Et par dage efter første kursusaften på førstehjælpskurset følges to farmakonomelever hjemad på weekend. De står netop og taler om kurset i et tæt pakket IC 3 tog fredagen før påske og hører pludselig lyd fra en ældre dame, som har siddet og sovet på en klapstol i gangen ud for deres ståpladser.

– Damen vågnede op og henvendte sig til sin sidepassager – en yngre kvinder i arbejdstøj – og sagde: Jeg er dårlig! I næste sekund faldt hendes hoved bagover, og vi hørte en høj rallende lyd fra hende, fortæller Kathrine Morgen Hansen, farmakonomelev på Korsør Apotek.

– Det var fuldstændig surrealistisk, fordi det foregik midt i vores snak om, hvordan vi mon ville reagere, hvis vi fik brug for at yde førstehjælp. Jeg tænkte bare: Det sker ikke dette her, siger Maja Møller, farmakonomelev på Sct. Nicolai Apotek i Svendborg, og tilføjer:

– Vi kiggede lige på hinanden og straks var vi ovre ved kvinden.

Maja fornemmer ud af øjenkrogen, hvordan de øvrige passagerer giver plads og træder et skridt tilbage, mens de ser undrende til.

De to følgesvende får grebet situationen godt an. Kathrine Morgen Hansen koncentrerer sig om kvinden og forsøger at få kontakt til hende. Hun konstaterer, at kvinden er bevidstløs, men dog trækker vejret. Kathrine løsner kvindens tøj for at skabe frie luftveje. Imens har Maja bedt en medpassager om at tilkalde hjælp, og de to unge kvinder hjælper herefter hinanden med at få kvinden ned at ligge på gulvet, mens de beder de medrejsende give plads.

En læge kommer til

Det er ved at lykkes, da endnu en medpassager kommer ilende og vil yde assistance. Men det bliver én for mange.

– Vi blev uenige om det aflåste sideleje, som vi ville lægge kvinden i på den måde, man anvender i dag, mens den tilløbende mente noget andet. Folk skal acceptere, når andre er i gang med at yde førstehjælp og lade dem fortsætte, hvis ikke det ser helt galt ud, mener Maja Møller.

Heldigvis vågner kvinden op, da hun er kommet ned at ligge. Hun kommer op og sidde, begynder at kaste op og har svært ved at holde på noget som helst. Kvinden føler hele situationen frygtelig pinlig, men Kathrine Morgen Hansen beroliger hende. En DSB-medarbejder kommer ilende og herefter en kvindelig læge, som også er passager i toget.

– Lægen tog over, og en ambulance blev tilkaldt, fordi lægen ville have kvinden på sygehuset. Det hele skete lige efter, vi passerede Ringsted, og den ældre kvinde skulle samles op og køres på sygehuset fra Korsør, hvor også Kathrine skulle af, fortæller Maja Møller.

– Jeg fulgte med kvinden ud til ambulancen og lovede at ringe til hendes mand og give besked, fortæller Kathrine Morgen Hansen.

Bearbejder oplevelsen

Tilbage i toget må Maja Møller berolige den ældre kvindes sidepassager, som er meget chokeret og giver følelserne frit løb.

– Det var først, da jeg selv stod af toget i Nyborg og satte mig op i bussen til Svendborg, at jeg mærkede min egen reaktion. Men det er OK at vide, at man tilsidesætter sig selv indtil bagefter.

Vi har heldigvis haft hinanden og har fået talt om episoden og bearbejdet den, fortæller Maja Møller.

Hun er glad for, at hun havde nået at tilegne sig redskaber til at tackle situationen, da hun pludselig stod i den.

– Det er da godt, at det ikke skete en uge tidligere, for så havde jeg bare stået og set på, siger Maja Møller.

Hun har tidligere oplevet en episode på apoteket, hvor en kunde fik et epileptisk anfald, og hvor hun knapt nåede at registrere det, før en farmakonom havde ydet den nødvendige hjælp.

– Det er altså bare super, at vi som personale kan tackle de situationer, der opstår, siger hun.

Kathrine Morgen Hansen måtte også vente med at reagere til efter episoden, før hun kunne give følelserne frit løb. Hun er glad for at have delt oplevelsen med Maja Møller og efterfølgende med resten af deltagerne på førstehjælpskurset.

– Vi har talt om, at det var godt, at vi var to, og at vi har fået det bearbejdet efterfølgende, siger Kathrine Morgen Hansen, som bagefter har talt med den ældre kvinde og hendes mand.

Et frivilligt valg

Førstehjælpskurset på Pharmakon er et frivilligt tilbud til farmakonomelever på skoleophold. Det første kursus blev holdt over fire aftener i april. Kursusudbyderen er farmakonom Pernille Als, som har sin egen kursusvirksomhed og som eleverne indgår aftale med om et kursusforløb. Pharmakon er formidler af muligheden over for eleverne og lægger lokaler til.

– Jeg har foreslået, at førstehjælpskurset bliver en del af farmakonomuddannelsen, men det synes man desværre ikke, der er plads og tid til. Derfor udbydes det som et frivilligt supplement, siger Pernille Als.

Når uddannelsens obligatoriske fag var sluttet ved 16-tiden og aftensmaden indtaget, mødte 12 farmakonomelever på andet skoleophold op til det frivillige aftenkursus i førstehjælp.

– Naturligvis har jeg valgt førstehjælpskurset. Det er bedre at kunne hjælpe end blot at se på, hvis en kunde på apoteket bliver dårlig. Jeg synes, det burde være en obligatorisk del af vores uddannelse, siger Maja Møller.

– På apoteket arbejder vi med mennesker, der er syge. Der er ofte mange samlet på forholdsvis få kvadratmeter, og det kan påvirke mennesker, som er i risikozonen for at få et ildebefindende. Derfor er det godt at kunne førstehjælp, mener Kathrine Morgen Hansen.

Hun er også tilhænger af, at førstehjælp bliver gjort til en del af farmakonomuddannelsen.

– Det burde være obligatorisk for alle faggrupper, der har med mennesker at gøre, siger hun.

De 12 farmakonomelever har alle fået det ekstra, frivillige kursus betalt af deres arbejdsgivere.

Førstehjælpskurset holdes over fire aftener a tre lektioner, hvor kursisterne kommer igennem områderne hjertelunge redning, livreddende førstehjælp, førstehjælp ved tilskadekomst og førstehjælp ved sygdom. De får efterfølgende et kursusbevis.

Kurset bliver tilbudt løbende, så alle farmakonomelever har mulighed for at vælge til, når de er på skoleophold.

Hold nummer to har 16 tilmeldte og er startet i maj.

Ifølge Pernille Als har kun cirka 25 procent af danskerne lært førstehjælp, mens til sammenligning 78 procent af nordmændene kan førstehjælp. I øvrigt anbefales det, at man genopfrisker sine færdigheder i førstehjælp minimum hver tredje år.