– Først var jeg kommet ind i en trikotageforretning, men jeg har altid villet arbejde på apotek. Så selvom jeg havde været rundt på apotekerne i Århus, ville ingen have mig. Først da jeg var kommet i butik, meldte de sig fra Århus Løve Apotek, husker Gretha Ihler om de første år i halvtredserne, hvor hun kom i lære som defektrice.

 

Over to vintre i 1951 og 1952 fik hun sin eksamen ved at gå på Danske Apoteksdefektricers Landsforenings Fagkursus ved siden af arbejdet på apoteket. Med karakteren UG? (udtales UGspørgs, red.) oven i købet.

 

– Men jeg blev ikke på Løve Apoteket. For jeg fik et tomåneders ferievikariat på apoteket på Aarhus Kommunehospital, og der blev jeg så i 42 år, fortæller hun om optakten til, at hun blev en af landets første apoteksassistenter, der fik papir på sin faglighed for 50 år siden.

 

Overgangsuddannelsen

Apotekerloven fra 1954 åbnede mulighed for uddannelsen som apoteksassistent, der først kom i gang i 1958. Og da uddannelsen var treårig for personer med real- og studentereksamen og firårig for personer med mellemskoleeksamen, gik der nogle år, inden de første ordinære apoteksassistenter stod klar.

 

Men da der samtidig blev etableret en overgangsuddannelse for defektricer, der med to kurser oven på deres defektriceuddannelse kunne kalde sig for apoteks-assistenter, blev de i 1959 de første apoteksassistenter.

– Vi var 49 defektricer fra hele landet, der blev indstillet til eksamen. Og heraf bestod de 45. Men vi var 11 fra Århus, og vi bestod alle sammen, husker Gretha Ihler, stadig med hørbar stolthed i stemmen.

– Vi gik på kursus på en kommuneskole en aften om ugen ved siden af arbejdet som defektricer. Og dertil kom forberedelse hjemme samt præparationer.

– Ja, præparationer fik vi jo lov at lave i vores fritid på det apotek, hvor vi arbejdede, fortæller hun og regner sig frem til, at det sagtens kunne blive til en arbejdsuge på op mod 70 timer, når man medregner de timer, som de 11 benyttede til fællesstudier om aftenen.

 

Latin og præparation

Gretha Ihler er ikke sen til at hente sit eksamensbevis frem, og her fremgår det, at de første apoteksassistenter har været spændt godt for i vinterhalvåret 1958 samt hele det første halve år af 1959 indtil eksamen, der var overstået den 13. september.

 

Her blev eleverne underkastet en praktisk prøve i receptur og taksation, præparation samt varekundskab og en mundtlig prøve i præparation. Endelig måtte de igennem en skriftlig prøve i farmakopé-kendskab, farmaceutisk teknik, lovkundskab samt terminologisk latin.

– Vi skulle jo kende 200 stoffer og præparater udenad, og der havde vi et helt sæt, som vi skulle bestemme ud fra ved at se, lugte og smage på det, husker hun og tilføjer, at underviserne dog havde gjort deres elever den tjeneste at mærke de giftige præparater med et kors.

– De hvide præparater var de værste at finde rundt i, og dem var der omkring 40 af, siger hun og husker, hvordan en af hendes kolleger sad og smagte på noget, som hun selv var ret sikker på måtte være natriumbikarbonat, altså natron.

– Og det dør man altså ikke af at spise, sagde jeg så. Men så kom vores farmaceut forbi og sagde, at det kun var spørgsmålet om, hvor meget, man spiste. Så skulle man nok dø af det. Og det fik mig da pillet lidt ned, fortæller hun.

 

En bid af ferien

– Vi brugte faktisk en uges ferie på at komme til København og få vores eksamen overstået, siger Gretha Ihler og lægger ikke skjul på, at arbejdet som apoteksassistent efter hendes vurdering var mere spændende end farmakonomernes i dag.

– Farmakonomuddannelsen i dag er jo mere teoretisk end uddannelsen som apoteksassistent, hvor vi blev oplært i produktion. Og produktionen, syntes jeg, var det spændende. Til gengæld vidste vi slet ikke, hvad klinisk farmaci var dengang, siger hun og fortæller om sine indledende øvelser i præparation under uddannelsen til apoteksassistent.

 

– Vi skulle lave trokisker, sådan nogle store sugetabletter blandt andet til ormekure. Vi erstattede det virksomme stof med pebermynte. Hele tabletten var sød og skulle fremstilles fra bunden. Så da de små portioner lå klar som kugler på papir, havde vi fået at vide, at de så skulle slås med en bog for at få den rette facon. Så jeg greb farmakopéen og gav dem et ordentlig klask oveni med det resultat, at de sprøjtede ud over alt. Det gjorde mig ikke populær hos vores lærer, men ingen havde fortalt mig, at man skulle banke let med bogen under bordet, for at trokisken fik den rigtige flade form, fortæller hun og husker også, hvor stor skuffelsen var, da de rigtigt formede, søde trokisker senere skulle nydes. De havde nemlig ligget i solen og var flydt helt ud.

 

Århusholdet ses

Gretha Ihler fik god brug for sine kundskaber fra uddannelsen som apoteksassistent gennem mange års arbejde på sygehusapotekets sterile afdeling, hvor hun også selv var med til at undervise elever. Og uddannelsen hjalp også med til at løfte lønnen.

– Men produktion er der ellers ikke meget tilbage af, gentager hun og mener, at hvis nogen i dag går ind på et apotek med en recept på et magistrelt fremstillet præparat, kan de i værste fald dø, inden de får præparatet, der jo fremstilles et helt andet sted.

– Til gengæld kan farmakonomerne mange ting, vi ikke lærte, siger hun, og her tænker hun ikke kun på receptekspedition, men mere generelt på oplysning til kunderne.

– Men jeg blev aldrig farmakonom, og sådan tænker vi gamle apoteksassistenter heller ikke på os selv, når vi frisker minder op, siger Gretha Ihler og fortæller, at de første apoteksassistenter i Århus stadig kommer sammen i ’Århusholdet’, som har mødtes hver femte år, siden de tog eksamen.

– Ud af de 11 fra dengang er vi seks tilbage, hvoraf den yngste er 72 år og den ældste er 87, oplyser Gretha Ihler, der selv har rundet de 78.

– Og selvfølgelig skal vi fejre 50-års jubilæum for vores eksamen her til september, tilføjer hun og sender en hilsen fra hele Århusholdet og ønsker tillykke med jubilæet til resten af apoteksassistenterne fra 1959.