Ansvaret for elevernes uddannelse er flyttet fra apotekerne til Pharmakon med den nye uddannelsesordning, og det fungerer overordnet set rigtig godt, mener Susanne Engstrøm. Hun har tillid til, at uddannelsesapotekerne lever op til deres ansvar og giver rum, vejledning og coaching til eleven.
– På apoteket følges den teoretiske viden op i det lærende arbejde, og jeg har en helt klar forventning om, at man ved, hvad man gør på uddannelsesapoteket. Det har jo som opgave løbende at tilføre eleven kompetencer. I den nye struktur kommer eleven rimelig hurtigt i skranken og får trænet teorien til forskel fra tidligere, hvor det varede en rum tid.
Susanne Engstrøm forholder sig til den kritik, der er rejst af den nye uddannelsesordning og siger, at det altid må være svært at være de første, der skal gennemprøve noget nyt.
– Det er aldrig sjovt at være de første, som må tage alle børnesygdommene. Men jeg synes jo, at Pharmakon har været meget lydhøre over for kritikken og har foretaget justeringer, hvor det har ladet sig gøre.
Foreningens formand fremhæver, at der fortsat er problemer med farmakonomuddannelsens placering i det samlede uddannelsessystem, og at det fortsat er en udfordring, der skal løses.
– Vi synes, at Pharmakon leverer det rigtige indhold og den rigtige kvalitet, så vi vil ikke lade en indplacering i det store uddannelsessystem ødelægge, at vi har en god uddannelsesinstitution, siger Susanne Engstrøm.
Nye hverveformer
Farmakonomforeningen deltager i en arbejdsgruppe i Apotekerforeningen om rekruttering af unge til uddannelsen. Det er næstformand Christina Nicolajsen Durinck og forhandlingschef Line Posselt, der skal deltage i arbejdet med at finde gode former for rekruttering til farmakonomuddannelsen.
Allerede nu arbejder Pharmakon systematisk med rekruttering blandt andet ved at registrere, hvorfra nye elever har deres viden om uddannelsen. Deltagelse på messer på uddannelsesinstitutionerne er også en ny form for synlighed af vores uddannelse.
– Jeg har tillid til, at arbejdsgruppen arbejder videre med at få gode ideer til at finde de bedste egnede elever.
Susanne Engstrøm siger videre, at en vigtig pointe i rekruttering er ærlighed om uddannelsen.
– Jeg kan godt møde elever, der er chokerede over at skulle arbejde i frontlinjen en hel dag. De har haft en helt anden forventning. Derfor handler rekruttering også om afstemning af forventninger, men arbejdets tilrettelæggelse på apoteket spiller også ind. Den skal jo fungere både for elever og for alle øvrige ansatte, siger Susanne Engstrøm.