FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Uddannelse  »  Farmakonom-uddannelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

Elevmøde 2007/06: Viden og tid til dialog i fremtiden
Elevmødet havde inviteret formanden for Apotekerforeningen og Farmakonomforeningen og rektor på Pharmakon til debat og kig ind i fremtiden

Apotekerforeningens formand Niels Kristensen var først på banen, da der blev afholdt paneldebat på elevmødets anden dag.

 

Han fastslog, at fremtidens apotek skal være kundernes indgang til sundhedsvæsenet og deres garanti for sikker brug af medicinen, idet apoteket skal tilbyde professionel sparring på en troværdig og uvildig basis.

 

– Apoteket skal være kundernes advokat og derfor sørge for tid til dialog og for diskretion over for kunderne, sagde han og påpegede også, at ventetiden må holdes på et ’passende niveau’.

 

Den vej skal man gå, vurderede han og holdt det op imod den vej, man ikke skal. Apoteket må nemlig ikke udvikle sig til en blandet landhandel, og pris og tilskud må ikke prioriteres over den gode service og en ordentlig behovsafdækning.

 

Fremtidens farmakonom

På den baggrund kunne Niels Kristensen også tegne et billede af fremtidens farmakonom, som ikke skal se sig selv som ekspedient og bestemt heller ikke som den, der skal sætte varer på plads, men i stedet som den professionelle rådgiver, der kun giver kunden, hvad kunden har behov for.

 

– Det fordrer, at farmakonomerne tager den faglige udfordring op, at de kan gøre en forskel for kunderne og holder fokus på faglighed og uvildighed. På den måde kan de gøre en forskel og bidrage til, at apoteket når sine mål, og at farmakonomerne selv skaber sig et spændende job, fastslog han.

 

Høj kvalitet

Og hvordan skal fremtidens farmakonomer så klædes på til dette fremtidens apotek? Det kunne rektor på Pharmakon Janne Albertsen byde på. Hun sammenlignede uddannelsen med en bygning og påpegede, at den tiltrækker mange kvalificerede beboere. Den er fleksibel i sin indretning, så den kan justeres, og den har store vinduer mod samfundet og mange udgange til beskæftigelse.

 

Pharmakon må rekruttere unge og velkvalificerede studerende og sikre et minimalt frafald ved at etablere åbne og fleksible læringsmiljøer, som ikke bare baseres på klasseundervisning, sagde hun. Og de studerende skal have individuel coaching, have testet deres læringsstil og lagt individuelle læringsplaner.

 

– Der skal også fokus på lægemidler, på klinisk farmaci, på rådgivning og sundhedsydelser, fortsatte direktøren og understregede, at fremtidens studerende får en større valgfri del af studiet. Og der skal være en vekselvirkning mellem teori og praksis, understregede hun og forklarede, hvordan it som en integreret del af undervisningen holder apotek og skole sammen som læringsmiljøer.

 

Der vil altså blive tale om læring i et integreret miljø med brug af de mest moderne it-værktøjer, og den udvikling skal støttes af coaching, en tættere forbindelse mellem Pharmakon og apotek og af voksende netværk, forudså Janne Albertsen. Og hun tilføjede, at uddannelsen skal have tilbygninger som videre- og efteruddannelse, gerne en diplomuddannelse med mulighed for at de studerende kan bygge videre endnu med en MBA.

 

Opgør med blindgyde

Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm havde opmærksomt fulgt de to talere før hende og måtte erklære sig grundlæggende enig med dem.

 

– Det kan gøre mig helt nervøs, at vi er så enige, men det er selvfølgelig godt, for vi skal såmænd nok finde noget at blive uenige om, sagde hun og understregede, at fremtidens farmakonomer må involvere sig med entusiasme i jobbet.

 

– Og i Farmakonomforeningen holder vi øje med nye opgaver for farmakonomer som for eksempel ledelse og klinisk farmaci. Og vi ønsker et opgør med dead?end-uddannelsen, hvor man ikke kan komme ret meget videre efter grunduddannelsen, sagde hun. Men hun understregede foreningens ønske om at få uddannelsen omklassificeret til en professionsbacheloruddannelse.

 

– Vi må hele tiden sammenligne os med andre uddannelser for at sikre, at vi kan tiltrække kvalificerede elever, sagde hun og beskrev en vifte af udfordringer, som farmakonomerne vil kunne møde i fremtiden – for eksempel klinisk farmaci og medicinservice.

 

– I har meget at glæde jer til, sagde hun til eleverne og understregede, at fra foreningens side findes viljen til at udvikle uddannelsen og faget som en integreret del af sundhedsvæsenet.

 

Dobbeltklasser

Under debatten fik eleverne hurtigt snakken ned på jorden, idet de tog fat på dobbeltklasseundervisningen, der fik en hård medfart.

Janne Albertsen forsvarede Pharmakon ved at påpege, at tidligere overfyldt undervisning var opstået i en nødsituation, som ikke må sammenlignes med fremtidige dobbeltklasser, hvor forelæsning skal fungere sideløbende med undervisning i mindre hold samt in?dividuel rådgivning.

 

– Dobbeltklasseundervisning vil for eksempel være oplagt i naturfag, sagde hun og understregede, at planer for den kommende uddannelse ikke er på plads i detaljer.

 

Camilla Lindblad høstede stort bifald fra salen ved at foreslå, at skolen udvider med et større auditorium, hvilket fik Janne Albertsen til at svare, at der arbejdes med nye fleksible løsninger på pladsproblemer som for eksempel at etablere skillevægge. Hun oplyste også, at der lægges op til udbygninger med en investeringsplan 2007.

 

Computer og bøger til alle

At alle nuværende elever – ikke blot dem under den nye ordning – får stillet en computer til rådighed var et udtalt behov fra eleverne.

 

Og det syntes Apotekerforeningens formand faktisk var en god ide.

 

– Det bliver jo mine medlemmer, der så skal betale. Jeg vil gerne støtte sagen, men kan ikke svare for mine medlemmer. Men jeg vil helt sikkert arbejde videre med sagen, lovede Niels Kristensen.

 

Britt Seiding rejste derpå et spørgsmål om lærebøgernes kvalitet og henviste til, at sygeplejerskerne har bedre fagbøger, når det gælder undervisning i anatomi og fysiologi.

 

– Og kan vi ikke få de samme bøger som de nye førsteårselever, spurgte hun og fik af Janne Albertsen det svar, at undervisningen suppleres af powerpoints, og at hun ikke endnu kunne svare på, om man kan skifte bøger for alle. Men der vil blive kigget på sagen, lovede hun.

 

Tid og variation

Camilla Lindblad meldte sig atter med et spørgsmål til Niels Kristensen om, hvordan farmakonomer skal sikre apoteket som en kvalificeret del af sundhedssystemet, når travlheden er så stor i hverdagen ude på apotekerne.

 

– Der bliver jo mangel på jer. Men det vil løses af større årgange i fremtiden og i nogen grad af den ny teknologi med robotter, og så skal I jo heller ikke sætte varer på plads, sagde Apotekerforeningens formand.

 

At arbejdet måske af samme grund kan komme til at mangle variation, og at en ønskværdig rotation ikke vil være nem at opretholde, kunne Niels Kristensen ikke helt afvise.

 

– Det er en udfordring og har været det, siden den direkte ekspedition kom til. Men der skal være tid til at gå fra til andre opgaver, til for eksempel at søge information og opdatere viden. Og så kan der også findes måder at sidde ned i skranken, påpegede han.

 

– Ja, jeg er nu ikke så bange for at stå op, kommenterede Susanne Engstrøm og understregede, at stående arbejde jo er sundere end siddende.

 

– Men det er en udfordring at skabe afveksling, ikke mindst når robotten bliver en ny kollega, der tager sig af en del arbejde, sagde hun.

 

Til slut under debatten, hvor spørgelysten havde været stor, drøftede man brug af computer ved eksamen, hvilket vil ske i fremtiden. Og kritik af mikrofoner på skolen, som ikke alle lærere benytter, og som sommetider virker og sommetider ikke. Kombiuddannelsen fik også et par ord med på vejen, og Apotekerforeningens formand forklarede, at han har været i dialog med hospitalsapotekerne, og at det faktisk er lykkedes at få 17 kombielever i alt i år. Men ingen i Nordjylland.

 

Endelig roste Marianne Nielsen Pharmakon for dimissionsfesten, der havde været et godt initiativ. Men kunne der ikke skaffes mere plads til gæsterne næste år?

 

– Jo, vi lytter til jer, og vil flytte ned i Palmehaven og spisestuen, så hver elev kan få tre-fire gæster med, lød det fra Pharmakons direktør og rektor, der i det hele taget erklærede sig villig til dialog med eleverne i en omskiftelig tid for uddannelsen.

 

I sine slutbemærkninger understregede hun, at uddannelsen bygger på et samspil, der fungerer rigtig godt mellem apotek og skole og mellem praksis og teori.

 

– Og det kunne gå tabt, hvis uddannelsen bliver lagt om til en mellemlang videregående uddannelse, advarede hun, hvilket også Apotekerforeningens formand tilsluttede sig. Det gjorde Susanne Engstrøm også, men med bemærkninger:

 

– Jeg er enig i, at vi har en velfungerende uddannelse og et unikt samspil mellem apotek og skole. Men verden ændrer sig hele tiden, og det gør uddannelsessystemet også. Så det er ikke utilfredshed, når vi ønsker en professionsbacheloruddannelse, men et svar på, at vi er en del af et sundhedssystem, hvor vi vil kunne sammenligne os på linje med de andre fag. Og det gælder også strategisk ved overenskomstforhandlinger, påpegede hun.

« Tilbage til Farmakonom-uddannelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk