FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Uddannelse  »  Farmakonom-uddannelsen
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

22/09 - 2010
2010/15 - Rum og ret til de studerende
De farmakonomstuderende har fået nye fjer at pryde sig med. Nok foregår det hele fortsat på Pharmakon i Hillerød. Men en helt nybygget fløj med tilhørende parkeringsplads, egen indgang, undervisningslokaler med ypperste teknologiske strøg, cafe, multi-rum og ikke mindst et opholdsrum, hvor der er plads – og ret – til at smide fødderne på bordet, har givet de studerende en fornemmelse af at have fået deres helt eget rum.

Pharmakon har altid været et stilsikkert ikon. Og farmakonomstuderende har hidtil nydt godt af uddannelsesinstitutionens smukke og arkitekttonisk klassiske lokaler, når de har været på skoleophold med privat indkvartering. Men hvad der tidligere skulle deles med eksterne kursister, eksempelvis den fælles pejsestue, restaurant, toiletter, undervisningslokaler og storrum, er nu efter en to år lang ombygning faset ud. De farmakonomstuderende har fået deres helt eget.

 

Midt i august kunne en flok studerende tage de nye lokaler til sig, da en stolt rektor og direktør for Pharmakon Janne Albertsen åbnede for den nye fløj. Resultatet af strabadserne er slående. Nok har Pharmakon altid været smuk og indbydende, men store tanker, masser af brainstorm i arbejds- og styringsgrupper nedsat blandt Pharmakons personale og studerende, har skabt et unikt produkt. Ikke nok med, at den berømte Pharmakon-stil er bevaret, og tankerne videreført i den nye fløj, Pharmakons oprindelige bygningsværk er piftet op med kreative penselsstrøg, hvor alt indendørs træværk holdes i hvidt i hvidt (tidligere grønt), mens alt udenfor males sort (tidligere brunt).

 

 Og hvor bevaringsværdige møbler og andet ældre inventar er genbrugt, som for eksempel loungestole og sofagrupper, nu med nye stoffer. Farvesammensætningen løber konsistent som en ens farvepalet gennem hele Pharmakon, hvor sofa- og loungegrupperinger i såvel de eksterne som interne kursisters områder er holdt i sort, gråt og rødt.

Fem splinternye undervisningslokaler

 

Den nye farmakonomfløj har fået intet mindre end fem nye undervisningslokaler med plads til hver 36 studerende. Store lyse lokaler, hvor flytbare vægge med såkaldt writewall optioner giver mulighed for at benytte både tuschstreger, klistermærker og overheads. Ventilation, der imødegår fremtidens klimaudfordringer – og strømføring og trådløst net og andet AV-udstyr, som nu matcher behovet for fleksible læringsmetoder. Alle borde er hæve-sænkeborde på hjul, så rummet er så mobilt som muligt.

 

Den oprindelige pejsestue ved siden af restauranten er blevet til et såkaldt multi-rum, der dels fungerer som storrum for eksempel i tilfælde af regn ved kommende dimissioner, dels som ekstra undervisningslokaler, når lydløse skillevægge forvandler rummet til to selvstændige enheder.

 

Men ovenover alting svæver fornemmelsen af, at det, der gør dette ultramoderne og teknologisk velkonstruerede bygningsværk uovertruffet – er stemningen blandt de studerende. De hører til og får lov til det.

 

– Nok har såvel de eksterne kursister fra Novo Nordisk, Coloplast og andre indlogerende holdt af blandingen af kursusejendom og uddannelsesinstitution. Konflikten har været, når de studerende gerne vil sidde med benene oppe, høre høj musik og måske hen på aftenen rende rundt i nattøj og bare fødder, forklarer Janne Albertsen.

 

Egen cafe med sunde valg

Som prikken over i’et er et nyt sundhedskoncept tænkt ind i ombygningen. Endnu en ny fløj – nemlig et helt nyt køkken – har fundet plads i budgetterne bag ombygningen. Som en stålsøjle – med glas og udsyn til sider og i højden – rejser det ny køkken sig med kik fra gangen mellem det ny og ældre Pharmakon, hvor kursister og studerende kan følge med i tilberedningen af dagens buffet.

 

For de eksterne kursister foregår serveringen fortsat i den oprindelige restaurant, mens farmakonomstuderende og Pharmakons personale har fået egen cafe, der støder op til højre for køkkenet, hvor restauranten ligger til venstre. Det ny sundhedskoncept indebærer det sunde valg mellem retter, der er mærket med grønt, gult og rødt. Og skulle man have syndet for meget, kan man nu bag Pharmakon på den store grønne eng boltre sig i fem udendørs workout stationer, så både kalorier og hjernestøv kan vriste sig fri.


Anna Aaberg med mørkt hår og Pernille Olsen slænger sig i de studerendes opholdsrum i farmakonomfløjens kælder. Her er plads og ret til fødder i sofaerne, der efter elevernes eget ønske er de oprindelige fra den gamle pejsestue. Opholdsstuen er holdt i hyggelig og afslappet atmosfære med musikanlæg, storskærm, Nintendo Wii, airhockey og som sagt masser af plads til farmakonomstuderende, deres dyner, puder, og hvad de ellers har lyst til at medbringe. Først og fremmest er det deres rum.

 

 – Det er lidt ligesom at kunne gå på cafe om aftenen eller være derhjemme med en masse venner. Her er masser af plads. Og det er vores, siger de to studerende.


Som en stål- og glaskonstruktion skudt ind mellem to tidligere undervisningslokaler (der nu er cafe for farmakonomstuderende og personale) og det oprindelige køkken rejser et helt nyt højteknologisk køkken sig. Et univers, hvor lysindfald er slående, genindvinding af varmeforbrug og nyeste kommunikationssystemer betyder, at selv køleskabene sender en sms, hvis graderne svinger til den forkerte vej. Fra køkkenet serveres kun mad, der følger kostrådene. For rektor Janne Albertsen har det været væsentligt at tage en holistisk indfalds-vinkel til ombygningsprojektet, som også indebærer et sundere livsstils-koncept.

 

- Vi er, hvad vi gør og dermed også spiser og lever efter, som hun siger.

Sara Sievertsen tjekker dagens info ud. Mon der er skiftet skema eller lokale? Hvornår er næste undervisningsmodul? Osv. Den ny farmakonomfløj er lavet på de studerendes præmisser. Og der er også mere end almindeligt højt til loftet. Gulvene er belagt med store lyse grå klinker – noget rektor Janne Albertsen håber også at kunne lægge andre steder på Pharmakon. Budgettet på 60 mio. kr. er ikke helt brugt. Hun forventer, der bliver nok til resten af renoveringen, som ud over nye gulve også varsler nye badeværelser på de ældste af de 135 gæsteværelser – både til gavn for de studerende og de eksterne kursister.


« Tilbage til Farmakonom-uddannelsen

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk