»Har du fået medicinen før?«, spurgte jeg. Standardspørgsmålet, som jeg efterhånden har lært at stille alle kunder. »Nej, det har jeg ikke«, svarede kvinden. Så fortalte jeg hende, at hun skulle tage en tablet tre gange dagligt. »Okay«, svarede hun.

SMART

Jeg skulle lige til at oplyse prisen, da jeg kom i tanke om SMART – en spørgemetode, som vi på farmakonomstudiet løbende undervises og trænes i at bruge i praktikperioderne på vores uddannelsesapoteker. SMART-metoden er beregnet til brug ved udlevering af receptpligtige lægemidler og skal sikre en korrekt afdækning af patientens behov for faglig rådgivning.

»Hvorfor skal jeg have sådan noget medicin?«

Jeg besluttede mig for at lade den lange kø af ventende kunder være og gik i gang med SMART-metoden. Jeg spurgte kvinden, hvorfor hun skulle have bromazepam.

»Det ved jeg faktisk ikke«, svarede hun til min store overraskelse. »Hvad er det egentlig for noget medicin, jeg skal have?«, spurgte hun mig. Jeg forklarede hende, at bromazepam er et anxiolytikum, der tilhører den vanedannende lægemiddelgruppe af benzodiazepiner og bruges ved angst og uro.

Kvinden foran mig i skranken begyndte at græde og sagde, at hun slet ikke forstod, hvorfor hun skulle have sådan noget medicin.

Sygemeldt uden at vide hvorfor

Jeg hentede diskret nogle lommetørklæder til kvinden. Dernæst fulgte en længere samtale, hvor det viste sig, at kvinden de sidste måneder havde været helt ved siden af sig selv. Hun var gift og mor til to små børn. Igennem hele sit liv havde hun altid været den stærke, som alle andre havde trukket på. Hun havde altid været der for venner, familie og kolleger, og mange havde grædt ud ved hendes skulder. Men nu kunne hun simpelthen ikke mere.

Hun var røget længere og længere ned de sidste par måneder, og hun havde været sygemeldt de sidste par uger – uden at vide hvorfor. Hun magtede bare ikke at tage på arbejde. Hun kunne ikke overskue noget som helst – hverken pligter eller samvær med familien. Hun var uden energi og lystfølelse, orkede intet og havde bare siddet ligeglad derhjemme og stirret tomt ud i luften de sidste par uger.

Hos lægen

Til sidst tog hun op til sin læge, hvor hun brød grædende sammen, fordi hun slet ikke vidste, hvorfor hun egentlig havde bestilt en tid hos ham. Hun sagde, at hun bare ikke kunne genkende sig selv og ikke forstod, hvad der var ved at ske med hende. Lægen, som havde meget travlt, sagde til hende, at hun nok bare var lidt småstresset og forsynede hende med recepten på bromazepam. Konsultationen var forbi!

Min viden kommer i brug

Jeg blev chokeret over handlingsforløbet og lægens opførsel. Jeg har netop for kort tid siden studeret en del om depression og om det nye diagnosesystem ICD-10 – og efter samtalen med kvinden var jeg ret overbevist om, at hun led af en depression i en eller anden grad – ikke af angst eller uro.

Jeg forklarede kvinden, at jeg – på baggrund af de ting, hun havde fortalt mig – mente, at hun muligvis led af en depression. Jeg fortalte hende ganske kort om depression og gav hende en brochure, som jeg opfordrede hende til at læse igennem. Samtidig aftalte vi, at hun allerede samme dag skulle ringe til sin læge og få en ny tid hurtigst muligt, og at hun så skulle prøve at få lægen til at lytte til hende og lade hende tale ud om sin situation.

Kvinden lovede mig at kontakte lægen med det samme og takkede mig, fordi jeg havde givet mig tid til at lytte til hende. Jeg stod tilbage med en rigtig god følelse indeni: Jeg havde udrettet noget godt og jeg havde hjulpet et menneske godt på vej. Det gav mig rigtig stor tilfredsstillelse!

»Tak, fordi du lyttede til mig«

En endnu større tilfredsstillelse fik jeg dog nogle måneder efter. Kvinden kom nemlig hen til mig i skranken og faldt mig om halsen. Med tårer i øjnene fortalte hun, at hun havde været hos lægen dagen efter vores samtale, og at hun havde sagt til ham, at hun virkelig havde brug for at tale. Hun forklarede ham alt det, hun havde fortalt mig i skranken, og denne gang havde lægens reaktion været markant anderledes: Han stillede nemlig diagnosen svær depression og henviste hende straks til en psykiater.

Stolt viste kvinden mig en æske Cipralex® (escitalopram). »Tak, fordi du lyttede til mig!«, sagde hun og forklarede, at hvis ikke det var fordi, jeg havde lyttet til hende og hjulpet hende den dag i skranken, så havde hun højst sandsynligt prøvet at begå selvmord. Nu var hun i stedet så lykkelig og følte, at alt gik den rette vej. Hun var sågar begyndt at arbejde igen.

Jeg blev helt varm indeni og indså for alvor vigtighed?en af, at vi giver os den nødvendige tid til at opfange alarmsignaler hos hver enkelt kunde i skranken uanset hvor mange, der end måtte stå i kø lige netop dén dag. Lægerne får det ikke altid gjort. Vi skal bare gøre det – eller i det mindste forsøge. Hvem skal ellers?