FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Foto: Thomas Willads

Arbejdsmarkedet
Love og initiativer af relevans for farmakonomer

 

Historisk lav ledighed

Det er let for en farmakonom at skifte job. Ledighed­en i Danmark er historisk lav, og derfor er efterspørgslen på arbejdskraft tilsvarende høj. Der er farmakonommangel på alle områder, men især på apotek – både i offentligt og privat regi, hvor det ikke er muligt at erstatte farmakonomer med andre faggrupper.

 

Ledigheden for farmakonomer i juni-2008-tal er 0,21 %. Det svarer til ti fuldtidsledige. Disse tal er fra FTF-A, hvor knap 5.000 farmakonomer er medlemmer. Nu kunne en forklaring på det lave tal være sommerferievikariater, men i hele 2008 har ledigheden været under 1 %.

 

Fra regeringens side har der været mange initiativer for at få flere i arbejde. Reglerne for, hvor mange job man skal søge som ledig, er blevet strammet til fire om ugen. Antallet af godtgørelsesdage (G-dage) er steget til tre. Det vil sige, at en arbejdsgiver, der siger en medarbejder op, skal betale en godtgørelse, der svarer til tre dages dagpenge.

 

På sygedagpengeområdet er perioden, hvor en arbejdsgiver ikke får dagpengerefusion fra kommunen, steget fra to til tre uger. Foreningen har ingen statistik over sygefraværet blandt farmakonomer.

 

I perioden januar 2006 – juni 2008 har 18 farmakonomer fået bevilget fleksjob.

 

Det betyder, at der i alt er 66 farmakonomer ansat i fleksjob – som farmakonomer.

 

Socialrådgivning til sygemeldte m.fl.

Farmakonomforeningen er med i FTF’s socialrådgiverordning. Hertil betales et grundkontingent og en fast pris pr. sag. Farmakonomforeningen kan henvise enkeltsager til socialrådgiver i forhold til opfølgningsplaner for sygemeldte, vurdering af revalideringstilbud, støtte og hjælp i forbindelse med fleksjob og anden form for social lovgivning. Det er sekretariatet, der vurderer, hvornår i et sagsforløb en sag eventuelt skal overgives til FTF. Heldigvis klarer foreningen de fleste sager selv. I 2007 blev der overgivet ni sager til FTF og i 2008 indtil nu to.

 

Flere og flere farmakonomer på efterløn

Antallet af farmakonomer på efterløn er stigende. I 2006 var antallet 160. Pr. 1. juni 2008 er 307 farmakonomer på efterløn. Heraf er de 99 under 62 år. 45 er 62, og 30 bliver 65 og ophører dermed med efterløn i 2008.

 

Over 300 medlemmer over 60 år

I skrivende stund er der 301 aktive medlemmer, som er over 60 år. 255 er ansat på privat apotek, 16 i industrien og 30 i den offentlige sektor.

 

Lige- og forskelsbehandling

Fortolkninger og praksis omkring lige- og forskelsbehandling har løbende udviklet sig i beretningsperioden, og Farmakonomforeningen har blandt andet valgt at skabe fokus på problematikken gennem undervisning af tillidsrepræsentanterne. I perioden er der ligeledes blevet indgået forskellige forlig i relation til lige- og forskelsbehandlingslovgivningen, ligesom fædre har fået udvidet barselsorlov i flere af foreningens overenskomster.

 

I skrivende stund har foreningen også en sag verserende for landsretten om rækkevidden af ligebehandlingslovgivningen i forbindelse med ret til orlov ved registrerede partneres stedbarnsadoptioner.

 

Pligtmæssig fratrædelsesalder forhøjet

1. januar 2008 trådte ændringerne af forskelsbehandlingsloven i kraft, hvorefter den pligtmæssige fratrædelsesalder blev hævet fra 65 år til 70 år. Det betyder, at selvom det fremgår af ansættelsesbeviset, at der skal ske pligtmæssig fratrædelse ved det 65. år, er dette vilkår ugyldigt efter 1. januar 2008.

Derimod vil overenskomstbestemmelser med pligtmæssig fratrædelsesalder under 70 år (hvis overenskomsten er indgået i perioden fra 28. december 2004 til 1. januar 2008) fortsat være gyldige frem til det tidspunkt, hvor overenskomsten kan opsiges til ophør.

 

Barselsloven sikrer forældres ret

Barselsloven er reelt kun en sammenskrivning af allerede gældende regler fra ligebehandlingsloven og dagpengeloven, og der er således ikke nævneværdige realitetsændringer, for så vidt angår forældrenes rettigheder. Ønsket bag konstrueringen af barselsloven har været at gøre de i forvejen meget komplicerede regler om barsel og forældreorlov lettere tilgængelige ved at samle dem i én lovtekst.

 

Barselsloven har til formål at sikre forældres ret til fravær i forbindelse med graviditet, fødsel, adoption og forældreorlov samt sikre forældre med tilknytning til arbejdsmarkedet ret til barselsdagpenge under fravær i forbindelse med barsel.

 

Loven trådte i kraft 3. juli 2006.

« Tilbage til Farmakonomforeningens Beretning 2006-2008

Læs mere

Fagpolitiske farmakonomer

I forbindelse med overenskomstforhandlingerne i forsommeren 2008 gik omkring 35 farmakonomer fra Region Midtjylland i strejke og krævede Rette løn i rette lomme. På Regionshospitalet i Herning var medicinservice på fire afdelinger strejke-ramt. Farmakonom Judith Christensen, som var formand for de offentligt ansatte, arbejdede på Hospitalsapoteket under strejken og var med til at etablere nødberedskabet, som fungerede efter behov: – Farmakonomerne oplevede fuld opbakning fra ledelsen, så der blev kun bestilt og leveret livsvigtig medicin.

Farmakonomen nr. 08/08 og nr. 11/08.


 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk