»En ny uge truer«, som min ven, farmaceut Erik Juul siger.

Og det er da også rigtigt: Når jeg kører af sted til min arbejdsplads – den samme i 31 år – så kan jeg godt komme til at filosofere over, hvorfor jeg er blevet i det samme job – i det samme fag så længe. Og det til trods for, at jeg tilhører 68-generationen og har en snert af rødstrømpebevægelsen i mig.

Når man er på et landapotek og dermed kender en stor part af sine kunder, kan det være svært at lade være med at leve med i deres liv. Der er mange skæbner, som jeg oplever på tæt hold. Disse mennesker er jo ikke et nummer i systemet, men netop levende væsener, som der skal tages hånd om på hver sin måde.

Så var det lige, at Celine Dion dukkede frem i radioen. Så kommer jeg til at tænke på min arbejdsplads og den personalepleje og -udvikling, som udøves af min nuværende chef:
For et år siden – på vores årlige tur til én af verdens hovedstæder – var vi lige ankommet til vores hotel i New York og sad i baren og fik en drink. Vi kiggede ud ad vinduet: »Hov, det var jo Madison Square Garden lige over for«. På plakaten stod der: »Celine Dion«. For første gang i hendes liv var hun dér, – og kun denne ene aften.

Apotekeren sagde: »Jeg går lige et øjeblik«. Det var et langt øjeblik, men det er vi så vant til. Et øjeblik for ham kan være ét sekund, men det kan også være timer. Da han dukkede op igen, havde han billetter i hånden. Vi havde nok udvist for stor interesse. Sådan gik det til, at vi fik set Madison Square Garden og hørt Celine Dion live. Så kommer man til at tænke på de gange i sit liv, hvor man har fået lov til at være på rette sted, på rette tid og med den rette indstilling.

Det var én af de mange oplevelser, vi har haft på vores ture:
Som da vi var på Island og badede i den blå lagune – udendørs den 4. december. I London var højdepunktet for mig: Sct. Pauls Cathedral, fordi vi var så heldige, at koret øvede sig på julesalmer.

Paris er jo unik i maj. Her tror jeg, jeg vil sige, at højdepunktet var sejlturen på Seinen, også fordi vejret ikke kunne være bedre.

Vi er netop kommet hjem fra Prag – en vidunderlig smuk by, som oser af gammel kultur, historie og religion. Vi, der er vokset op i den kolde krigs tid, har ikke rigtig lært denne kultur at kende før nu.

I alle de byer, apotekeren har givet personalet tur til, har vi set på apoteker. Jeg har altid haft som min målsætning, hvad enten jeg har besøgt apoteker i Danmark eller i andre dele af verden, at sætte mig i kundens sted. Hvordan opleves vi af dem, som vi skal betjene? Den samme grundtanke har ligget bag, når jeg har taget ud på danske apoteker og undervist i Kundedialog.

Vi har en kæmpe opgave i at skole os selv, så vi ikke bliver en lille, lukket enklave, som kan bruge udtrykket: »Vi har det egentlig vældig godt, hvis vi ikke havde alle de kunder«, – som min gamle farmaceut på Nr. Snede Apotek altid sagde med et glimt i øjet.

Derfor: Personalepleje er en meget vigtig del af en efteruddannelse. Det er slet ikke dårligt med en kosmopolitisk vinkel. Det er slet ikke dårligt at prøve at gå ind ad en apoteksdør rundt omkring i verden og se deres vinkel på sundhedsvæsen og kundebetjening. For vi er meget tilbøjelige til – når vi mødes i faglige sammenhænge – at klappe hinanden på skuldrene – og ikke få de store vinkler med.

Nu dukker arbejdspladsen frem: Så må jeg i gang!