En snes år er gået, siden Helle Plougmann tog matematisk studentereksamen fra gymnasiet i Horsens. Og med studenterhuen på skulle hun så vælge karriere.

– Jeg ville gerne være bygningsingeniør. Så for at lægge grunden til det, tog jeg uddannelsen som teknisk assistent og begyndte derefter på ingeniørstudiet, husker hun om den lige vej til den uddannelse, hun begyndte på. Men så gik det ellers ikke ligeud mere, for derefter tog hun et gevaldigt hop i sin karriere.

– Ja, jeg kom jo ud i hjemmehjælpen i en sommerferie. Ud blandt folk, som jeg kunne hjælpe, og det var en god fornemmelse. Samtidig var jeg løbet lidt sur i integralregningen, må jeg indrømme, så jeg tog springet og søgte ind på uddannelsen som social- og sundhedshjælper og på uddannelsen som social- og sundhedsassistent, fortæller hun og tilføjer, at hun blev optaget på assistentuddannelsen.

Den kunne hun med sin erfaring og studentereksamen bag sig klare på halvandet år, så hun i 1994 tog fat på arbejdet som uddannet SOSU-assistent. Andre måtte så tage sig af det med byggeriet.

Variation og gavn

I dag har Helle Plougmann taget nok et hop i karrieren, idet hun er landet på Vejen Apotek til en ny uddannelse. Kærligheden har fået hende til at flytte fra Horsens, og karrieren inden for SOSU-arbejdet er skiftet ud med udsigten til at blive farmakonom.

I en alder af 40 år blev hun nemlig antaget som farmakonomelev på Vejen Apotek, hvor hun nu er andetårselev i en alder af 41 år og dermed er næsten dobbelt så gammel som apotekets førsteårselev.

– Som SOSU-assistent var min kæphest nok de psykisk syge. De var mine hjertebørn, og arbejdet med dem betød, at ingen dage var ens. Det kunne jeg godt lide, og jeg kunne jo se, at jeg gjorde gavn. Samtidig viste det sig, at jeg havde et gen for planlægning, idet jeg kunne skabe overblik. Og det fik jeg brug for, da jeg en overgang var ansvarshavende aftenvagt i hjemmeplejen i Horsens, husker hun og forklarer, at hun i mange år var helt tilfreds med den tilværelse, SOSU-uddannelsen var grundlag for.

– Men efter 12 år måtte jeg tage mit liv op til revision og sige til mig selv: Er det nu det her, jeg vil resten af livet? Og svaret var ikke et ja, for lønnen var ikke noget at prale med og arbejdstiderne meget dårlige. Så jeg kiggede på muligheder for videreuddannelse. Jeg kunne jo uddanne mig som sygeplejerske, tænkte jeg, men så ville jeg blot få mere administrativt arbejde, og det var ikke det jeg ville, fortæller hun.

Fascination af apoteket

– Jeg har altid været fascineret af apoteket, der for mig så ud som en lukket verden. Så da jeg var på jagt efter nye muligheder og så en annonce i dagbladet Jyske Vestkysten om en elevplads som farmakonom på apoteket i Grindsted, ja, så greb jeg chancen og tog kontakt til apotekeren. Jeg havde lige kigget på uddannelsen via nettet og tænkte så, at det lige var mig, selvom jeg skulle gå 10.000 kr. ned i løn under uddannelsen, siger Helle Plougmann.

I Grindsted havde man nu fået sig en elev, men Helle Plougmann fik her at vide, at man også søgte elev på 
Vejen Apotek, så hun var ikke sen til at kontakte apotek-
er Ulla Poulsen der.

– Hun advarede mig nu lidt imod uddannelsens længde og ville forståeligt nok sikre sig imod, at jeg faldt fra. Men nu har jeg været i gang i halvandet år, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, siger Helle Plougmann, der ikke har savnet sit gamle arbejde som SOSU-assistent.

– Men til tider er det nu hårdt, når man både skal på skolebænken og arbejde på apoteket, mener hun og fortæller, at uddannelse og arbejde skal klares oven i en hverdag som alenemor til sønnen Sebastian, der er 11 år. Så uden hjælp fra hendes forældre, ikke mindst når hun skal på Pharmakon i længere perioder, var det slet ikke gået, tilføjer hun.

Hårdt at være prøveklud

– Uh, jeg var jo til skriftlig eksamen i sommer, og da havde jeg altså fornemmelsen af, at det var gået helt frygteligt. Så dengang var jeg altså ved at være træt af det hele. Men så viste det sig alligevel, at jeg fik 7 efter den nye skala, husker Helle Plougmann, der er blandt de første elever til at gennemføre den nye farmakonomuddannelse.

– Jeg vil nok sige, at vi var ved at drukne i læringsmængden fra begyndelsen, og så hjalp det jo heller ikke, at it-systemet ikke fungerede helt godt, fortæller hun, men tilføjer, at der efter hendes mening nu er kommet styr på mange af den nye uddannelses børnesygdomme.

– Jeg synes dog, at det er en skam, at vores videokonferencer er afløst af forudoptagede videoer. Der mangler den direkte dialog, for det tager alt for lang tid at få svar på spørgsmål, lyder hendes erfaring, men hun tilføjer, at hun i øvrigt er meget tilfreds med uddannelsen, der skal give hende grundlag for at yde kvalificeret rådgivning til kunderne.

Godt snakketøj

Kontakten til kunderne ligger nemlig godt for Helle Plougmann, har hun fundet ud af. For som hendes kolleger siger, har hun et rigtig godt snakketøj.

– Og som farmakonomer får vi jo en kæmpe viden, der skal ud over skranken. Det er dejligt at kunne dele ud af sin viden til kunderne, oplever hun og fortæller tilfreds, hvordan hun for eksempel fik skiftet inhalationsspray til en ældre mand, der en måned efter kom tilbage fuld af taknemmelighed, da den nye spray fungerede bedre.

– Kunderne her kan jo huske en fra gang til gang. Og jeg kan da også huske kunderne og spørger jo til dem. Det fungerer godt, og jeg er ikke bange for at spørge løs, for jeg kan altid få hjælp fra kollegerne, siger hun og understreger, at arbejdet på apoteket efter hendes vurdering bestemt ikke består i at sælge bare for at sælge.

– Og det hjælper altså meget at have erfaring og et godt humør, siger hun og fortæller, at hun for eksempel kan trække på erfaringer med demente og deres pårørende fra sin tid som SOSU-assistent.

– Det er oplevelser af folk med problemer, som er værd at have med i rygsækken, og som måske nok ville få yngre elever til at flygte, mener hun og tilføjer, at nogle af de ældre kunder nok også foretrækker at have med lidt ældre ansatte at gøre. Og hun understreger, at det naturligvis er en del af farmakonomens professionalisme at have lærdommen fra skolen med sig, men lige så afgørende er det at kunne fornemme, hvordan man skal omgås kunderne – at vide, hvornår der skal lyttes, og hvornår der skal snakkes.

Nye muligheder

Om Helle Plougmann fortsætter arbejdet på Vejen 
Apotek efter uddannelsen, ved hun ikke endnu, men hun er meget tilfreds med sin dagligdag.

– Nu har jeg jo bevist over for mig selv og andre, at livet ikke behøver at stoppe ved de 40. Jeg følte mig nok lidt låst som SOSU-assistent med dårlige arbejdstider. Det oplever jeg ikke her, hvor jeg jo har fri på helligdagene. Og fremtidsudsigterne er da gode i faget, vurderer hun og fortæller, at hun jo har lagt mærke til, at hendes uddannelsesansvarlige har en Lif-eksamen, som hun måske også kunne tænke sig.

– Man er ikke så låst, for der er muligheder også uden for apoteket, påpeger hun, men tilføjer, at hun nu indtil videre er helt godt tilpas ved apoteket.

– Ja, jeg er glad for apoteket, for her er omsorgsfulde kolleger med en god omgangstone, så her er også plads til at klare en dårlig dag, siger hun og tilføjer, at dem har hun nu ikke så mange af.

Værdifuld livserfaring

– Jamen, hun er nærmest forfærdelig selvstændig, lyder karakteristikken af Helle Plougmann fra hendes uddannelsesansvarlige på apoteket farmakonom Lene Bjerregård. Hun er slet ikke i tvivl om, at det er en fordel at have noget erfaring med sig, når man går i gang med farmakonomstudiet og skal tage del i det daglige arbejde på apoteket.

– Helle Plougmann er jo vant til arbejdslivet på godt og ondt til forskel fra de unge, der ikke har så stor arbejdsmarkedserfaring. Så hun kan det der med at hive sig op ved håret på en sur dag og sige: Sådan er det bare. Hendes kanter er slebet af, og hun ved godt, at det ikke nytter bare at tænke på sig selv, siger Lene Bjerregård, der tilføjer, at Helle Plougmann med den baggrund er i fin træning til at fungere som en god kollega.

– Hun ved jo, at der er mange hverdage i et arbejdsliv – lidt i modsætning til de unge, der lige skal lære det også. Og så har hun stor praktisk viden med sig fra sit tidligere arbejde, som giver hende en virkelig nyttig ballast i skranken, vurderer Lene Bjerregård.

– Det er jo bestemt ikke nogen skade til at have livs-
erfaring, når man skal møde kunderne i skranken. Der er det godt selv at have været tæt på livet, og det kræver etik, som Helle Plougmann bestemt også har, fastslår den uddannelsesansvarlige farmakonom, der faktisk kun har godt at sige om at få en seniorelev på apoteket.

Ung og erfaren

– Hun har jo lige, hvad arbejdsgiverne gerne vil have. Alle vil gerne ansætte folk på 20 år med 20 års erfaring, og her er Helle Plougmann nok det tætteste, vi komme, siger apotekeren på Vejen Apotek Ulla Poulsen om at antage en seniorelev.

På linje med Lene Bjerregård fremhæver hun værdien af at have livserfaring i omgangen med kunderne, og så peger hun også på, at Helle Plougmann har værdifulde erfaringer med sig fra arbejdet i plejehjemssektoren, som apoteket nu kan trække på.

– Ja, hun havde ikke været her mange dage, før hun kunne fortælle os noget om plejehjem, som vi ikke vidste, siger apotekeren og forklarer, at hun bestemt ikke har fortrudt, at hun tog Helle Plougmann ind som elev.

– Når hun er færdiguddannet, har hun jo 25 år foran sig i faget, så det er da også et godt perspektiv, siger apotekeren, der mener, at Helle Plougmann på bedste vis passer til apotekets vision om glade medarbejdere og tilfredse kunder.

– Vi har en rimelig fri tone blandt de 15 kolleger, og den svinger hun helt godt med. Men det er nu heller ikke alle elever, der får lov at være så »fræk« som hende, siger apotekeren med et smil og tilføjer, at hun da gerne vil opfordre andre apotekere til ikke blot at tage de helt unge ind som elever.

– Men det kræver vilje for en seniorelev at gennemføre studiet, for det er hårdt arbejde, når man også har familie at passe. Man kan bestemt ikke blot lalle sig igennem, understreger Ulla Poulsen.