I en hel uge varetog vi fra den ene dag til den anden og uden varsel byens kunder samt alle udbringninger til alle byens udsalg med mere.

Første melding gik på en åbning af det andet apotek enten onsdag eller torsdag, men en skade på nogle rør viste sig, så åbningen blev udsat til mandag. Og her stod vi med alle kunderne og oveni skulle levere til alle byens udsalg og udleveringssteder.

En fordobling af kunderne betød, at der også var over dobbelt så mange varer at sætte på plads, så der blev arbejdet lidt over om morgenen og om aftenen. Normalt modtager vi kun 3-4 kasser om eftermiddagen med skyldnervarer, men i denne uge var vi oppe på 17-18 kasser. Så den anden førsteårselev og jeg blev udnævnt til »lagerchefer«, når der kom eftermiddags-varer, for vi vidste, hvor det meste var, da vi havde stået på hovedet i kasserne for at finde »skyldnere«, når de kom hjem.

Vi fik dagligt hjælp fra 2-3 af medarbejderne fra det andet apotek samt indkaldte dem af vore egne, der kunne undvære deres fridag for at vi så lige kunne klare det. Vi havde godt nok flere af medarbejderne fra det andet apotek til rådighed, men vi kunne ikke rigtig være flere, for så ville vi bare rende og falde over hinanden.

Vi arbejdede alle det bedste, vi havde lært, og man tog sig af den arbejdsopgave, man arbejdede mest effektivt med og var rutineret i.

Hvis vi på forhånd var blevet spurgt, om vi ville kunne klare opgaven, tror jeg ikke vi havde sagt ja til det, da det betyder over en fordobling af vort eget arbejde. Men alligevel præsterede vi at få ekspederet alle kunderne og bragt medicinen ud til rette vedkommende uden de helt store forandringer i vores daglige rutine. Og alle, kunder såvel som personale, tog hele oplevelsen med et smil.

Det var en fantastisk oplevelse som førsteårselev at være vidne til, hvordan en organisation kan fungere SÅ godt, når den virkelig skal, og hvor fantastisk det er, at vi som det andet apotek i byen kan gå ind fra den ene dag til den anden og »overtage« og varetage alle opgaverne. Og alt blev klaret til et 13-tal!

Ikke én gang »faldt« man over hinanden, kø-ventetiderne var ikke én gang over 15 minutter, og vi hjalp hinanden det bedste, vi har lært.

Det eneste sted, der indimellem kunne gå hen og blive problematisk, var, når vi manglede skærme i skranken, for vi har kun seks skærme.

Jeg har aldrig oplevet noget mere positivt i hele mit liv, og jeg synes, det var utrolig fantastisk og sjovt at være en del af et SÅ godt samarbejde to apoteker imellem. Her blev det virkelig bevist, at vi ikke er konkurrerende apoteker, som man jo godt kunne gå hen og tro, når to apoteker ligger 300 meter fra hinanden, men derimod er vi gode »naboer« og virkelig gode kolleger.

En oplevelse som denne bekræfter mig bare i mit valg af uddannelse og i, at mit apotek bare er noget af det bedste, og kollegerne er helt fantastiske, også selvom de er »løver«…

Med venlig hilsen

Anna Louise Larsen

Førsteårselev på Herning Østergades Apotek