kredsen. Det har vi ikke fået på plads, men det skal vi nok i gang med, siger hun.
Hellere cases – Der er nogle emner som for eksempel regler om løn og arbejdstid, der må tages op og repeteres fra gang til gang. For det er central viden for enhver TR, og der kommer jo hele tiden nye TR’er til, påpeger Lotte Køhn, TR på Vojens Apotek.
– Men netop derfor er det også virkelig vigtigt at få temaerne formidlet godt, og det sker ikke altid, tilføjer hun og fortæller, at hun ikke var tilfreds med formidlingen af indlægget om ny løn på den seneste temadag.
– Formidlingen var ikke engagerende, så i hvert fald jeg gik glip af et sikkert ellers udmærket budskab, siger Lotte Køhn og tilføjer, at hun heller ikke finder relevansen af temadagens oplæg om ligestilling og ligebehandling helt indlysende.
– Her var foredragsholderen dog fængende nok, men indholdet var svært at relatere til min hverdag, lyder hendes vurdering.
– Så min kritik går nok på, at emner skal tages op forskelligt fra gang til gang. Og man må meget gerne tage udgangspunkt i konkrete cases. For dem kender man i foreningen, hvor man jo også lægger politik i forhold til dem. Og dem kunne man altså tage med ud til drøftelse, foreslår hun.
– Om det så skal ske ved foredrag eller med oplæg og gruppearbejde må bero på en konkret vurdering fra gang til gang. For jeg synes ikke, at man kan generalisere og sige, om den ene arbejdsform er bedre end den anden, mener hun. Men hun understreger, at hun bestemt får noget med hjem fra temadagen trods sin kritiske holdning.
– Jeg får en klar fornemmelse af, at der ikke er langt til toppen af foreningen, og det er dejligt at opleve, at vores formand virkelig brænder igennem til os. Det opildner.
– Men overordnet set – i forhold til omkostningerne og tidsforbruget og hvor mange, der er på, så tror jeg, at det er begrænset, hvad vi får med hjem. Det må være meget dyrt at holde temadage, og der synes jeg altså, at kæden hopper af. Måske skulle man overveje at afholde dem med større intervaller og måske også med assistance udefra til nogle af temaerne, siger hun og tilføjer, at hun dog denne gang selv fik inspiration til at gå i gang med at slå et slag for indvandreransøgninger til faget.
Åbent og konkret – Selvfølgelig må vi have repeteret nogle emner. Sådan er det, når der hele tiden kommer nye TR’er til, konstaterer TR Hanne Moskjær Aagesen, Apoteket Svalen, København.
– Så nogle af os, der har været med flere gange, kan da ikke undgå at tænke: Aaargh nej, nu igen. Og vi har altså hørt en del om ny løn. Men denne gang synes jeg nu, at temadagen fungerede godt. Ikke som den temadag om lokale aftaler, der var meget uprofessionel, hvor man spildte meget tid på gruppearbejde og ikke fik bundet sløjfer på sagerne, husker hun.
– Denne gang var der ikke gruppearbejde, men en hurtig opgave på to minutter om arbejdstid. Det fungerede fint til at få os i gang med at tænke selv. Og oplægget om ligestilling var også inspirerende, siger hun og har specielt ros tilovers for det åbne forum i slutningen af dagen.
– Det var en god ide, hvor der var plads til at diskutere mange små ting fra hverdagen med konkret udgangspunkt i deltagernes erfaringer. Det eneste, man så bør sikre sig, er, at man ikke fortaber sig i helt individuelle problemer, men får uddraget generelle erfaringer og så gemmer en eventuel snak med den enkelte til pausen eller bagefter, hvis det er nødvendigt at gå i detaljer, som måske ikke interesserer alle, mener Hanne Moskjær Aagesen.
– Så jeg synes nok, at vi fik noget med hjem fra denne temadag. Skulle jeg forslå et emne, kunne det være at kigge på, hvorfor der er så meget tøsefnidder på arbejdspladser domineret af kvinder. Og så savner jeg lidt humor eller selvironi på temadagene. Det fornemmes tit meget alvorligt, og som TR’er i hverdagen skal vi selv ofte kunne dreje en alvorlig situation. Så den side kunne vi godt dyrke noget mere, påpeger hun.
– Og så er det altid godt at møde andre TR’er, så temadagene er bestemt ikke spild af tid og penge, sammenfatter hun.
Tid til erfaringer – Jeg har da helt sikkert noget med hjem fra temadagene. Ikke lige meget hver gang, men temadagene er bestemt umagen værd, vurderer TR Karna Ammonsen fra Hals Apotek.
– Og at temadagene nogle år har været bedre end andre betyder ikke, at nogle var dårlige, tilføjer hun og forklarer, at alene det at komme sammen med andre TR’er er en sikker gevinst hver gang.
– Selvfølgelig skal vi have foreningens visioner og værdier frem. Det er udmærket og skal til, for i en travl dagligdag er der altså ikke meget tid til dem, når kunderne skal passes. Men det ved de nu også godt i foreningen, mener Karna Ammonsen, som da også er tilfreds med, at nogle ting bliver repeteret år efter år.
– Der sker jo altid udviklinger, og i år fik vi diskuteret løn og overarbejdstimer. Det var passet fint ind, og det er godt at få ting genopfrisket en gang imellem.
– Det er også godt, at der på temadagene er tid til at udveksle erfaringer med TR-kollegerne, for det er der hårdt brug for. Og jeg synes, det var et plus, at vi ikke spildte tid på gruppearbejde i år, men fik gang i diskussioner. Selvfølgelig er der dem, der ikke deltager i diskussionerne, og det er træls. Men jeg ved ikke, om det så fungerer bedre med gruppearbejde, funderer hun.
– Alt i alt vil jeg bestemt ikke undvære temadagene. Her kan vi ude fra arbejdspladserne få lov at snakke med nogle fra toppen af foreningen. De kan somme tider sætte tingene lidt i perspektiv for os, og det sker på en måde, hvor de ikke taler ned til os. Og på temadagen bliver der altid tid til at putte konkrete spørgsmål ind og få et svar med hjem. Så jeg synes, at man kommer tilbage til apoteket med fornemmelsen af at have noget med hjem, vurderer Karna Ammonsen.
|