FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Tillidsrepræsentanter
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

12/02 - 2009
2009/03 - Åbner sig og vokser i hinandens selskab
Netværk for tillidsrepræsentanter i Region Sjælland er frirum, der giver personlig udvikling, spreder gode ideer og giver rollen større værdi

I Region Sjælland har tillidsrepræsentanter på private og offentlige apoteker skabt nogle godt kørende netværk. Flertallet af i alt fem TR-netværk har rødder i et bestyrelsesprojekt fra 2006. Et enkelt netværk er netop dannet med god netværkserfaring som udgangspunkt.

 

TR-netværkene i Region Sjælland kan være forbillede for de øvrige TR-netværk, der dannes nu eller netop er dannet som led i Farmakonomforeningens nye struktur. Hele strukturomlægningen har baggrund i at knytte medlemmer og forening tættere sammen, og det ser ud til at lykkes, viser erfaringerne fra Region Sjælland.

 

Svinger godt sammen

Netværket på Midtsjælland med Roskilde som omdrejningspunkt har fungeret siden 2006, og tillidsrepræsentanterne har lært hinanden rigtig godt at kende. Farmakonom Ulla Jensen fra Roskilde Svane Apotek er tillidsrepræsentant og med i det lille netværk, som består af bare fem. Hendes TR-kollega fra apotekets filial er en af dem. Ud over at være TR er Ulla Jensen også bestyrelsesmedlem i Region Sjælland.

 

– Netværket er blevet en del af det at være tillidsrepræsentant. Vi inspirerer hinanden, og vi får noget med os hjem, når vi har holdt møder på skift hos hinanden. Jeg tænker på, at jeg ikke står alene, og jeg bruger andre tillidsrepræsentanter som sparring, siger Ulla Jensen og tilføjer:

 

– For at få det optimale ud af et netværk, kræver det et trygt rum og nogle mennesker, man har tillid til. Vi har svinget godt helt fra starten.

Ulla Jensen var i begyndelsen lidt bange for, om netværket nu kunne blive et ærligt forum.

 

– Tillidsrepræsentanten fra det konkurrerende apotek i byen var jo også med, så jeg gjorde mig mine tanker. Men al skepsis blev manet i jorden, for vi kan jo bruge hinanden. Vi tænker de samme tanker som tillidsrepræsentanter. Derfor får vi nogle nære relationer. Der er en selvfølgelig fortrolighed, og vi har tillid til hinanden, siger hun.

 

På Midtsjælland bruger tillidsrepræsentanterne hinanden til at få vendt spørgsmål om for eksempel uddannelse eller om at frigøre resurser til at løse andre opgaver.

 

– Jeg er ikke i tvivl om, hvem jeg skal ringe til, hvis der opstår en situation, som jeg gerne vil have en andens mening om, siger Ulla Jensen. Hun har været tillidsrepræsentant i sammenlagt cirka 15 år.

 

Ser hvad der rører sig

Farmakonom Jane Madsen fra Nykøbing Apotek er bestyrelsesmedlem i Region Sjælland og som sådan med i TR-netværket Nordvest.

 

– Vi mødes med en dagsorden over emner, som er forberedt. Det er emner som overenskomstfornyelse, ny løn og seniorpolitik. Men vi taler også om det, der rører sig på apotekerne lige nu. Møderne giver et godt input til bestyrelsen, siger Jane Madsen.

 

Omvendt får bestyrelserne i regionerne og hele Farmakonomforeningen også leveret budskaber ud til foreningens medlemmer gennem TR-netværket og får taget pulsen på, hvad der aktuelt rører sig.

 

– I netværket får vi vendt nogle ting, vi er optaget af, og vi har stor glæde af hinanden. Vi taler om, hvordan hverdagen kører, om arbejdsmiljøet og om personalemanglen. Vi besøger hinandens apoteker på skift og har blandt andet set, hvordan man arbejder med robot.

 

Jane Madsen siger videre, at man bliver i godt humør af at få vendt nogle af problemstillingerne fra TR-arbejdet i dagligdagen.

 

– Tillidsrepræsentant-
er er jo slet ikke så alene, som det kan opleves i hverdagen. Der er andre med samme opgaver og problemstillinger, for eksempel når der skal forhandles løn. Det er en god fornemmelse, siger Jane Madsen, som gerne vil give et godt råd til andre:

 

– Det er bare at kom-
me i gang, så vil man opleve, at et netværk er til gavn for alle, siger hun.

 

Samme problemer

– Det viser sig, at vi har samme typer problemer på ar-
bejdspladsen, siger tillidsre-
præsentant på Køge Apotek, farmakonom Pernille Lauritsen. Hun er med i Netværk Øst.

 

Netværket mødes to-tre gange årligt, som de øvrige netværk i regionen, men også på foreningens øvrige møder samles netværksgrupperne, for eksempel når der er gruppearbejde og -diskussioner.

 

– Vi har et tema på vores dagsorden, hver gang vi mødes. Det kan være overenskomstfornyelse eller ny løn, og vi får meget med os hjem hver især efter at have talt sammen. Det viser sig, at der er en verden til forskel på, hvordan ny løn håndteres på de enkelte apoteker.

 

Pernille Lauritsen er garvet tillidsrepræsentant med stor erfaring fra lønforhandlinger. Hun har udarbejdet et evalueringsskema, som medlemmerne bruger i forbindelse med ny løn, og det har hun givet videre til de øvrige i netværket.

 

– Det er et redskab til at få afstemt forventninger med resultater. Det er dejligt at kunne give noget videre, men også at modtage. Hos os skal vi tale seniorpolitik, og det er godt at høre, hvordan andre gør, siger hun.

 

Tillidsrepræsentanten på Køge Apotek mener desuden, at argumenterne kan have tungere vægt over for arbejdsgiveren, når man henviser til sin viden om, hvordan det foregår andre steder.

 

– Man bliver stærkere i sin argumentation, når man kan relatere til andre, siger hun.

 

Får noget med hjem

Farmakonom Lene Pedersen er tillidsrepræsentant på Stubbekøbing Apotek, som er en filial af Nørre Alslev Apotek – begge på Falster. Det betyder, at der er to tillidsrepræsentanter fra samme arbejdsplads med i netværket, som geografisk også dækker Sydsjælland.

 

– Når der sker noget spændende på de øvrige apotek-
er, får vi andre det med os hjem. For eksempel har vi talt om seniorpolitik, som et af apotekerne har arbejdet med, og der har jeg fået ideer med mig, som jeg kan bruge på min egen arbejdsplads. Vi får en masse input igennem netværket, siger Lene Pedersen.

 

Hun og TR-kollegerne starter deres møder i Netværk Øerne og Syd med at få lidt at spise ligesom i de øvrige netværk i Region Sjælland. Møderne holdes på skift hos hinanden, og på grund af geografien og køretiden er der også i det sydligste af regionen sat sluttid på møderne.

 

– Værten viser apoteket frem til os andre, og vi får indblik i, hvordan man indretter sig, og hvordan rutinerne kører. Det er også værten, der har sendt indbydelser ud og valgt emne for mødet.

 

Lene Pedersen er glad for, at bestyrelsen har to repræsentanter med på netværksmøderne, for det betyder, at tillidsrepræsentanterne også på denne måde hører nyt fra foreningen.

 

– Vi har desuden Berit Juul Christoffersen fra sygehusapoteket på Næstved Sygehus med til vores møder. Hun ser mange ting fra en anden vinkel, og det er ret inspirerende, siger Lene Pedersen.

 

Taler om roller

Farmakonom Berit Juul Christoffersen, der er tillidsrepræsentant på sygehusapoteket i Næstved og Nykøbing Falster, får også inspiration af at deltage i netværksmøder.

 

– Der sker så meget spændende på privat apotekerne i dag, og det får jeg indsigt i, når vi deler viden om vores job, siger hun.

 

Opgaverne for tillidsrepræsentanter for farmakonom-
er er de samme, uanset hvor man arbejder, mener 
Berit Juul Christoffersen.

 

– Men det er forskelligt, hvordan vi bruges af vores arbejdsgivere. Det er noget af det, vi diskuterer. Der er forskellige forventninger til os, og vi har forskellige oplevelser af den tid, vi bruger på TR-opgaverne. Men principielt er det jo de samme opgaver, man har som tillidsrepræsentant, uanset hvor man arbejder. Derfor kan vi sagtens inspirere hinanden – privat ansatte og offentligt ansatte, siger hun.

 

Berit Juul Christoffersen fortæller, at diskussionerne også handler om, hvordan man kan bruge den personlige udvikling, man opnår i kraft af hvervet og TR-uddannelsen.

 

– Nogle bruger deres viden og erfaring som tillidsrepræsentant til at søge lederjob. Det taler vi om, når vi taler om værdier, roller og erfaringer og om, at vi som TR skal sikre, at vores arbejdspladser og arbejdsmiljøet trives og udvikles.

 

Arbejdet i netværk er meget personligt relateret. Det er et frirum, hvor vi diskuterer og holder hinanden oppe. Vi oplever, at hvervet som tillidsrepræsentant sagtens kan være andet end surt, siger Berit Juul Christoffersen.

 

Giver også udfordringer

– Møder i netværksgruppen giver inspiration til at tage nye udfordringer op. Man vil jo gerne bruge de input, man får i gruppen, mener farmakonom Susan Isaksen, som er tillidsrepræsentant på Ringsted Apotek og med i et nystartet netværk med cirka 10 tillidsrepræsentanter.

 

– Det vigtigste for mig er, at vi kommer til at kende hinanden godt i gruppen, så vi kan bruge hinanden. Hvis jeg står med et problem, er det godt at have en TR-kollega, som jeg kan ringe til og få det vendt med.

 

Susan Isaksen har tidligere været med i et TR-netværk, som gik i sig selv, fordi flere tillidsrepræsentanter stoppede, og de nye aldrig rigtigt kom med. Nu har hun været med til at starte et nyt og lidt større netværk bestående af cirka 10 tillidsrepræsentanter. Netværket har blot været samlet en enkelt gang.

 

– Der skal helst være flere ildsjæle i et netværk for at få det til at fungere godt. Det er vi denne gang, og det er godt at være flere, der brænder for det. Netværk handler om at mødes og tale om det, der fylder meget hos tillidsrepræsentanten, og som man ved, at de andre tillidsrepræsentanter også er optaget af. Det er godt at have netværk, selvom vi synes i det daglige, at vi har meget om ørene, siger hun og tilføjer:

 

– Vi har også glæde af hinanden ved foreningens øvrige møder, for eksempel temadage, hvor vi kan stikke hovederne sammen. Så får man oplevelsen af at være sammen med nogen, man kender, siger Susan Isaksen.

Fakta

Kort om TR-Netværk

Farmakonomforeningen satte TR-Netværk på dagsorden-
en allerede på TR-dagene i efteråret 2007. Det var, mens foreningen endnu fungerede under den gamle struktur, og hensigten var at kickstarte de nye netværk i de kommende fem regioner. Det lykkedes med hjælp fra et konsulentfirma, der inspirerede tillidsrepræsentanterne til at danne netværk i alle regioner.

 

I 2008, både på TR-dagen og temadagen, havde de nystart-
ede netværk mulighed for at stikke hovederne sammen. Det er en mødeform, som er blevet en fast del af foreningens mødekultur og som skal supplere de to-tre årlige møder, netværket selv holder.

 

Hvis du er tillidsrepræsentant og ikke medlem af et netværk, kan du kontakte din regionsformand.

« Tilbage til Tillidsrepræsentanter

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk