FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Udefra
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

05/03 - 2009
2009/04 - Nu har vi fået noget at dele med hinanden…
Hele personalet på Ejby Apotek har været på en vellykket tur til Toscana. Efter hjemkomsten blev hver medarbejder bedt om at skrive »10 linjer« om udbyttet af turen. Det har givet inspiration til følgende minder

Minder kan ingen tage fra os

Vi ejer nu noget at dele med hinanden: Dengang vi var i Italien og gik langs Middelhavet og grinede og grinede i hinandens selskab. Og det gør underværker her i januars mørke, og der er flere timer til lukketid og fire dage til, det bli’r weekend – og tre måneder til påske!

 

En særlig henvendelse

Ejby Apotek stod der på skærmen som mailafsender en tidlig søndag morgen, hvor jeg kun lige skulle se, hvor meget det blæste og fra hvilken retning, inden den planlagte kajaktur ved titiden.

 

Apotekerens ærinde var ganske enkelt et ønske om for en bestemt – ret rundhåndet – sum at sende hele sit 24 mand store personale til Italien i to hold på hver 12, så apoteket kunne holde åbent, selvom halvdelen af personalet var fraværende.

 

Det lød som en spændende opgave, må jeg indrømme. Og da jeg i forvejen kendte apotekeren som en ivrig italienskstuderende, vidste jeg, at der var et seriøst menneske bag planen.

 

Planer og forberedelse

Niels apoteker og jeg begyndte planlægningen i det meget tidlige forår, og nu har jeg efterfølgende – for sjov – talt antallet af mails til 140 fra primo april til slutningen af august 2008.

 

Turen begyndte i starten af august med bussen fra Ejby sen fredag eftermiddag og gik via fly Billund/Pisa og i minibusser til Middelhavskystbyen Castiglioncello nogle kilometer syd for Livorno i Mellemitalien – til regionen Toscana. Forud var der også informationsmødeaften på apoteket, hvor alle mødte hinanden.

 

Og så af sted…

Programmet var selvfølgelig presset, fordi kravet var, at holdet skulle være hjemme mandag aften og klar til at gå på arbejde tirsdag morgen: 72 timer til 3 overnatning-er, masser af transport til og fra dit og dat og måltider morgen middag og aften. For mange af deltagerne et fremmed land – for én var det første gang i en flyver osv. – osv.

 

Endvidere var der krav om, at personalet skulle komme hjem med en følelse af sammenhold og oplevelsesmættede af kulturelle oplevelser. Teambuilding er nok ikke det rette udtryk, men en styret og veloplyst mini dannelsesrejse som platform til yderligere udforskning er måske mere præcist den forventning, som jeg fik af apotekeren – som en tak til personalet for en usædvanlig og krævende indsats gennem året.

 

Jeg har selv haft stor glæde af arrangementer for personale – ikke alle lige vellykkede eller relevante, så jeg vidste, at der er store forventninger til arrangørerne, og det er lige fra servering og handling i lufthavne og præcision i hver aftale til de eksotiske retter, udsigten fra værelserne, toiletforhold til indkøbsmuligheder, ro og rytme og meget mere.

 

Det blev til en udflugt til oldtidsbyen Volterra, som har aflejringer ikke bare fra romertiden i form af et velbevaret amfiteater, men også lyslevende rester fra etruskertiden for mere end 3.000 år siden og naturligvis masser af renæssancebygninger. Og så er byen fyldt med alabastkunsthåndværk, fordi omegnen har den mangefarvede stenart i sin undergrund. Der er varme gejserspring i bjergene rundt om byen, og inde bag bymurene er der de mest spektakulære pladser, gader og stræder, barer og restauranter i et mini lilleputsamfund, der oser af Italiens historie.

 

Det blev kronet med et besøg på en privat gård, hvor selskabet i et vaskeægte gårdkøkken fik serveret den ene hjemmelavede ret efter den anden med vin og ost og kage og kaffe til. Det måltid fik flere til at tale om Babette! Der arbejdes på en kogebog fra stedet!

 

Kogekonen i Volterra

I de øjeblikke vidste jeg, at turen ville blive på nethinderne og i duft- og smagsløgene i lang tid.

 

I 2007 var jeg på cykeltur i bjergene (højene (le colline)) og stødte ved en tilfældighed på denne gamle velrestaurerede gård med familie, som vi nu kunne nyde frugterne af. Det sted, jeg havde bestilt hjemmefra, var desværre optaget: »Men min mor og far har et par værelser ledige. Det ligger lige lidt uden for byen ved Diana-muren fra etruskertiden«, sagde vores værtindes datter, som selv hjalp sin mor med at servere for de meget stille danske apoteksgæster. Det var en meget bevæget bus, der forlod stedet, og i efterfølgende beskrivelser og anmeldelser af turen indgår besøget i Volterra som et af højdepunkterne. Ikke at besøget på en vingård eller synet af det skæveste tårn i verden – eller morgenmaden på pensionatet eller for den sags skyld komavesækmiddagen ikke var højdepunkter, men størst var Volterra og den hjemmeplukkede og hjemmemostede vin!!

 

Hvad koster det?

Ikke at jeg her vil afsløre det samlede budget, men jeg kan sige, at lignende arrangementer på 72 timer fra eksempelvis provinsen i Danmark og til hovedstaden med hotel osv. koster mindst lige så meget. Dog skal det tilføjes, at Ryan Air skal tages i ed, inden man lægger budget. Der er ikke så meget slinger i valsen hos DSB eller på Storebælt!

 

Om at skabe bånd

Til gengæld var vandet 22 grader, pigerne super italienske og mændene mere velklædte end de fleste ville indrømme. Det blev en tur, hvor mange myter blev – om ikke aflivet – så dog punkteret godt og grundigt om italienerne. Det blev til en minderig tur, for som en af deltagerne sagde: »Når vi er sammen i flere dage og er »afhængige« af hinanden, skaber det et andet bånd. Vi når over den grænse, der hedder vores job, og vi begynder at kunne tale om en masse andet. Vi ved i dag alle lidt mere om mindst én af vores kolleger«.

 

 

Fakta

Apoteker Niels Højlund er en stille mand, men man skal ikke af den grund lade sig narre til at tro, at han også er handlingsstille. Tværtimod! Hvad han måtte mangle i munden, har han til gengæld i handling: Initiativrig og visionær og en god chef er nogle af de skudsmål, manden får, når man piller lidt i hans omgivelser.

 

Et af disse synlige ledelsesværktøjer var et tilbud til hele personalet i virksomheden om en rejse til Italien i efteråret 2008. Alt betalt undtagen lommepengene i tre dage. Værsgo, rejs og spis: Se hvad I kan få ud af det!

 

Personalet var glade, og man ventede sig meget. Spændingen steg henover sommeren, og så kom den endelige dato for den første af de to planlagte rejser. Vi er i begyndelsen af september...

 

Ejby Apotek betjener store dele af Vestfyn – specielt efter at apoteket for nylig har overtaget

Aarup Apotek, hvorefter der med ét slag ventes en omsætningsstigning for hele den nye virksomheds apoteker og udsalg på omkring 50 %. Et tal der ikke er så hyppigt at høre om i denne tid.

 

Kovendingen sker på den dystre baggrund, at salget af dyremedicin stort set var gået i stå, fordi andre udbydere efterhånden havde overtaget distributionen af medicin til hele landbruget. Her måtte Ejby Apotek give op.

 

« Tilbage til Udefra

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk