FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Uddannelse  »  Efteruddannelse
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

22/02 - 2010
2010/04 - Op i helikopterhøjde med videreuddannelsen
I slutningen af november gennemførtes det første af to kurser i modul 4 i den faglige videreuddannelse i Klinisk Farmaci og Folkesundhed. Her blev begrebet folkesundhed introduceret for første gang som fagområde – og med det har deltagerne fået et større perspektiv på apotekets rolle i sundhedssektoren. Farmakonomen har taget temperaturen på forløbet af det første kursus i modul 4

– Det er gået rigtig godt. Deltagerne er gået til den med krum hals. Antennerne har været ude og engagementet i top. Vi har nærmest ikke haft tid nok på grund af diskussioner og spørgelyst, fortæller en tilfreds studieleder på den faglige videreuddannelse, cand.pharm. Mette Skjøtt, Pharmakon. Det første kursus i modul 4 – Folkesundhed og kommunikation er netop gennemført. Nu venter deltagerne en skriftlig opgave, inden de til marts 2010 skal igennem det andet og sidste kursus i modul 4 i den faglige videreuddannelse.

 

I modul 4 introduceres begrebet folkesundhed for første gang som fagområde. – Her får deltagerne et større perspektiv på apotekets rolle i sundhedssektoren. De lærer at se apoteket som en aktiv medspiller på sundhedsområdet, og de lærer at blive bedre til at fremme apotekets rolle i det tværfaglige samarbejde i lokalområdet, siger hun. – Her på det første kursus i modul 4 taler vi blandt andet om sundhedsøkonomi og om, hvordan sundhedssystemet er bygget op. Vi taler om hvem, der bestemmer hvad, og hvilke prioriteringer, der foretages, og diskuterer ud fra hvilke principper, der prioriteres. Og vi taler om, hvor pengene kommer fra.

 

– Ved at få dette indblik i sundhedsøkonomien og de sundhedspolitiske beslutninger får deltagerne en helt anden fornemmelse af, hvad det hele handler om. Og selvom det ikke er noget, som de kan bruge direkte over for kunden i apotekets skranke, så løfter det hele problematikken op i helikopterhøjde, og deltagerne ser det hele i et større perspektiv, fortæller Mette Skjøtt. – Det har givet nogle fantastisk gode diskussioner. For selvom de alle er farmakonomer, så har de forskellige vinkler på og holdninger til, hvad man bør gøre, og hvordan man bør prioritere.

 

– Og alle kan meget hurtigt se, at når vi ikke engang her på kurset kan blive enige, så kan det også være svært for politikere og andre beslutningstagere at blive det, tilføjer hun. – Det har været meget sjovt for deltagerne at erfare, at tingene ikke er enten sorte eller hvide.

 

Om at tro på kilderne

På modul 4 gennemgås også de store folkesygdomme herunder deres epidemiologi og risikofaktorer – både generelle og for særlige grupper, som for eksempel ældre, børn og minoriteter. Igen gribes fat i emnet ud fra et andet perspektiv, end deltagerne kender fra grunduddannelsen. Frem for at beskrive den enkelte sygdom og behandlingen heraf tages der udgangspunkt i folkesygdommens udbredelse og definitioner, og de forskellige anbefalinger og dokumenter fra blandt andet Sundhedsstyrelsen diskuteres og vurderes kritisk. For hvem bestemmer egentlig de strategier, som der arbejdes efter i sundheds- og forebyggelsesøjemed?

 

På modulet får deltagerne også en indføring i begreberne viden og evidens: – Vi prøver at give et større perspektiv på den meget konkrete faglige viden, de i forvejen har. Vi giver dem blandt andet viden, så de i højere grad kan vurdere lødigheden af deres kilder og på hvilken baggrund, artikler og anden information er udarbejdet, siger Mette Skjøtt. – Kort og godt, om vi kan tro på det, vi læser.

 

I den forbindelse gennemgås også Apotekernes Dokumentationsdatabase, og hvad der ligger bag de mange begreber i undersøgelsesmetoderne heri.

 

Endelig introduceres deltagerne i modul 4 i videreuddannelsen til begreberne handlekompetencer og den motiverende samtale: – Her tager vi udgangspunkt i den enkelte deltager og den erfaring, den enkelte har, og arbejder blandt andet med barrierer, fortæller Mette Skjøtt og tilføjer, at for netop at få nye vinkler på de forskellige begreber og problematikker på modulet, er det fortrinsvis eksterne undervisere, som er på programmet.

 

Vi lærte at se ud over egen næsetip

Farmakonom Tina Blume, Albertslund Apotek, er en af dem, som netop har gennemført det første kursus i modul 4: – Det er godt at få rokket lidt ved sin opfattelse af verden. Og det har jeg så sandelig fået her på kurset. Det har været rigtig godt, fortæller hun og fremhæver især bogen: Folkesundhed – i et kritisk perspektiv, som de skulle læse inden kurset. Bogen går bag om den fremherskende forestilling om folkesundhed og danner grundlag for en bredere forståelse af begreberne sundhed og sygdom og dermed refleksion over begrebet folkesundhed.

 

– Den var meget tung at læse og meget anderledes end de bøger, jeg er vant til at læse – og den provokerede mig også på ret mange områder. Men nu er jeg faktisk kommet til at holde af den. For er verden mon så sort og hvid, som man ofte ser den fra apotekets synsvinkel? Det var meget interessant at erfare, at det var den ikke. Det var virkelig en bog, der gav masser af inspiration til eftertanke.

 

Bogen går blandt andet også tæt på den forebyggende indsats på centrale områder som kost, rygning, alkohol, motion og stress og giver en kritisk analyse af, hvordan der arbejdes forebyggende på disse områder: – I Albertslund Kommune har vi gennem de seneste tre år haft en forebyggende indsats på KRAM-områderne (Kost, Rygning, Alkohol og Motion).

 

Og det er som udgangspunkt meget godt og fornuftigt, da KRAM-faktorerne er vigtige, da de kan lede til sygdom og for tidlig død, men ikke nødvendigvis i de yngre år, fortsætter hun. – Da jeg så læste, at det, folk under 70 år dør af, faktisk ikke så meget er KRAM-områderne, men i højere grad for eksempel kræft, ulykker, selvmord osv., så fik jeg sat min opfattelse i perspektiv. For selvom KRAM-faktorerne er vigtige, så kan der sættes spørgsmålstegn ved, at de prioriteres så højt, da der også er andre vigtige prioriteringer. Så nu har jeg lært at forholde mig lidt mere kritisk over for de ting, jeg læser. Og det er ret spændende.

 

– Man er så tilbøjelig til at tænke, at det lyder da meget fornuftigt, at vi skal have mere motion og holde op med at ryge. Og det er det selvfølgelig også, men spørgsmålet er, om det netop er der, man kan gøre den bedste indsats, fortsætter Tina Blume. – Det var i hvert fald, hvad bogen havde fundet frem til og sat spørgsmålstegn ved.

 

Men om hun så lige umiddelbart kan bruge det i hverdagen på apoteket, det er nok spørgsmålet: – Det er ikke et kursus, hvor man tager direkte hjem og bruger det, man har lært. Det handler mere om holdninger og om at få udvidet sit perspektiv og om, at vi skal se ud over vores egen næsetip og tænke på os selv og apoteket som en del af hele sundhedssystemet, siger Tina Blume og fremhæver også kursets undervisere. – De var supergode.

 

Et supergodt kursus

– Det har været spændende, og det har været hårdt. Vi kom omkring mange nye ting som økonomi, evidens og risikofaktorer i løbet af de fire dage, kurset varede. Og det er jo noget andet, end vi er vant til at beskæftige os med, fortæller farmakonom Kim van Heesch, København Sønderbro Apotek, som også var med på det første kursus i modul 4. – Nogle ting kunne nemt overføres til brug i dagligdagen på apoteket, mens andre ting var lidt sværere at se relevansen af.

 

Som eksempel nævner hun sundhedsøkonomi: – Vi brugte forholdsvis lang tid på sundhedsøkonomi. Det var ret tungt, og jeg syntes, at vi brugte lang tid på noget, som måske ikke umiddelbart har så stor relevans. På den anden side er det også vigtigt at have en baggrundsviden om, hvordan tingene hænger sammen, fortsætter hun. – Jeg kom i hvert fald tættere på, hvad det hele handler om.

 

Samtidig fremhæver hun, at underviserne var meget gode til at komme med eksempler, der relaterede sig til deres hverdag på apoteket, og hvis de ikke havde eksempler, så var de ret gode til at spørge deltagerne om eksempler, som kunne koble teorien sammen med praktikken fra apotekets dagligdag: – Det var rigtig godt, tilføjer hun.

 

Af meget konkrete ting at tage med hjem fremhæver Kim van Heesch især psykolog Tacha Hviid, som på kurset præsenterede den motiverende samtale: – Det var rigtig godt. Og hun var simpelthen bare så dygtig til at få alle til at engagere sig. Samtidig var det helt nede på apoteksplan med cases, som vi kendte fra hverdagen på apoteket, fortæller hun. – Den motiverende samtale er noget vi allerede bruger på apotekerne – og jeg har også selv brugt den i forbindelse med rygestopsamtaler. Det var meget spændende – og vinklet på en helt ny måde.

 

– Alt i alt var det bare et supergodt kursus, og alle kursisterne var simpelthen så meget oppe på dupperne. Det var rigtig fedt, slutter Kim van Heesch.

 

De første færdige i 2010

På det andet kursus i modul 4, som afholdes til marts 2010, kigges blandt andet på kommunikationsstrategier i forhold til den daglige rådgivning, ligesom begreberne compliance og concordance gennemgås. Og endelig ses på apotekets ydelser – såvel i teorien som på færdighederne – til støtte for forebyggelse og adfærdsændring. Modul 4 afsluttes med en times test i direkte forlængelse af det andet kursus.

 

Modul 5 gennemføres med to kurser i henholdsvis september og november 2010, efterfulgt af en skriftlig opgave. 14 af modul 4’s 27 deltagere forventer at deltage i modul 5, som er sidste del af den faglige videreuddannelse i Klinisk Farmaci og Folkesundhed. De første farmakonomer, som har gennemført videreuddannelsen, forventes udklækket i slutningen af 2010.

 

Tina Blume har fået meritoverført de første tre moduler fra sin Lif-uddannelse til den faglige videreuddannelse, og hun forventer at tage modul 5 i efteråret 2010 – og blive færdig som en af de første farmakonomer med den faglige videreuddannelse. Kim van Heesch regner med at blive færdig med sin videreuddannelse i 2011.

Fakta

Den faglige videreuddannelse i Klinisk farmaci og Folkesundhed består af 5 moduler:

1. Anatomi, fysiologi og biokemi (3 x 2 dages kursus)

2. Sygdomslære og mikrobiologi (3 x 2 dages kursus)

3. Farmakologi (3 x 2 dages kursus)

4. Folkesundhed og kommunikation (2 x 4 dages kursus)

5. Klinisk farmaci og farmakoterapi (2 x 4 dages kursus).

Læs mere herom i artiklen Den faglige videreuddannelse i Klinisk farmaci og Folkesundhed, Farmakonomen nr. 11/2009, og i artiklen Helt op til skyerne, Farmakonomen nr. 12/2009.

 

Modul 4

– Folkesundhed og kommunikation

Modul 4 giver deltagerne en god viden inden for fagområderne folkesundhed og kommunikation. På modulet vil der blive arbejdet med:

• sundhedspolitik, herunder apotekets rolle i forebyggelsen i Danmark og internationalt

• de store folkesygdomme, herunder epidemiologi og risikofaktorer (generelle og for særlige grupper, for eksempel ældre, børn og minoriteter)

• forebyggelsesstrategier for kronikere, egenomsorg og patientuddannelse

• compliance og concordance/partnerskab

• kommunikationsstrategier i forhold til daglig skrankerådgivning og kommunikationsstrategier i forhold til adfærdsændring

• apotekets ydelser til støtte for forebyggelse og adfærdsændring.

 

Forløbet vil give deltagerne en stor viden om sociale og kulturelle forholds indflydelse på menneskers betingelser og muligheder i forbindelse med sundhed og sygdom, og dermed også gøre dem i stand til at fremme apotekets rolle i det tværfaglige samarbejde i lokalområdet. Deltagerne vil ligeledes udvikle kompetencer til etisk refleksion og kommunikation, så de blandt andet kan imødekomme kundernes behov for rådgivning og også indgå i længere forløb med henblik på adfærdsændring.

 

Undervisningen i modul 4 er fordelt over to kurser af fire dages varighed. Der vil være en større kursusopgave i perioden mellem de to kurser. Modulet afsluttes med en test, som ligger i forlængelse af det andet kursus. Testen varer en time.

 

Modulet er normeret til 9 ECTS-point.

 

Fra folderen: Faglig videreuddannelse i Klinisk Farmaci og Folkesundhed, www.pharmakon.dk

« Tilbage til Efteruddannelse

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk