FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Uddannelse  »  Farmakonom-uddannelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

13/01 - 2009
2009/01 - De rigtige elever til apotekerne
Den nye farmakonomuddannelse er blevet mødt med kritik, især fordi arbejdspresset er stort i starten. Uddannelseschef Tina Schilling Hansen tager kritikken opmærksomt og nuanceret til sig og peger på, at den virkelige udfordring er rekrutteringen

Unge piger har stået i kø ved apotekets skranke for at komme i betragtning til en uddannelsesplads som farmakonom. Sådan har det været engang. Men i dag er apotekerne nødt til at markedsføre uddannelsen og annoncere for at tiltrække elever. Det er en ny opgave, som apotekerne er begyndt at tage til sig.

 

– Vi har optaget 218 elever på Hold 11, som startede i september 2008. Vores ramme på Pharmakon var 220, så det ser faktisk rigtig godt ud, siger uddannelseschef for farmakonomuddannelsen, Tina Schilling Hansen, som i denne samtale vurderer den nye uddannelse.

 

– Uddannelsen gør hurtigt eleverne dygtige, men kræver også en løbende arbejdsindsats. Udfordringen er at finde de rigtige elever. Vi har et frafald på 20 procent, og selvom det ikke er nogen katastrofe sammenlignet med andre uddannelser inden for sundhedsområdet, er det alligevel ærgerligt, når elever forlader uddannelsen.

 

Tina Schilling Hansen oplyser, at Apotekerforeningen nedsætter en arbejdsgruppe, som skal beskæftige sig med rekruttering til uddannelsen. I den vil også Farmakonomforeningen og Pharmakon få plads.

 

Forudsætninger

– Vi gør allerede meget for at hjælpe apotekerne med at finde de rigtige elever. I pjecen Uddannelsesapotekets ansvar er der en tjekliste, som apoteket bør anvende ved ansættelsen af elever. Apoteket skal tage elevens gennemsnit ved den adgangsgivende uddannelse i betragtning, men også karaktererne i naturfag, matematiske fag og i dansk skal man holde særligt øje med. Elevens personlige og sociale resurser er også vigtige, for vi ser desværre en del elever forlade uddannelsen lige i starten, fordi de i virkeligheden ikke har resurserne til at studere. Vi taler meget med uddannelsesapotekerne om tjeklisten, siger Tina Schilling Hansen.

 

Farmakonomuddannelsen er tiltrækkende blandt andet fordi, det er en uddannelse med løn, så det er ikke svært at få ansøgere. Men for apoteket gælder det om at finde de rigtige elever, der har både karaktererne og resurserne til at magte uddannelsen.

 

– Det første hold på den nye uddannelse bestod af elever, hvor en fjerdedel havde et karaktergennemsnit på under 7 fra den gamle 13-skala. Vi kan se, at de, der stopper, hyppigst er dem med et snit under 7, siger uddannelseschefen.

 

Lige på og hårdt

Eleverne starter på farmakonomuddannelsen med tre ugers Kursus 1 og efter en kort praktikperiode ligger Kursus 2 – også på tre uger. De kommer på denne måde hurtigere – og inden for bare få måneder – ned i materien end i den gamle uddannelse.

 

– Kursus 1 og 2 er hårde for eleverne, og de skal bestå hvert forløb. På kursus 1 og 2 skal de lære en masse om håndkøbspræparater, kommunikation og lovforståelse m.v., så de kan arbejde i skranken. Det kan virke som en ordentlig mundfuld for mange. Vi siger til dem: Hold ud, vi ved, at det er hårdt, når meget nyt stof skal tilegnes inden for forholdsvis kort tid, men det bliver lidt nemmere siden hen.

 

Tina Schilling Hansen oplyser, at det er nyt i uddannelsen, at hvert kursusforløb og hvert praktikforløb skal bestås.

 

– Det skal ses som elevernes mulighed for at vurdere, om de er med fagligt eller har behov for at arbejde mere med tingene. Tidligere kom eleverne til eksamen efter to år, og den gang havde vi også et stort frafald. Men det er jo ikke særligt hensigtsmæssigt for nogen, at der skal gå to år, før man bliver opmærksom på, om man er med fagligt, siger Tina Schilling Hansen.

 

Løbende test og eksaminer er en uddannelsesform, som kendes fra det øvrige uddannelsesområde.

 

Hjælp at hente

Pharmakon har lyttet til elevernes evalueringer og har holdt møder med dem om, hvad der kan justeres i uddannelsen.

 

– Det har ført til en løbende tuning af uddannelsen, så den fik afsæt i elevernes forudsætninger. Vi kan ikke ændre på, at det er en ny uddannelsesordning, der skal slibes til undervejs, men vi kan lytte til eleverne og foretage de nødvendige justeringer, siger Tina Stilling Hansen og fortsætter:

 

– Med den nye uddannelse har vi indført en studievejlederordning, som hjælper med at forebygge frafald. Studielederen har en baggrund som farmakonom og kan hjælpe eleverne igennem den første svære tid, siger uddannelseschefen.

 

Eleverne kan stadig gå til den lærer, der er tilknyttet klassen, men den uddannede studievejleder kan optræde stærkere i forhold til at hjælpe elever i vanskeligheder.

 

– Vi har gjort meget ud af at gøre vores studievejleder synlig for eleverne. Hun kan hjælpe elever, som synes, det er svært, og vi er sikre på, at det hjælper nogle over de første barrierer.

 

Desuden fører hun frafaldsstatistik, og hun tager fat i de elever, der vælger at stoppe, for at kende årsagerne.

 

Tina Schilling Hansen fortæller, at der for andet hold under den nye ordning, Hold 11, er indført en mentorordning.

 

– Eleverne fra første hold, Hold 10, er blevet mentorer for eleverne på det næste hold, og det kan også være med til at hjælpe nogle igennem starten. Det første hold har sikkert savnet at have mentorer.

 

– Vi er desuden blevet opmærksomme på, at unge i dag har et stort behov for at få ros. Det arbejder vi med, og vi er sikre på, at det også kan være med til at fastholde eleverne, siger hun.

 

Viden og baggrund

Eleverne i den nye uddannelsesordning udstyres med en pc fra dag ét, og den er deres arbejdsredskab under hele uddannelsen såvel på skole som på apotek.

 

Igennem uddannelsen skal de aflevere otte større opgaver, som »låses« efter aflevering. Disse opgaver er udgangspunkt til den afsluttende eksamen i Præsentationsportfolio, hvor eleverne trækker en af opgaverne, som de skal eksamineres i.

 

– Det påvirker dem allerede fra starten af uddannelsen, at de kan komme til eksamen i en af disse opgaver. Men vi forsøger at berolige dem. De får mulighed for at skrive et supplement til opgaven som forberedelse til eksamen. Det føler mange sikkert er vigtigt, hvis de kommer op i en af de opgaver, de afleverede tidligt i uddannelsen.

 

Tina Schilling Hansen siger videre om uddannelsen og eksaminerne generelt, at eleverne skal være i stand til at forklare baggrunden – det er altså ikke tilstrækkeligt at kunne færdigheder, de skal også have baggrundsviden.

 

– De skal ikke blot kunne fortælle, at det er sådan og sådan, men også hvorfor det er sådan. Det har været diskuteret, om niveauet i uddannelsen er ændret, fordi det opleves sådan af nogle. Kravene er på samme niveau i fag som anatomi og fysiologi, og der er kommet nye fag til som organisation, ledelse og samarbejde samt etik og klinisk farmaci. Det kan være svært at skelne, om niveauet er højere, eller om arbejdspresset er stort, siger hun.

 

Den praktiske uddannelse på apoteket er også forandret i den nye uddannelsesordning. Der er indført hele studiedage, hvor eleven blandt andet skal løse opgaver ved pc’en og træne færdigheder. Hvert praktikforløb skal bestås ligesom hvert kursusforløb. På apoteket skal der arbejdes undervejs med det, som er svært for eleven.

 

Målrettet rekruttering

Pharmakon arbejder med markedsføring af uddannelsen og bistår på denne måde apotekerne med at rekruttere elever.

 

– Vi håber med tiden at få endnu flere engagerede ansøgere til uddannelsen. Dels kan vi blive dygtigere i vores markedsføring og dels kan vi få gavn af, at ungdomsårgangene igen er begyndt at stige i antal, siger Tina Schilling Hansen.

 

På Pharmakon arbejder man bevidst med markedsføring. Hvert år ved studiestart registreres det ved hjælp af et spørgeskema, hvad der har haft betydning for elevernes valg af uddannelse, og hvor de har deres viden fra om fagets uddannelse. Den viden bruger Pharmakon i udviklingen af sin markedsføring.

 

– I år scorede det for eksempel højt i tilgangen til uddannelsen, at man havde set en annonce i sin lokale avis. Vi kan levere materiale til apotekerne til deres lokale markedsføring, herunder også en skabelon til en annonce i lokalavisen, siger Tina Schilling Hansen.

 

Pharmakon har tidligere fået udarbejdet en TV-reklame for farmakonomuddannelsen, og den kan apotekerne rekvirere og vise på apoteket.

 

– Måske er det ikke de unge selv, der vil spotte den. Måske er det forældrene, der ser den, når de handler på apoteket. Men den har effekt, siger hun om det 30 sekunder lange klip uden lyd.

 

– Fremover bliver registret Hvad kan jeg blive udgivet elektronisk og her vil de unge kunne finde os, ligesom vi kan benytte tidens kommunikationsfora som Facebook til at gøre opmærksom på uddannelsen.

 

Hvis apotekerne vil gøre sig synlige i lokalsamfundet, kan vi levere plakater og pjecer, som kan tages med på messer m.m. Flere apoteker kan vælge at gå sammen om at rekruttere på denne måde.

 

Tine Schilling Hansen siger videre, at unge farmakonomer og elever kan være med til at synliggøre uddannelsen ved at tage med ud på skoler og gymnasier.

 

– Vores Åbent Hus arrangementer på Pharmakon holdes både en aften og en lørdag, og også her møder vi de unge med interesse for uddannelsen, siger uddannelseschefen for farmakonomuddannelsen.

 

Tina Schilling Hansen har store og positive forventninger til udvalgsarbejdet om rekruttering af elever til farmakonomfaget.

 

 

« Tilbage til Farmakonom-uddannelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk