Som noget nyt tilbydes nu et valgfrit modul i Klinisk farmaci og farmakoterapi i diplomuddannelsen. Det nye modul er specielt målrettet farmakonomer
Farmakonomer har i flere år kunnet tilmelde sig en diplomuddannelse, men har ikke i større grad benyttet sig af det. Som noget nyt kan man nu fra 2010 tilmelde sig et valgfrit modul i Klinisk farmaci og farmakoterapi*. Et modul, som er inspireret af det tilsvarende modul på den faglige videreuddannelse, og som specielt henvender sig til farmakonomer.
– Modulet er i den grad relevant for farmakonomer, men da det er en del af en diplomuddannelse, vil det også være relevant for andre sundhedsprofessioner, der – som en del af deres daglige arbejde – har kontakt til patienter, og som forebygger, identificerer og løser problemer med lægemiddelbehandling, fortæller Tina Schilling Hansen. – Derfor vil modulet Klinisk farmaci og farmakoterapi i diplomuddannelsen have et bredere fokus end samme modul i den faglige videreuddannelse.
En kompetencegivende videreuddannelse
En diplomuddannelse består af:
1. Et obligatorisk modul
2. Fire valgfrie moduler
3. Et afgangsmodul.
Hvis man vælger en sundhedsfaglig diplomuddannelse, kan de valgfrie moduler vælges inden for tre retninger: Sundhedsformidling og klinisk uddannelse, Sundhedsfremme og forebyggelse og Professionspraksis. Og et af de valgfrie moduler kan så være Pharmakons modul i Klinisk farmaci og farmakoterapi. De øvrige valgfrie moduler kan ses i skema i powerpointpræsentationerne fra foredraget på Farmakonom Dagen 2009, som findes på www.farmakonom.dk – under fanen Foreningen/Organisation findes et link til Farmakonom Dagen 2009.
Vælger man udelukkende at sammensætte sin diplomuddannelse af valgfrie moduler inden for studieordningen for den sundhedsfaglige diplomuddannelse, kaldes det et reguleret forløb. Og det kræver ingen godkendelse. Vælger man derimod selv at sammensætte et uddannelsesforløb af moduler fra forskellige diplomuddannelser – som ud over de sundhedsfaglige diplomuddannelser også tæller for eksempel diplomuddannelser i ledelse og pædagogiske diplomuddannelser – så skal de godkendes af det enkelte uddannelsessted for at blive anerkendt som en diplomuddannelse. Ved fleksible forløb skal afgangsmodulet tages på den skole, der har godkendt uddannelsesplanen.
Alle moduler har mindst en eksamen.
En diplomuddannelse tager mindst 3 år – og skal være gennemført inden for 6 år.
En diplomuddannelse er kompetencegivende til videreuddannelse på masterniveau. Det betyder, at man for eksempel kan søge om at tage en mastergrad i Drug Management på Det farmaceutiske Fakultet.
En diplomuddannelse er normeret til 60 ECTS-point. Det svarer til en studerendes fuldtidsarbejde i et år – et studieårsværk.
Adgangskrav
For at deltage i en diplomuddannelse skal man have en farmakonomuddannelse eller en mellemlang videregående sundhedsuddannelse – og have 2 års erhvervserfaring.
Kan tages overalt i landet
En diplomuddannelse kan tages på professionshøjskoler, som er fordelt landet over. Se link til professionshøjskolerne på www.pharmakon.dk Det er forskelligt, hvilke moduler de enkelte steder tilbyder, og også hvordan de afvikles. Nogle professionshøjskoler tilbyder aftenundervisning, andre dagundervisning, og nogle afvikler undervisning på ugebasis osv. Det er op til den enkelte selv at afdække markedet.
Modulet Klinisk farmaci og farmakoterapi vil i første omgang kun blive udbudt i Århus på VIA University College, og det vil være undervisere fra Pharmakon, som underviser.
Muligheder for tilskud
Diplomuddannelser er deltagerfinansierede. Men Kompetenceudviklingsfonden vil formentlig se positivt på ansøgninger om støtte.
* Modulet er i skrivende stund godkendt i Fagudvalget for de sundhedsfaglige diplomuddannelser og i CVU-Rektorkollegiet. Den endelige godkendelse fra Undervisningsministeriet forventes i løbet af sommeren.