Af:
Arne Bang Jensby, journalist
2007/02 - Uddannelse til tiden
Det er på høje tid at få en ny uddannelse, siger elevformanden. På hendes uddannelsesapotek ser man spændt frem til at prøve den af i praksis
– Det er på høje tid, at vi får en ny uddannelse, fastslår Christina Durinck, formand for farmakonomeleverne, der selv er under uddannelse på Sct. Pauls Apotek i Århus.
– Og der bør heller ikke gå ti år igen, før der justeres på ordningen, fortsætter hun, som hilser den nye uddannelsesordning velkommen, ikke mindst fordi den vil skabe større ensartethed.
– For os her på Sct. Pauls Apotek betyder den farvel til fællesundervisningen, som vi klarer sammen med andre lokale apoteker. Den var vi nu glade for, men den skabte også ulighed i forhold til små apoteker, der ikke har haft den mulighed.
– Ulempen ved at afskaffe fællesundervisningen er så, at vi ikke mødes med andre elever på den måde en til to gange om måneden. Så det kan gå ud over det sociale, men det må fællesskabet på Pharmakon altså hjælpe på fremover, siger hun. Og hun tilføjer, at kursusperioder på Pharmakon på tre ugers længde er noget, eleverne længe har ønsket.
– Længere er det nemlig ikke godt at sidde på skolebænken, mener hun. It-fællesskabet
Den nye uddannelse kommer i vid udstrækning til at fungere som it-undervisning gennem elevernes pc’er, som kobles op til Pharmakon.
Den læringsmetode finder Christina Durinck helt i tidens ånd, og hun henviser til erfaringer med lignende undervisning fra Australien.
– Der fungerer den måde at undervise på helt fint, så det er bare om at komme i gang og se, hvordan den fungerer her. Selvfølgelig vil tingene være anderledes, når lærer og elev er fysisk adskilte. Hvordan spørger eleven så i tvivlstilfælde for eksempel? spørger hun selv, men henviser her til, at hjemapoteket jo skal stille med coach og vejleder, der kan støtte eleven.
– Hvis coaching kan fungere, som jeg har set det på Sønderbro Apotek i København, er jeg helt fortrøstningsfuld. For så får vi et samspil af videoundervisning med relevante spørgsmål og det videre arbejde med dem i praksis på apoteket. Eleverne skal jo ikke bare lades alene med skærmen, understreger hun.
– Men den undervisningsform kræver samtidig, at Pharmakon skal være parat til at lytte til apotekernes behov – og ikke blot lytte til de store apoteker, når vi nu kommer i gang, påpeger hun og mener nok, at de praktiske problemer, der tegner sig ved at skulle have videoundervisning på samme tid på alle apoteker, kan lade sig løse.
Bedre farmakonomer Efter elevformandens vurdering vil den nye uddannelse helt sikkert skabe bedre farmakonomer.
– Uddannelsen trængte til et fagligt løft. Og det er nødvendigt, hvis faget skal overleve, at vi for eksempel kender mere til farmakologi. Et højere niveau i undervisningen har vi efterlyst længe sammen med nyt undervisningsmateriale. Så den nye ordning her er et skridt i den rigtige retning, hvor vi får indført nye fag som for eksempel klinisk farmaci. Det åbner nye veje for dem, der vil videre, så uddannelsen ikke bliver en blindgyde, men åbner flere muligheder for elevernes karriere.
– Eksamen efter første år er også en god ting, for det krav fører til hurtigere afklaring, om man nu er i gang med den rigtige uddannelse. Det krav vil medvirke til at give ansvar for egen læring, vurderer Christina Durinck, som også ser det som en fordel, at man har afskaffet et projekt til fordel for flere små emner, der efter hendes vurdering vil dygtiggøre fremtidens elever inden for flere felter. At det andet projekt samtidig skal udarbejdes med vejledning fra Pharmakon ser hun også som en fordel, idet den ordning stiller eleverne mere lige.
Elevformanden mener dog samtidig, at der fremover bliver tale om stigende krav til eleverne, når de både skal arbejde og lære endnu mere end i dag.
– Vi har jo stadig en mesterlære her, og det er ikke nemt at lave om på, selvom vi stræber efter en professionsbacheloreksamen. Skal vi den vej, er der mange brikker, der skal falde på plads. Lige nu har det været afgørende at få en uddannelse, der klæder farmakonomerne på til de krav, der stilles til dem. Og intentionerne med uddannelsesordningen her er helt fine. Så nu må vi se, hvordan det falder ud i praksis – i hvert fald er det en rigtig god ide at koble teori og praksis bedre sammen, hvilket skal ske med den opgavedeling mellem Pharmakon og uddannelsesapotekerne, der nu lægges op til, siger elevformanden.
Rekrutteringen Hvordan sagerne kommer til at fungere i praksis er også et spørgsmål, der optager farmakonom Anni Andersen, uddannelsesansvarlig på Sct. Pauls Apotek, og farmaceut Kirsten Dela, projektansvarlig på stedet. Begge mener som deres elev, at der er lagt op til bedre kobling af teori og praksis, men de er stadig usikre på, hvordan coach-rollen konkret kommer til at fungere, da ordningen ikke er konkretiseret særlig meget endnu.
– Vi er dog ikke utrygge ved det. Vi springer gerne ud i den nye uddannelse og tager en elev igen under den nye ordning. For det er vigtigt, at apotekerne er med til at forme uddannelsen på længere sigt, påpeger Anni Andersen.
– Det kan godt være, at apotekerne sparer resurser ved, at den teoretiske undervisning bliver Pharmakons ansvar, men til gengæld kan der opstå vanskeligheder med at samordne it-undervisningen og stille med coach på det rette tidspunkt, kommenterer Kirsten Dela, som også er kritisk i forhold til erklæringer om, at man fremover sigter efter de bedste studenter til uddannelsen.
– Man risikerer at skyde sig selv i foden, hvis man rekrutterer de bedste, for de vil give en større risiko for frafald, når de for eksempel bliver præsenteret for at skulle passe butikken. Ikke alle skal jo arbejde på sygehusapotek eller med medicinservice.
Så at tiltrække studenter med højt gennemsnit er nok ikke den vej, man skal gå for at forhindre frafald. I stedet skal man skabe en god undervisning, lyder hendes anbefaling.
– Og det vil vi altså gerne medvirke til, men er meget spændte på, hvordan det bliver at fungere som coach. Og spændte på, om vi kommer til at stå med mere selvstændige elever end i dag, siger hun.
– Nu får vi se, når sagen skal afprøves i praksis, supplerer Anni Andersen, der lige som sin kollega ser frem til at blive efteruddannet som coach.
– Nogle af funktionerne kommer sikkert til at ligne vores opgaver i dag. For der skal nok blive brug for vejledning i praksis – måske i endnu højere grad end tidligere, siger Kirsten Dela og tilføjer, at det er fint nok, at uddannelsesordningen lægger op til, at eleverne tager ansvar for egen læring.
– Det kan de da bare ikke fra begyndelsen, så alene her kræves der vejledning, fastslår hun og røber også lidt skepsis over for, om eleverne nu kan klare at sidde med skærmen som undervisningsmedium en hel dag.
Ønsket om homogenitet – Vi står helt sikkert over for en udfordring med den nye uddannelse, lyder det fra apotekeren på Sct. Pauls Apotek Kirsten Lundin.
– Det er positivt, at Pharmakon overtager den teoretiske læring, og vi tager os af den praktiske del, for det vil sikkert føre til en større homogenitet i uddannelsen. Og coachen vil skabe en ny rolle på apoteket, tror jeg, selv om vi endnu ikke ved, hvordan ordningen vil virke i praksis. Men opgavedelingen kræver helt sikkert, at Pharmakon er lydhør, hvis samarbejdet skal fungere, understreger apotekeren.
– Så vi ser meget gerne, at der lyttes til erfaringerne fra alle apoteker, der deltager. Det bliver nødvendigt, hvis man stadig vil have mange apoteker med til at tage elever, vurderer Kirsten Lundin og lægger vægt på, at uddannelsesapotekerne og Pharmakon står med en fælles forpligtelse og en fælles opgave med den nye uddannelse.
– Og på apotekerne må man tage elever for at sikre fremtiden, for man skal heller ikke glemme, at elever er med til at forme apoteket på en positiv måde. De er nemlig med til at stille de nye spørgsmål, siger hun.
– Den nye uddannelse er helt nødvendig, for den honorerer bedre end den eksisterende de udfordringer, der stilles, når apoteket skal udfylde sin plads i sundhedssektoren, påpeger apotekeren. Og her er hun helt på linie med sin elev Christina Durinck.
– Alle apoteker skal have det godt med at tage elever, hvis uddannelsen skal fungere i fremtiden, og hvis vi skal rekruttere farmakonomer nok, understreger hun.
|