– Jeg kommer gerne retur, når jeg er færdig med uddannelsen. Sådan lyder en begejstret farmakonomelev Mette Holmberg efter sin udstationering i Grønland. Og det er der hårdt brug for. I skrivende stund er der fire ledige farmakonomjob i Grønland
– Storslåede naturoplevelser, indlandsis, nordlys, fjelde og grønne dale. Byer med kulørte træhuse og maleriske kirker, som man ser det på postkortene – og moderne fabrikker. Grønland er kontrasternes land. Og Nuuk er en hyggelig by med mange små butikker og cafeer – især Kulturhuset Katuaqs cafe har utrolig lækker og meget grønlandsk inspireret mad, som jeg blev helt afhængig af!
Hjemvendt fra to ugers udstationering på sygehusapoteket på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk forsøger farmakonomelev Mette Holmberg, Trekroner Apotek i Valby, at få sat ord på alle de oplevelser, hun har haft. Og så er hun slet ikke nået til de faglige oplevelser, hvor hendes forventninger til udstationeringen blev mere end opfyldt: – Jeg ville gerne prøve at arbejde på et sygehusapotek og var ikke i tvivl om, at Grønland ville være en utrolig spændende og stor faglig udfordring, hvor jeg kunne opleve, hvordan medicinudlevering og faglig rådgivning blev tilpasset de lokale forhold.
Og i to forrygende uger i efteråret 2006 fik hun prøvet mange forskellige arbejdsopgaver, som ikke findes på apoteket i Valby.
Mange forskelligartede arbejdsopgaver
Mette Holmberg blev hentet i lufthavnen af hospitalets vicevært og kørt til hotellet, hvor hun dårligt havde fået sat kufferten, før turen gik til sygehuset, som lå fem minutters kørsel væk. Personalet bestod af en farmaceut og to farmakonomer – og efter en kort gennemgang af apotekets indretning gik turen til medicindepotet. Arbejdsopgaverne i de to uger bød blandt andet på: Gennemgang og opfyldning af medicindepoter, skibskister og førstehjælpskasser, påfyldning af dosisdispenseringsæsker til tuberkulose- og HIV-patienter og til de lokale plejehjem, påpladssætning af varer, som kommer i kæmpe papkasser med skib fra Danmark og taksering af recepter på en skrivemaskine!
– Edb-systemet er tilpasset forholdene og virker fint, men der kan hverken ændres i recepterne eller i etiketterne. Så hvis der er noget galt, er det ind til lægen og spørge, om det kan laves om, fortæller hun.
– Første gang jeg skulle ind til en læge og fortælle, at han havde lavet en fejl, måtte jeg lige synke en ekstra gang, men han tog det pænt. I det hele taget var der en jævn strøm af læger og sygeplejersker, der skulle hente medicin eller lige spørge om noget.
Også arbejdet i skranken var spændende og lidt af en udfordring: – Mange taler ikke så godt dansk, og næsten alle taler meget lavt og mumler. Men kuglepen og et stykke papir til at skrive fødselsdatoen på hjalp meget, fortsætter hun.
– Al medicin er gratis på recept, så man slipper for pengeproblemer. Kondomer er også gratis. Det giver sjove kommentarer, når der står en hel skoleklasse, der skal have to pakker hver til undervisningsbrug!
Mette Holmberg kan også fortælle om en sjov oplevelse en af de sidste dage i byen, hvor hun og en af farmakonomerne på apoteket var ombord på en rejetrawler for at tjekke deres skibskiste. Efter endt arbejde kunne de drage af med tre kasser rejer – til deling med kollegerne.
Hårdt brug for farmakonomer
– Alle uden undtagelse på apoteket og på hospitalet tog godt imod mig og var utrættelige til at hjælpe mig, når jeg spurgte om forskellige ting. Jeg fik virkelig prøvet mig selv af og fik ansvaret for mange forskellige opgaver, fortæller hun.
– Jeg har virkelig nydt det, og jeg kommer gerne retur, når jeg er færdig med uddannelsen!
Og det er der hårdt brug for. I skrivende stund er der fire ubesatte farmakonomstillinger i Grønland, og faktisk var personalemangel lige ved at være årsag til, at hendes praktikophold løb i vasken.
– Alt var ellers på plads. Tidspunktet for opholdet var fastsat, flybilletten købt, og ansøgningen om støtte sendt af sted til Farmakonomforeningen, da en mail fra Nuuk foreslog at aflyse det hele. De havde svært ved at få ansat en ny medarbejder og ville derfor være underbemandede på tidspunktet for min udstationering, og de syntes ikke, at de ville have tid til at tage sig ordentligt af mig, fortæller Mette Holmberg.
– Det var ikke nogen rar besked at få, men efter en lille tænkepause skrev jeg til dem, om jeg ikke kunne komme alligevel. Jeg mente, at jeg ville kunne være til nytte, når de nu ikke var optimalt bemandede. Det fik jeg heldigvis positiv respons på – og kunne så drage af sted til denne fantastiske oplevelse.