Af:
Ulla Nygaard, journalist
– Rollen som tillidsrepræsentant giver masser af selvudvikling, siger Annette Tost Jensen, som stiller op igen til valget som tillidsrepræsentant for de cirka 30 farmakonomer på Statens Serum Institut. – Nu har jeg uddannelsen og erfaringerne, siger hun
Med i alt cirka 1.200 medarbejdere er Statens Serum Institut (SSI) en stor virksomhed i staten, og farmakonomerne udgør blot en lille del af medarbejderstaben. Alligevel arbejder de cirka 30 farmakonomer meget spredt i otte forskellige afdelinger og med vidt forskellige funktioner.
– Det gør min opgave som tillidsrepræsentant kompleks. Nogle arbejder i serviceafdelingen, andre i kvalitetsafdelingen og andre igen i produktionen. Vores vilkår er forskellige fra kontorjobbet, hvor man kan tilrettelægge arbejdet mere frit til produktionsafdelinger, hvor man er afhængige af hinanden og af produktionsflowet.
Annette Tost Jensen, som selv arbejder i registreringen i vaccineafdelingen, har dermed mange forskellige vilkår at forholde sig til, når der skal løses problemer.
Det er de små og store ting i dagligdagen, der fylder tiden hos denne tillidsrepræsentant set over året som helhed. Men hen over sommeren har kravene til den nye overenskomst været på dagsordenen og den årlige runde om ny løn tillæg, som Annette Tost Jensen skal forhandle for anden gang i sin TR-karriere.
Løn giver søvnløshed
Fra maj til august har tillidsrepræsentanten indhentet og vurderet indstillinger fra hver enkelt kollega til ny løn, som forhandles i september. På Statens Serum Institut er det tillidsrepræsentanterne, der har forhandlingsretten, og Annette Tost Jensen mødes med sin suppleant Jette Frida Karsum og gennemgår indstillingerne. Annette Tost Jensen har én pose penge at gå ud fra, nemlig den procentdel af lønnen, der er afsat til ny løn for farmakonomer. Der skal indstilles til lønportioner á 6.000, 9.000, 12.000 eller 18.000 kroner mere om året.
– Ny løn kræver store overvejelser, og det er ikke altid behageligt. Jeg skal indstille, og cheferne skal indstille, og hvis begge parter er enige i forhold til en medarbejder, er det nogenlunde nemt. Hvis vi indstiller forskelligt, skal jeg argumentere stærkere for min indstilling.
Vi indstiller, før vi kender chefernes indstillinger, og der skal mange overvejelser til. Løn betyder rigtig meget for kollegerne, og det kan godt give søvnløshed både at indstille og bagefter at skulle meddele, hvordan det gik.
Min opgave er forskellig fra chefernes. Jeg skal sikre, at de farmakonomer, som udfører deres job år efter år, men som ingen får øje på og som heller ikke gør opmærksom på sig selv, også får del i ny løn, siger Annette Tost Jensen. Hun vil helst give alle, for det er jo en dygtig faggruppe, som hun siger.
Trods søvnløshed og risikoen for at blive upopulær vil Annette Tost Jensen ikke undvære forhandlingen af ny løn. Den er en spændende og udfordrende del af jobbet.
– Man udvikler sig i sådanne situationer. Men den direkte dialog mellem medarbejder og chef om mere i løn var måske at foretrække for den enkelte, siger hun.
Bindeled uden ansigt
Tillidsrepræsentanten er Farmakonomforeningens repræsentant på arbejdspladsen, og sådan opfatter Annette Tost Jensen også sig selv. Hun ser det som sin fornemmeste opgave at sikre nyansatte farmakonomer den bedst mulige løn i form af indplacering og tillæg.
Hertil har hun rigtig god sparring med sin kontaktperson i foreningen Lone Dalegaard.
– Jeg er også bindeled mellem SSI og kollegerne og har pligt til at informere, hvis personalepolitikken ændres m.m. Det sker som regel gennem mail ligesom en stor del af vores kommunikation i øvrigt. Det er nemlig svært for mig at komme rundt på hele virksomheden og tale »face to face« med hver enkelt. Vi har mange restriktioner for, hvor man må færdes, og det besværliggør det personlige møde med kollegerne, men det er også svært at finde tiden, da mit arbejde i afdelingen også skal passes. Det ærgrer mig lidt, siger Annette Tost Jensen, som ikke har mødt hver eneste kollega ansigt til ansigt.
– Ny løn fylder ret meget lige nu, men generelt er min opgave at sikre, at kollegerne har gode arbejdsforhold, og at de er tilfredse med dem.
Annette Tost Jensen kan i løbet af året også forhandle engangstillæg til lønnen for ekstra arbejde eller løsning af specielle opgaver.
– Eller jeg kan søge, hvis en kollega mener, hun har fortjent et engangstillæg, siger hun.
Lærer i processen
Man bliver tillidsrepræsentant, hvis der for eksempel er forhold på arbejdspladsen, man gerne vil påvirke eller gøre anderledes. Sådan var det i hvert fald for Annette Tost Jensen, da hun stillede op til valget for to år siden.
– Jeg har også været tillidsrepræsentant på privat apotek for mange år siden, men det var før ny løn og er helt uden sammenligning.
På de tre kurser, som udgør tillidsrepræsentantuddannelsen i foreningen, har jeg mødt tillidsrepræsentanter fra privat apotek, og jeg kan jo sagtens bruge deres erfaringer i mit arbejde. Vi har mange ting, der er fælles. På kurserne udveksler vi erfaringer og hører om episoder andre steder. Det kan man godt bruge i sit eget. Kurserne skaber desuden gode kontakter til andre tillidsrepræsentanter.
Men ellers synes jeg, at jeg lærer igennem de ting, der opstår. Jeg lærer lidt hver gang gennem processen. En af de ting, jeg har lært, er, at man aldrig kan forudse, hvordan mennesker reagerer. Løsninger kan være forskellige alt efter, hvem det handler om, fordi vores temperamenter er forskellige. Jeg tænker indimellem på et kursus, vi havde på apoteket i, hvordan vi skulle tackle kunderne forskelligt. Sådan er det også med kolleger, siger hun og tilføjer:
– Jeg lærer meget på arbejdspladsen blandt andet gennem samarbejdet med vores personaleafdeling – det fungerer rigtig godt. Jeg tror, at tillidsrepræsentanten formes af det modspil, vi møder i løsningen af vores opgaver.
Andres erfaringer
Annette Tost Jensen fremhæver desuden faglig konsulent i Farmakonomforeningen Lone Dalegaard som en vigtig sparringspartner i processen mod at blive en god tillidsrepræsentant.
– Jeg kan altid henvende mig til Lone, og hun er også god til at melde tilbage, hvis en ny medarbejder er gået omkring foreningen for at få oplysninger om lønforhold m.m. på SSI. Den vej brugte jeg selv, da jeg i sin tid søgte over i industrien fra privat apotek. Hvis ikke man kan få øje på tillidsrepræsentanten på virksomhed?en, henvender man sig jo i foreningen.
Annette Tost Jensen henter også meget inspiration og støtte blandt sine TR-kolleger på Statens Serum Institut.
– Vi mødes i vores kontaktudvalg hver 14. dag og drøfter forhold, der er generelle for hele virksomheden. Her sidder blandt andre tillidsrepræsentanten for en af de største grupper, HK/Stat-kontor, Anita Rasmussen. Hun har været med i rigtig mange år og har mange erfaringer at øse af.
Annette Tost Jensen mener, at tillidsrepræsentanten er med til at sætte dagsordenen for udvikling på virksomheden.
– Vi deltager i mange udvalg og formulerer værdier. Det er en stor udfordring, og rollen giver masser af selvudvikling, siger hun.