Jeg har lige haft sommerferie og tilbragt to uger i Schweiz hos min moster. Jeg var så heldig, at hun skaffede mig en »praktikplads« på et apotek, hvor jeg var i fire dage. Jeg var nysgerrig efter at se, hvordan et schweizisk apotek fungerer og hvilke ting, de lægger vægt på i forhold til DK.

Det første, jeg lagde mærke til, var personalets sammensætning. Der var fire ansatte: Apotekeren og tre apoteksassistenter, hvoraf den ene var vikar. De var alle tre unge piger på omkring 20 år. Apotekeren gik meget op i, at de ikke havde børn for at slippe for »børns sygedage«.

Det andet, jeg lagde mærke til, var, at apoteket ligner mere Matas her i DK, end det ligner et apotek. Apotekets selvvalg består af en hel del kosmetik, og det betød, at jeg fik det indryk, at apoteket ikke var et seriøst sted, hvor man kunne få den rådgivning om medicinen, som vi lægger stor vægt på i DK. Jeg må indrømme, at jeg blev chokeret over, at en kunde med et almindeligt hudproblem blev bedt om at komme tilbage senere, fordi apotek­eren ikke var til stede, og apoteksassistenterne ikke var i stand til at give kunden den nødvendige rådgivning. Jeg fik det indtryk, at deres uddannelse er på et meget lavere niveau end farmakonomuddannelsen her i DK.

Apoteksassistentuddannelsen i Schweiz varer også tre år, og der er adskillige skoler i landet, hvor man kan uddanne sig i modsætning til DK, hvor vi har en. I Schweiz kender de for eksempel ikke begrebet studiedage. De tilbringer en dag om ugen på skolen med de andre elever, hvor de så får fælles undervisning den ene gang om ugen i de tre år.

Mit indtryk er, at deres uddannelse ikke handler så meget om faglig rådgivning, og apotekeren gik heller ikke meget op i det: – Det er en lille by, og jeg kender alle mine kunder. Derfor stiller jeg ikke spørgsmål om deres medicin, udtalte apotekeren, da jeg talte med ham om den faglige rådgivning, som vi går meget op i her i landet.

Fejludleveringer var heller ikke noget, de gik meget op i på det apotek, jeg besøgte. De blev stort set fejet ind under gulvtæppet. Jeg blev helt høj, da jeg allerede den første dag et par gange fik lov til at kontrollere for apoteksassistenterne

Nogle gange kopierede de recepten til kunden og gav den med, for det betød, at man sparede lidt tid og ikke behøvede at skrive etiketter. Så kunne kunden selv læse doseringen.

Det, som jeg blev mest overrasket over, var, at apotek­eren og apoteksassistenterne havde en form for ordinationsret. Kunderne kunne komme med en tom medicinemballage og sige til apotekeren, at de var løbet tør for medicinen. Så skrev apotekeren eller apoteksassistenterne recepten selv og udleverede medicinen. Den slags recepter blev samlet i en bunke i løbet af dagen, og så blev de sendt til lægerne for at blive underskrevet, og dermed var problemet løst.

Jeg fik snakket en hel del med apoteksassistenterne, og jeg fik det indtryk, at det mest problematiske arbejde var de mange forskellige sygeforsikringer.

Det er obligatorisk at have en forsikring, og man skal vise sygeforsikringskortet hver gang, man kommer på apoteket for at hente medicin. De mange forskellige forsikringer besværliggør deres arbejde, for hvis de får skrevet en kunde til en forkert forsikring, får de en masse problemer.

Alt i alt var det en fed oplevelse at være på et apotek i Schweiz, og jeg elskede at se, at de tog det stille og roligt. Der var ikke så meget stress på og lange køer, som vi typisk har på de danske apoteker. Men jeg er meget glad og stolt over farmakonomuddannelsen her i DK, for jeg har indset, at uddannelsen er meget mere værd, end vi egentlig går rundt og tror. Jeg fik det indtryk, at kunderne i Schweiz savner den tryghed omkring medicin, som vi kæmper meget hårdt for at skabe her i DK for vores kunder. Derfor kan jeg med stolthed sige, at vi gør en stor forskel og et godt stykke arbejde!