Af:
Inge Dyhr, journalist
2006/04 - Kamp til stregen
Den faglige paratviden blev sat på prøve, da farmakonomelev Louise Røngaard var på 14 dages praktikophold på Sygehusapoteket på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk
– Jeg har været vældig begejstret for mit ophold. Jeg kom til Grønland med forventning om at få udfordring i arbejdet – og mere ansvar. Det havde jeg hørt fra andre elever, at man kunne forvente. Og det har jeg så absolut fået, fortæller farmakonomelev Louise Røngaard om sit 14 dages praktikophold på Sygehusapoteket på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk i efteråret 2005.
– Det har været utroligt spændende – med mange nye og anderledes arbejdsopgaver. I det hele taget det at arbejde på et sygehusapotek frem for på et privat apotek. Så selvom der selvfølgelig er en række praktiske forhold, der skal være i orden, blandt andet i relation til mine to børn, så er det klart, at jeg vil overveje at søge til Grønland, hvis der skulle dukke et job op.
På eget initiativ – Indimellem har jeg set stillingsopslag i Farmakonomen om job i Grønland og hver gang tænkt, at det lød spændende. Men det er jo sin sag at rykke hele familien derop. Derfor ville jeg i første omgang se, hvordan der er i Grønland, og hvordan det er at arbejde der, fortæller hun om baggrunden for, at hun i sit sidste år som elev tog initiativ til at komme op og se, om Grønland måske var et sted, hun kunne have lyst til at arbejde, når hun var færdiguddannet.
Første step var en telefax til farmakonom Susanne Bjerge på Sygehusapoteket i Nuuk for at høre om muligheden for at komme i praktik, og tilbagemeldingen var positiv: – De har ingen elever og synes, det er spændende med input udefra. Så jeg kunne stort set selv bestemme, hvornår jeg ville komme til Grønland, fortsætter hun.
Og da hendes apoteker i Korsør også syntes om ideen, søgte hun rejseudgifterne dækket gennem Farmakonomforeningen, fik tilsagn – og kunne så begynde at glæde sig til sit praktikophold, som hun i øvrigt kombinerede med 14 dages ferie i Grønland.
Klar med paratviden – En af de største og rigtig spændende faglige udfordringer i praktikperioden var de store krav, der blev stillet til farmakonomerne med hensyn til paratviden om lægemidler. Det var virkelig en stor udfordring, og jeg var imponeret over, hvor utrolig stor umiddelbar viden farmaceuterne og farmakonomerne på sygehusapoteket havde, fortæller Louise Røngaard.
– Selvfølgelig havde vi bøger til at slå op i, men alligevel skal du være i stand til lynhurtigt at svare på spørgsmål, hvis der for eksempel kommer en læge ind på sygehusapoteket og skal have et svar her og nu.
– Som farmakonomelev var det rart at få afprøvet, hvor meget man egentlig kan huske af det tillærte under uddannelsen. Nogen gange kan man jo godt spekulere på, om alt det, man har læst, nu også hænger fast, tilføjer hun. – Og det var rart at få bekræftet, at jeg godt kunne være med og bruge de ting, jeg har lært.
Respekt og forståelse på tværs af faggrænser En anden god og markant anderledes oplevelse på sygehusapoteket i Nuuk var det gode tværfaglige samarbejde: – Lægerne, sygeplejerskerne og apotekspersonalet brugte hinanden rigtig meget. Der var en tæt kontakt mellem de forskellige faggrupper og en respekt og forståelse for hinandens arbejde, som jeg ikke oplever i samme grad herhjemme, fortæller Louise Røngaard.
– Det var rigtig godt og lærerigt for mig, at jeg fik lejlighed til at være med i denne dialog mellem de forskellige sundhedsprofessioner – og på den måde fik brugt min viden på en anden måde.
– Jeg bemærkede også, at farmakonomerne havde utrolig meget at skulle have sagt. De havde stor indflydelse og var ligeværdige med farmaceuterne – selvfølgelig under hensyntagen til forskellen i den faglige ekspertise, pointerer hun.
– For eksempel underviste begge faggrupper sygeplejestuderende. Farmaceuterne underviste eleverne i klasselokalet, mens farmakonomerne tog sig af eleverne nede på selve apoteket, hvor de gav dem et indblik i sygehusapotekets funktioner og anden relevant undervisning.
For dem, der ønsker faglig udfordring I den 14 dages-periode, som Louise Røngaard var i Grønland, var hun stort set omkring alle de arbejdsområder, som farmakonomerne har på sygehusapoteket: – De var meget opmærksomme på, at jeg fik indblik i alt, hvad de lavede. Jeg var med til den daglige udlevering af medicin til afdelingerne, pakkede medicin til skibskister og var også oppe på afdelingerne og yde medicinservice, fortæller hun. – Og ellers hjalp jeg, hvor der var behov.
– Jeg kan kun opfordre andre elever til at søge praktikophold i Grønland. Det er klart stedet, hvis du vil bekræftes i din faglige kunnen og bekræftes i, at du godt kan bruge det, du er uddannet til! Du får kamp til stregen – og kommer virkelig til at stå over for faglige udfordringer. Og det er fantastisk spændende, slutter hun.
|