FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Uddannelse  »  Farmakonom-uddannelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2006/22 - Samme uddannelse til alle elever
Ny uddannelse ændrer vægtning af undervisningsopgaver mellem apotek og Pharmakon. Uddannelsen gøres dermed mere ensartet for eleverne med vægt på individuel vejledning og træning i praksis af indlært teori

Farmakonomuddannelsen kan forbedres. Og det bliver den nu, så en ny uddannelse kan gå i gang efter sommeren 2007.

– Der er behov for en mere tidssvarende uddannelse, som afspejler, at farmakonomerne har fået større ansvar og nye opgaver på apoteket for eksempel i forbindelse med klinisk farmaci, siger afdelingsleder cand.pharm. Tina Schilling Hansen, projektleder på arbejdet med at udforme den nye uddannelsesordning. Hun nævner også, at lovgivningen har øget farmakonomernes ansvarsområder med nye opgaver som for eksempel at være alene på vagter, at have ansvar for filialer og at kontrollere recepter.

Fra Farmakonomforeningen har medlem af forretningsudvalget Line Wulff og sekretariatschef Lis Ekner deltaget i arbejdet.

– Den nye ordning vil styrke uddannelsens teoretiske indhold og vil i forhold til andre uddannelser være meget fremsynet, da alle elever fra starten af uddannelsen får hver sin personlige bærbare pc at arbejde og kommunikere med, påpeger Lis Ekner.

Teorien styrkes

Med ordningen udvides den teoretiske undervisning fra 20 til 23 uger på Pharmakon, og undervisningen samles til syv kurser af tre ugers varighed – og et kursus af to ugers varighed spredt ud over de tre år.

Undervisningen udvikles trinvis fra på første år at opbygge elevernes teoretiske og praktiske viden til gennem andet år at bygge oven på denne viden og træne den intensivt i mere komplekse sammenhænge. Og endelig åbner uddannelsesordningen på tredje år for valgfri elementer og udstationering, hvor eleverne kan få styrket deres kompetencer på felter, som eget apotek ikke dækker, eller som de ønsker at gå mere i dybden med.

– Det lyder måske ikke som nogen stor udvidelse af den teoretiske del med de ekstra tre uger ud over de eksisterende 20, men dertil kommer nu 90 hele studiedage – mod tidligere 5 timer ugentlig – for eleverne ude på apoteket med undervisning blandt andet i form af videokonferencer fra Pharmakons side, forklarer Lis Ekner og understreger, at den teoretiske del hermed samlet nærmer sig et år ud af de tre år, som uddannelsen fortsat vil tage.

Studiedagene på apoteket bliver altså planlagt af Pharmakon. Af planen vil det fremgå, hvad eleven skal arbejde med, herunder e-læringsprogrammer, og hvornår eleven skal deltage i for eksempel videokonferencer.

På apoteket skal der også afsættes tid til, at eleven kan gøre brug af en vejleder for at omsætte viden til praksis eller en coach for at træne praktiske færdigheder, når teorien omsættes til praksis. 

Ændret samspil

Uddannelsen vil altså fortsat bestå i en vekselvirkning mellem perioder på apoteket og på Pharmakon.

Men som det for eksempel kan ses af ordningen med studiedage, lægges der op til en ændret rollefordeling mellem apotek og skole. Ud over planlægning af uddannelsen (herunder studiedagene) og projektvejledning tager Pharmakon sig af den teoretiske undervisning på kurser og ved videokonferencer, mens apoteket tager sig af vejledning og coaching.

Apoteket yder støtte med en vejleder, der har opgaven at fremme elevens selvstændige, faglige refleksion, og som står til rådighed ved diskussion af faglige emner, for eksempel praktikopgaver, og dermed hjælper eleven med sammenkædning af teoretisk viden og praksis. En eller flere coaches skal fremme elevens evne til at handle selvstændigt og træne praktiske færdigheder.

Apotekets uddannelsesansvarlige sikrer helheden i den enkelte elevs uddannelse og udvikling.

– Et af formålene med revisionen af uddannelsesordningen har været at styrke anvendelsen af den opnåede viden i praksis. Dette sker bedst gennem learning by doing – ved læring gennem arbejde, hvorfor eleven skal øve sig, så de erhvervede kompetencer kommer ud over skranken, siger Tina Schilling Hansen.

Med disse ændringer er der lagt op til, at eleverne landet over i fremtiden vil få mere ensartede udfordringer under deres uddannelse, når de beskæftiger sig med samme pensum fastlagt på Pharmakon og støttes i arbejdet med det på apoteket.

– Eleven opnår hermed en større ensartethed i undervisningen end i dag og samtidig oplever de en klarere opgavefordeling mellem apotek og Pharmakon, kommenterer Lis Ekner.

Apotekets personale vil blive rustet til de nye roller:

– I foråret 2007 har vi planlagt kurser á to dages varighed, hvor vi vil uddanne en til to fra hvert uddannelsesapotek til coach-rollen. Vi vil her tale om, hvad der ligger i coaching og vejledning.

På temadagene i 2007 forventer vi også at skulle gøre en del ud af vejledningsrollen, siger Tina Schilling Hansen, der samtidig understreger, at afhængigt af apotekets størrelse kan rollen som uddannelsesansvarlig henholdsvis vejleder og coach varetages af en til flere personer.

Valgfrit emne og udstationering

Den nye uddannelse åbner også for, at eleverne ud fra egne ønsker vælger et emne på tredje år, der indebærer halvanden uges undervisning på Pharmakon og to ugers udstationering, og der udarbejdes et projekt med Pharmakon som vejleder.

Eleven vil også blive udstationeret yderligere to uger på et andet apotek eller sygehusapotek. Udstationeringen skal sikre, at eleven får en bredere indsigt og mulighed for at underbygge emner, som eget apotek ikke dækker tilstrækkeligt, for eksempel kvalitetsstyring og arbejde med sundhedsydelser eller belyse emner med særlig interesse fra flere praksisvinkler. Eleven skal beskrive formålet med udstationeringen og skrive en rapport.

Eget ansvar med støtte   

Et af formålene med den nye uddannelsesordning er, at eleverne ikke alene skal arbejde systematisk, metodisk og kvalitetsbevidst, men også med en bevidsthed om egne faglige og personlige kompetencer.

Med generelt fokus på individuel læring og læring gennem træning i praksis følger også kravet om, at eleverne hver især tager ansvar for egen læring.

Hver elev skal derfor i samarbejde med sin coach og sin vejleder på apoteket kortlægge, hvad eleven anser for vanskeligt og vejledningskrævende, og eleven kan også få støtte til denne kortlægning ved samarbejde med den uddannelsesansvarlige blandt andet gennem udarbejdelse af målopfyldelsesskemaer.

Motivet til det øgede fokus på den enkelte elev er på samme tid at øge motivationen hos eleverne og imødegå det frafald og de voksende dumpeprocenter, der har været konstateret under uddannelsen tidligere, påpeger man fra Pharmakon.

Modernisering

Lis Ekner oplyser, at uddannelsesordningen er blevet til i et godt og konstruktivt samarbejde mellem Apotekerforeningen, Pharmakon og Farmakonomforeningen, hvor man også hilser det velkomment, at en landvinding som kombinationsuddannelsen bevares, og at undervisning og træning i klinisk farmaci intensiveres. Dansk Selskab for Sygehusapotekere (DSS) har også været på banen som en god medspiller til at få synliggjort sygehusapotekernes ønsker til uddannelsen under arbejdet med den nye ordning.

– Med denne ordning vil fremtidens farmakonomer være langt bedre klædt på til opgaverne såvel på apoteker som på sygehusapoteker, end de er i dag, vurderer Lis Ekner, der dog minder om, at Farmakonomforeningen stadig har som mål: En farmakonomuddannelse med status som professionsbachelor som grundlag for at praktisere faget.

– Men ordningen her er bestemt et skridt i den rigtige retning, når det gælder om at klæde farmakonomerne på til nye og i stigende grad forskelligartede opgaver, siger hun og tilføjer, at uddannelsesordningen stadig mangler endelig godkendelse af Undervisningsministeriet, hvilket hun dog betragter som en formalitet.

Fakta

Ændret forløb af uddannelsen

  • 23 ugers kursus på Pharmakon – fordelt på otte kursusperioder – mod kun 20 uger i dag.
  • 90 studiedage (svarende til i alt 18 uger) på apoteket med uddannelsesansvarlig, vejleder eller coach til rådighed i to timer. Fire af dagene bliver decentrale uddannelsesdage for elev og coach specielt i andet uddannelsesår, afholdt af Pharmakon, med det formål at lægge an til træning i specifikke emner på apoteket i den efterfølgende periode.
  • Medicinsk-farmaceutiske (herunder viden om anatomi og fysiologi, sygdomslære og farmakologi), kommunikationsmæssige og formidlingsmæssige færdigheder opprioriteres.
  • Kurserne på Pharmakon bliver for det meste af tre ugers længde, da det giver bedre opstart.
  • To ugers udstationering på andet apotek eller sygehusapotek, hvor der arbejdes for eksempel med kvalitetsstyring eller sundhedsydelser. Her udarbejdes formålsbeskrivelse og rapport.
  • Valgfrit emne på tredje år i forbindelse med yderligere to ugers udstationering, udarbejdelse af projekt med vejledning fra Pharmakon og halvanden uges undervisning på Pharmakon.
  • Fælles uddannelsesstart i september giver større ensartethed i forløb.
  • Eksamen efter alle tre år mod kun eksamen efter de sidste to år tidligere.

Ønsker og baggrund

Den nye uddannelse skal øge faglighed og dybde gennem større anvendelse af teori i praksis.

Der tilsigtes en klarere opgavefordeling mellem apotek og Pharmakon; mellem praktisk træning og teoretisk læring.

Den praktiske træning gøres mere målrettet, og der åbnes for større selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen læring. Studiet opbygges trinvis, således at der så vidt muligt hele tiden bygges oven på tidligere tillært stof, og der åbnes for individuelle opgaver og læringsforløb.

Bag hele denne bestræbelse ligger ønsket om at skabe en bedre sammenhæng mellem teori og praksis end tidligere, hvilket støttes af intensiv brug af it for eksempel gennem videokonferencer og e-læring. Uddannelsesordningen indebærer også flere prøver gennem forløbet begyndende allerede med eksamen efter første år.

Læs mere om den nye uddannelse på

www.farmakonomuddannelsen.dk 

« Tilbage til Farmakonom-uddannelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk