FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Uddannelse  »  Farmakonom-uddannelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2006/14 - Dimission på Pharmakon - En dejlig dag og en værdig afslutning
Solskin, musik, velmente ord og masser af glade og lettede dimittender og deres pårørende var ingredienserne til at skabe en festlig ramme, da Pharmakon for første gang inviterede til dimission i slutningen af juni 2006

Til tonerne af Sunrise Steelband – et skoleorkester fra Hillerød – stimlede et par hundrede forældre, søskende, børn, mænd og kærester sammen i den store sal i Hillerød for at overvære deres barn, søster, mor, kone eller kæreste blive dimitteret som farmakonom. Og det var en glad afdelingsleder for farmakonomuddannelsen Tina Schilling Hansen, som kunne byde velkommen til Dimission 2006 – den første af sin art på Pharmakon.

Ligesom jægersoldater
Først i rækken af taler var rektor Janne Albertsen, som sammenlignede farmakonomuddannelsen med uddannelsen til jægersoldat: – Det er svært at finde mange uddannelser, som kræver så meget. Jeg har beskæftiget mig med mange uddannelser, og jeg synes virkelig, at de krav, der bliver stillet til jer, er helt specielle, sagde hun. – Og hvis man skal sammenligne jer med nogen, så skulle det måske være jægersoldater!

Et kendetegn ved dimittendernes generation er ifølge Janne Albertsen, at de er født i små årgange: – Der er rift om jer. Faktisk så meget, at arbejdsgiverne har regnet ud, at der bliver brug for 131 procent af årgang 1983. Så I kommer godt nok til at løbe stærkt!

– Men I har kompetencerne, og der er job derude, og det er jo rart at vide en dag som i dag, lød rektors opmuntrende tale.

Hun fremhævende en undersøgelse fra Pharmakon over, hvilke kompetencer der er brug for på fremtidens apoteker. Den viste, at der er brug for farmakonomer, som har en bred horisont, er helhedsorienterede, har menneskeforståelse, er fagligt velkvalificerede, er selvstændige og initiativrige: – Men ikke nok med det, I skal også udvise stort fagligt engagement og en udpræget nysgerrighed, have interesse for kolleger, have sans for forretning, turde foreslå og initiere forandringer og interessere jer for apoteket som virksomhed. Det er altså ikke småting, der forlanges af jer. Det er en skøn blanding af faglige, personlige og sociale kompetencer, der bliver brug for på apoteket.

– I har fået en værdifuld uddannelse. Og der er spændende og udfordrende jobs til jer. Derfor er det også vigtigt, at I fra starten gør jer klart, hvad I vil med jeres uddannelse, lød det gode råd fra rektor. – Grib de chancer og alle de jobmuligheder, der byder sig – og husk fagligheden. For der er brug for jeres kompetencer. Og så er I selvfølgelig altid velkomne på Pharmakon, hvor vi gerne vil vedligeholde og udvikle jeres kompetencer.

Jeg vil skabe forandringer
– Jeg håber, at I er rigtig stolte af jeres uddannelse. Det har I nemlig al mulig grund til. Hold op, hvor ved I meget. Rigtig meget. I er hamrende dygtige, og det skal I udnytte! Sådan lød opfordringen fra farmakonom Jannie Kristiansen, souschef på Glumsø Apotek, som var blevet bedt om at holde farmakonomens tale og fortælle om sit spændende karriereforløb og derigennem inspirere dimittenderne til at skabe et lige så rigt arbejdsliv.

Selv kunne Jannie Kristiansen fortælle om et langt og spændende arbejdsliv i apoteksverdenen med massevis af udfordringer, oplevelser og gode samarbejder undervejs. Det havde fået hende til at reflektere over, om hun mon har været heldig, eller om det spændende arbejdsliv måske skyldes hendes egen indsats: – Jeg er nået frem til, at en grund kan være, at jeg brænder for vores fag. Jeg vil det her og vil gerne yde en ekstra indsats – også efter arbejdstid. Jeg er ikke kun forandringsvillig. Allerhelst vil jeg være forandringsskabende.

– Så er der nogen af jer, der har lyst til at skabe jer et spændende arbejdsliv, så har jeg følgende råd: Vær selv med til at skabe jeres job. Vær interesseret og kom med nye ideer. Lad jer ikke gå på af modstand. Vær tålmodig. Husk altid, at ting tager tid. Tag det roligt, selvom forandringerne måske ikke går så hurtigt, som I kunne tænke jer. Find sammen med ildsjælene på jeres apotek. Klø på, vis engagement og vær med til udviklingen af vores fag, lød nogle af de mange gode råd fra Jannie Kristiansen.

En ganske særlig dag
For Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm var det en ganske særlig dag: – Det er den første dimission for farmakonomer nogensinde. Det har været et særligt mål og ønske fra foreningens og ikke mindst elevernes side i mange år – og nu er det lykkedes! Og ekstra glad er jeg for, at det blev netop i år, hvor foreningen kan fejre sin 60 års fødselsdag.

Med opfordring til at leve efter og medvirke til at udvikle foreningens tre fremadrettede værdier – faglig udvikling, involvering og entusiasme – ønskede hun de nyudklækkede farmakonomer tillykke med ordene: – Farmakonomer kan ikke tage patent på at sikre korrekt medicinefterlevelse, men vi skal være parate til at tage et medansvar for bedre håndtering og omsorg for alt, hvad der har med lægemidler at gøre. Med jeres uddannelse har I tilegnet jer gode faglige kompetencer, og det skal I være rigtig stolte af, sagde hun.

– Vi farmakonomer skal gøre det, vi er bedst til. Vi skal tage medansvar for en fornuftig medicinsammenhæng i patientens vej gennem systemet. Vi skal tro på os selv. Vi skal stille krav til vores efteruddannelse, til vores chefer, men vi skal først og fremmest stille krav til os selv. Det er så vigtigt, at vi løser vores faglige opgaver korrekt. Derfor skal vi kun påtage os de opgaver, som vi har kompetencer til. Nyd det og tro på jer selv.

Priser på farmakonomer
Farmakonomforeningen uddelte en pris til højeste gennemsnit ved eksamen. To farmakonomer delte med et gennemsnit på 10,6 æren. Det var farmakonomerne Signe Parnov, Brøndbyøster Apotek og Maria Dyhr, Hillerød Krone Apotek.

Pharmakon uddelte en pris til en elev med stort engagement i uddannelsen og social indstilling på Pharmakon. Den fornemme pris blev under store klapsalver givet til farmakonom Maria Als, Humlebæk Apotek.

Fakta

Udpluk fra elevtalen
Farmakonom Signe Parnov var blevet opfordret til at holde elevtalen. Her er udpluk fra hendes tankevækkende tale, som høstede mange bifald og klapsalver undervejs:

Elevens dilemma
– Ét af de på en gang problematiske og udfordrende aspekter ved farmakonomuddannelsen har været kontrasten mellem praktiktiden og skoleopholdene. Man kan godt blive lidt skizofren af i det ene øjeblik at være studerende og det andet øjeblik at være lærling og ekspedient. Begrebet »ansvar for egen læring« får virkelig betydning, når man som farmakonomelev i praktiktiden skal forsøge at forene Pharmakons målsætninger for faglig udvikling med apotekernes og kollegernes forventninger om en effektiv arbejdsindsats.

Et af de store eksistentielle spørgsmål, som denne kontrast også rejser, er: Hvilken rolle skal jeg som lægemiddelkyndig ende med at have? Typisk bliver man som elev smidt i skranken efter et halvt år, og man håber hele tiden inderligt, at den næste kunde, man får, bliver en af dem, der bare beder om 100 Pinex eller noget fra Vichy, så man i det mindste kan føle sig en lille smule overlegen. Og når man så endelig på tredje år efterhånden begynder at have styr på de forskellige lægemiddelgrupper – og gerne vil øse ud af sin viden, så finder man ud af, at de fleste kunder ikke engang er interesserede i at høre, hvad man ved, fordi lægen i deres øjne har den altoverskyggende autoritet.

Solid faglig identitet
– Der er vist også flere af os, som løbende i vores kursusevalueringer har påpeget ønsket om »flere og længere skoleophold og mindre praktik«, og det bunder selvfølgelig først og fremmest i ønsket om at opnå et højere fagligt niveau. Men man skal ikke tage fejl af, at ønsket også er udtryk for, at skoleopholdene udgør nogle tiltrængte pusterum i en stresset hverdag, og at behovet for at opleve en samhørighed med lidelsesfæller er der.

De halvårlige kurser med intens læring og ulidelig meget gruppearbejde har været med til – i hvert fald for min egen klasses vedkommende – at skabe et unikt sammenhold, og det har skabt grundlag for udviklingen af en solid faglig identitet.

Fin og værdig afslutning
– Mange af os ses måske for sidste gang i dag – og det er sørgeligt, men så kan vi i det mindste glæde os over, at vi som den første årgang har fået en fin og værdig afslutning på vores uddannelse.

 

Stadig lidt uvirkeligt
Det var et længe næret ønske fra Farmakonomforeningen – og ikke mindst fra eleverne, som blev opfyldt denne dag i slutningen af juni 2006.

– Jeg har været meget glad for, at de har nået at få det her i stand, til jeg blev færdig, fortæller nyuddannet farmakonom Kirsten Lange Andersen, Silkeborg Himmelbjerg Apotek, som har været medlem af Farmakonomforeningen hele sin elevtid, deltaget i alle elevweekender og aktivt deltaget i arbejdet for at få opfyldt ønsket om en dimission. – En dimission er en rigtig god måde at få afsluttet uddannelsen på. Det er sådan lidt øv bare at få sendt en kuvert med eksamensbeviset med posten.

– Det har været en meget festlig dag og dejligt at fejre afslutningen af sin uddannelse med klassekammeraterne. Jeg ville bare ønske, at alle kunne være her. Men det er vi desværre ikke, tilføjer hun, som heldigvis fik fuld opbakning fra sin apoteker til at deltage.

Og så var hun – ligesom mange elever – glad for at kunne vise familien Pharmakon: – Det har været rigtig godt, at ens familie har fået mulighed for at se, hvor det er, man har gået i skole, siger hun.

– Det er svært at sætte ord på oplevelsen, for det hele er stadig så uvirkeligt, fortæller Kirsten Lange Andersen synlig lettet. For blot få dage siden afsluttede hun sin sidste eksamen. – Tre år med fuld fart på med skema og lektier, og nu er det slut. Jeg har næsten ikke forstået det endnu.

Men nu skulle hun i hvert fald ned og have sit emblem, som et synligt – og virkeligt – symbol på, at hun nu er farmakonom. Farmakonomforeningen havde nemlig arrangeret det sådan, at de elever, som havde bestilt emblem, fik dem udleveret i forbindelse med den efterfølgende reception. Nogle af eleverne fik emblemet som en overraskelse af deres apoteker.

« Tilbage til Farmakonom-uddannelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk