Elevernes årsmøde bød på god debat, festligt samvær og total udskiftning af bestyrelsen med kampvalg og valgtaler
Et særligt år for eleverne har 2006 været.
Det slog den afgående elevformand Christina Durinck fast i sin beretning og forklarede, at det jo skyldtes, at eleverne for første, men ikke sidste gang, har afholdt dimissionsfest.
Og festligt stemt var elevformanden også over, at næsten 150 elever havde afsat en forårsweekend for at deltage i elevmødet.
Et flot fremmøde, mente elevformanden og fortsatte med sit tilbageblik over året. Her fremholdt hun det nye farmakonomemblem som et symbol på, at farmakonomerne er stolte af deres fag.
– Emblemet er en oplagt mulighed for at synliggøre os som faggruppe i lighed med andre sundhedsuddannelser som for eksempel sygeplejersker, understregede Christina Durinck og tilføjede, at emblemet dermed er et signal om solid kompetence.
– Vi vil gøre en forskel både for vores kunder på apoteket og for patienter på hospitalerne, fastslog hun.
Med på noderne
Foreningen har fået ny hjemmeside i det forgangne år med et mere brugervenligt design, og det er faldet godt ud, mente Christina Durinck og roste foreningen for at være med på noderne, når nettet nu også byder på mulighed for at blogge med foreningens formand.
– Ikke mange fagforeninger er så moderne, sagde hun og vurderede, at foreningen både fanger og fastholder de unge.
Christina Durinck imødeså den kommende revision af grunduddannelsen som et svar på udviklingen i farmakonomernes kompetencer. Hun forklarede i hovedtræk, hvordan der er lagt op til flere kursusuger, til en fast studiedag med ensartet undervisning gennem it-konferencer fra Pharmakon samt til en opprioritering af naturfaglige og kommunikative fag.
– Det bliver et farvel til fællesundervisningen, som mange af os har været glade for, men som har været for uens i niveau, sagde hun om udviklingen, hvor Pharmakon fremover i højere grad overtager den teoretiske undervisning.
– Det bliver spændende med den nye uddannelse, og jeg håber, at I alle vil støtte og hjælpe jeres nye medelever, så de får en positiv oplevelse af livet på apotek. Vi skal jo huske på, at der er mangel på farmakonomer, formanede elevformanden.
Visioner og tak
Med tilfredshed kunne elevformanden konstatere, at elevbestyrelsen har levet op til sine visioner, idet man for eksempel har sikret eleverne egen plads i foreningens nye struktur og har haft et tæt samarbejde med Pharmakon. Og det samarbejde håbede hun vil fortsætte under en ny elevbestyrelse, som hun også opfordrede til at bidrage til foreningens blad.
– Aldrig før har der været så mange elever i Farmakonomforeningens kartotek. Vi er stolte af den store tilgang og håber, at I fremover vil støtte foreningens arrangementer, sagde hun og glædede sig atter over det fine fremmøde og takkede med nogen vemodighed af som formand.
– Jeg håber, at den kommende elevbestyrelse vil arbejde videre i foreningens ånd – med entusiasme, faglig udvikling og involvering – og at mange vil stille op til valg, sluttede elevformanden.
Masser af udfordringer
Efter elevformandens beretning blev prisen for den mest fantastiske fortælling fra apoteket overrakt til Anna Louise Larsen fra Østergades Apotek i Herning, som berettede om naboapotekets brand nytårsnat og en uges travlhed derefter (Læs historien her).
Så fik foreningens formand Susanne Engstrøm ordet.
– Det giver næsten tårer i øjnene af glæde at se så mange elever samlet, udbrød hun og forklarede så, at formandens blog jo kun er en af bestræbelserne på at modernisere foreningen, og at hun i øvrigt ser frem til, at medlemmerne deltager mere i bloggen.
– Vores platform er jo Mit Fællesskab 2010, men tingene går hurtigt, så vi har en fornyelse på trapperne med et projekt for 2016. Og det er lige noget for jer at deltage i, sagde Susanne Engstrøm, der lige repeterede foreningens tre grundværdier, faglig udvikling, involvering og entusiasme.
– Der bliver masser af udfordringer for jer, når vi skal gøre en forskel i det danske sundhedssystem ved at øge patientsikkerheden og optimere brugen af lægemidler, sagde hun og understregede, at farmakonomer er værdige samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet.
– Og det bliver jer, der skal fortsætte det samarbejde, sagde hun og opridsede indsatsområder fra foreningens sundhedspolitiske program som for eksempel forbedring af håndtering af medicin for de ældre.
Relevant efteruddannelse vil der da også fortsat være fokus på, lovede formanden, som derpå spurgte til brugen af den personlige elektroniske medicinprofil, PEM. Brugen var langt fra udbredt, lød det fra de mange elever i salen, hvilket fik Susanne Engstrøm til at beklage, at ikke flere benytter dette værktøj til bedre medicinhåndtering.
– Det bør ikke handle om, hvem der kan bruge PEM på apoteket, men om hvordan vi giver kunderne den bedste service, lød det kritisk fra formanden.
Netværk og fremtid
Formålet med den kommende ændring af foreningens struktur er at skabe en mere effektiv, lidt slankere og ikke dyrere forening, forklarede Susanne Engstrøm derpå. Hun forklarede, hvordan de 11 kredse bliver nedlagt og erstattet af fem regionsbestyrelser suppleret af sektioner for industriansatte, offentligt ansatte og elever på landsplan.
– Sektionernes årsmøder bevares også, og vi lægger op til øget opbygning af netværk. For netværk bliver en styrke i fremtiden med en strammere struktur i foreningen, forudså formanden og inviterede eleverne til aktivt at deltage i foreningens debatter fremover.
Endelig refererede hun forberedelser til kommende overenskomstforhandlinger, dels i industrien og på Færøerne og dels til OK 2008, hvor man er i gang med at debattere fælles krav i Sundhedskartellet.
Barsel og opgavebeskrivelse
Under debatten blev Susanne Engstrøm spurgt, om det ikke er muligt, at 2. og 3. års studerende også får computer stillet til rådighed på linie med de nye studerende.
Det tvivlede formanden nu på, men påpegede, at det jo ikke er forbudt for den gode apoteker at forsyne de ældre studerende med en computer.
At elever kun har fire ugers orlov før barsel i modsætning til seks uger, mente Rosa Hassan, er urimeligt, og formanden lovede da at tage spørgsmålet med til overvejelse ved OK-forhandlingerne. Rosa Hassan efterlyste også en pjece med praktiske råd om, hvordan man som ny elev skal begå sig på apoteket.
– Der er mange ting, der ikke er nemme sådan at spørge om ved en ansættelse, men rare at vide, påpegede hun og fik stor tilslutning fra salen.
– Ja, og der bliver mangel på farmakonomer, så vi som elever kunne have brug for en vejledning i, hvilke opgaver vi skal klare, og hvilke vi ikke skal, sagde Annemette Boye og fik tilslutning fra Thomas Nielsen, der efterlyste en fælles kvalitetssikring af uddannelsen ude på apotekerne.
– Jeg forstår godt, at I vil have fokus på, hvad I skal lave, så I ikke udnyttes til sager, der er irrelevante for uddannelsen. Men I må også huske på, at I jo får en løn for at arbejde og ikke SU. Der er et arbejdselement i uddannelsen, hvor I da også bliver en del af et arbejdsteam, sagde Susanne Engstrøm, men understregede, at elever naturligvis ikke skal udnyttes. Formanden lovede derpå at tage elevernes overvejelser med ud til møder med tillidsrepræsentanterne og takkede for en god diskussion med eleverne, der kvitterede med livligt bifald.
Nyvalg
Da hele bestyrelsen gik af, var der nyvalg over hele linien. Og det blev til kampvalg om alle poster, idet det ikke skortede på kandidater.
Ny formand blev Heidi Louise Christensen, 2.års kombi-elev fra Galten Apotek/Hospitalsapoteket Århus, mens næstformand blev Anne Dorte Højmose Kristensen, 1.års elev fra Århus Løve Apotek. Øvrige bestyrelsesmedlemmer blev Camilla Lindblad fra Virum Apotek, Britt Seiding Jørgensen fra Vejlby Apotek, Annemette Boye fra Lyngby Svane Apotek og Marianne Bonde Sminge fra Sønderbro Apotek i Randers som suppleant. Anne Dorte Højmose Kristensen og Sanne Vagner Prehn blev valgt til undervisningsmiljørepræsentanter.