– Da jeg hørte, at det var muligt at tage praktikperioden i et andet land, var jeg ikke i tvivl om, at jeg godt ville til Litauen. Jeg er født i Litauen, men bor nu i Danmark – og vil fortsat leve og arbejde her, men jeg ville også meget gerne se, hvordan det var at arbejde i Litauen, fortæller Jurgita Wendt, 3. års elev på Sydhavnsapoteket i København. Derfor tog hun i september 2005 en fjorten dages praktikperiode på et apotek i Litauens 4. største by Panevezys.

Jurgita Wendt kom til Danmark som 19-årig au-pairpige. Hendes plan var at få en oplevelse og tjene lidt penge for senere at vende tilbage til Litauen og læse på universitetet. Men hun kom aldrig tilbage. I stedet læste hun marketing på engelsk i Danmark, mødte sin nuværende mand – og blev hængende. Den klassiske historie. I dag er hun 27 år:

– Selvom jeg to gange om året rejser til Litauen for at besøge familie og venner, så er der sket rigtig meget, siden Litauen efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev selvstændig. Og jeg ville gerne have et indtryk af arbejdsmarkedet, og hvordan menneskene kommunikerer med hinanden.

At få praktikpladsen var let. Hendes danske apoteker var positiv, og hendes mor, som bor i Litauen og er en driftig forretningskvinde, fik uden problemer organiseret en praktikplads på det lokale apotek Gydazole.

Løn efter ansvar – ikke uddannelse
I forvejen kendte Jurgita Wendt ikke meget til det litauiske apoteksvæsen, og hun blev ganske overrasket over, hvor veluddannede de er. I Litauen har den faggruppe, der svarer til de danske farmakonomer, en højere uddannelse end i Danmark. Uddannelsen er en 3-årig universitetsuddannelse, som gennemføres i Litauens 2. største by Kaunas.

Der er ingen praktikperioder i uddannelsen. De praktiske kvalifikationer erhverves først, når de uddannede »farmakonomer« kommer på apoteket. Den farmaceutiske kandidateksamen svarer til den danske og er en 5-årig universitetsuddannelse.

På trods af forskel i uddannelsen er det de samme arbejdsopgaver, de to faggrupper varetager på apoteket. Der er ingen forskel. Og Jurgita Wendt blev straks sendt i skranken på lige fod med sine litauiske kolleger.

Men hvor arbejdsopgaverne er ens for de to faggrupper, så er lønnen til gengæld forskellig – på en overraskende måde, fortæller hun. For til forskel fra Danmark, hvor farmaceuter generelt får højere løn end farmakonomer, er det ikke tilfældet i Litauen. Her er det apotekeren, som bestemmer, hvilken løn de ansatte skal have. Og hvis en litauisk »farmakonom« er dygtigere og har større ansvar end farmaceuten, så får vedkommende også mere i løn.

– Så selvom der findes to uddannelser, så afhænger lønnen udelukkende af personlige kvalifikationer, fortæller Jurgita Wendt. – Og der forhandles individuelt om lønnen.

Mange apoteker og stor konkurrence
I Litauen skal man være farmaceut for at åbne et apotek. Men derudover er der ingen restriktioner, så der er mange apoteker. I en by som Panevezys er der således mellem 30 og 40 apoteker til at betjene byens cirka 200.000 indbyggere.

– Det giver stor konkurrence apotekerne imellem, og det er svært at få det til at løbe rundt, hvis man kun har ét apotek. Normen er fem-seks eller flere apoteker, fortæller Jurgita Wendt.

Apotekeren på Gydazole Apotek ejer seks apoteker i byen og planlagde at åbne endnu ét. Det foregår på den måde – som i øvrigt er en meget almindelig måde, at hun køber en stor bygning, hvor der er plads til både lægeklinikker og apotek.

De enkelte læger betaler så en vis procentdel af deres omsætning til ejeren, og så får apoteket tillige alle lægernes patienter som kunder på apoteket. På den måde kan sikres en rimelig omsætning.

Priser ændres fra dag til dag
I Litauen er det apotekeren selv, der fastsætter prisen. Og det er en stor opgave for apotekeren at holde øje med konkurrenterne og finde den rigtige pris – og priserne kan derfor ændres fra dag til dag.

En anden sjov forskel mellem de to lande er, at hvor man i Danmark skal tilbyde kunden det billigste præparat, der tilbyder man i Litauen altid det dyreste, hvis kunden ikke selv efterspørger det billigste: – Det er meget businessagtigt, som Jurgita Wendt udtrykker det.

Af andre forskelle var det meget interessant for hende at erfare, at hvor man på danske apoteker blander miksturer, førend de udleveres til kunden, så gør de det ikke i Litauen. Her får kunden medicinen udleveret – og skal selv blande det derhjemme.

De litauiske apoteker sælger heller ikke medicin til dyr. Dette salg foregår enten hos dyrlægerne eller dyrehandlere.
Og så fås Viagra og p-piller uden recept på apoteket i Litauen.

Ingen doseringsetiketter
I Litauen findes endnu ikke edb på apoteket (det kommer i 2006), så i stedet for maskinskrevne doseringsetiketter blev doseringen skrevet direkte på pakningen. En dosering på 1 tablet 3 gange om dagen blev angivet: 1 x 3. Det er den farmaceut eller farmakonom, som ekspederer kunden, som udleverer lægemidlet og skriver dosering på etiketten. Der er ingen dobbeltkontrol af recepter.

Og hvis man ikke lige vil have en hel pakke af sin medicin, så er det muligt at få mindre:
– Hvis man for eksempel kun skal bruge to tabletter, så klipper man gerne to tabletter ud af en blisterpakning, fortæller hun.

Ønsker at arbejde mellem to lande
Jurgita Wendt har været meget glad for sit ophold på et litauisk apotek – og hun og apotekeren har aftalt at holde kontakt med hinanden. Apotekeren vil også gerne besøge et dansk apotek for at se, hvordan det hele foregår her.

– Selv er mine planer – eller ønskedrømme – for fremtiden at få arbejde i for eksempel et dansk medicinalfirma, som samarbejder med Litauen. Personligt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med markedsføring, da jeg har læst faget her i Danmark, fortæller hun, som også kan supplere med sproglige kompetencer i både engelsk, russisk, litauisk og dansk.

– Litauen er et spændende marked for Skandinavien – og jeg vil meget gerne arbejde mellem de to lande, som betyder så meget for mig.