1. maj startede det nye ferieår. På alle overenskomstområder har farmakonomerne seks ugers ferie, og sådan er det også for de fleste farmakonomer, som er ansat uden overenskomst.
Ifølge ferieloven har alle ret til fem ugers ferie. Man har ret til at holde tre ugers samlet hovedferie i perioden 1. maj til 30. september. Og hele ferien skal være afholdt inden 30. april 2012.
Det fremgår ofte af personalepolitikken, hvornår ferieplanen skal være på plads.
For at arbejdspladsen stadig kan fungere, kan det på nogle arbejdspladser betyde, at der skal ansættes en vikar eller at arbejdstiden skal omlægges. Hvis arbejdstiden eller skemaet ændres, skal det ske under hensyntagen til de respektive overenskomster med hensyn til varsel m.v.
Ferietidspunktet fastsættes efter forhandling med arbejdsgiveren. Lønmodtagerens ferieønsker skal imødekommes så vidt det er muligt. Har lønmodtageren skolesøgende børn, skal der tages særligt hensyn til forældrenes ønske om at holde ferie sammen med deres børn i skolesommerferien.
Ferie og sygdom
Ferien starter ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag. Således har en lønmodtager, der bliver syg i weekenden, hvor ferien starter mandag morgen, ikke pligt til at påbegynde ferien.
Det forudsætter naturligvis, at lønmodtageren sygemelder sig til arbejdsgiveren og raskmelder sig igen, når vedkommende er rask.
Lønmodtageren har ret til at holde den resterende ferie efter raskmeldingen, men erstatningsferien skal aftales med arbejdsgiveren.
Der er ikke ret til at kræve erstatningsferien i forlængelse af den afholdte ferie.
Hvis du er langvarig syg eller på barsel og slet ikke har mulighed for at holde hovedferien inden 30. september eller i hele ferieåret, er det en feriehindring, og du har ret til at få din feriegodtgørelse udbetalt uden at holde ferien.
Overførsel af ferie til næste ferieår
Der er mulighed for at overføre to ugers ferie både i ferieaftalerne på de offentlige områder og på privat apotek. Overførsel af ferie til det følgende ferieår skal aftales skriftligt med arbejdsgiveren.
Lønmodtagere kan frit aftale at overføre den 5. ferieuge til det følgende ferieår med mindre der er aftalt andet i overenskomsten. Denne bestemmelse er ny i ferieloven.
Ferie og barsel på OK-dækkede områder.
Du har ret til at holde ferie med sædvanlig løn, selv om du i optjeningsåret har været på barselsorlov med dagpenge eller haft retsbestemt børnepasningsorlov.
Det er dog en forudsætning, at du fortsat er ansat på den samme arbejdsplads. Her betragtes alle privat apoteker som én arbejdsplads.
Er du i tvivl, kan du spørge din tillidsrepræsentant.
For ansatte på privatapotek, Pharmakon, Nycomed Danmark og Færøerne er ferien beskrevet i overenskomsterne, som du finder under Løn & Job - industrien. Ferieaftalen for de offentlig ansatte farmakonomer findes under Løn & Job – sygehus.
Nyuddannede
Nyuddannede farmakonomer, der umiddelbart efter uddannelsens afslutning ansættes på privatapotek, sygehusapotek, Pharmakon eller i Nycomed Danmark, har ret til ferie med sædvanlig løn. Dette er også nærmere beskrevet i overenskomsterne og ferieaftalerne.
Ved ansættelse ud over de nævnte områder skal ferien holdes for feriegodtgørelsen optjent som elev.
Elever, som er påbegyndt uddannelsen i 2010 eller tidligere, har ret til 6 ugers ferie med sædvanlig løn i lighed med deres uddannede kolleger.
Farmakonomelever har i det 2. og 3. elevår ret til at placere to ugers ferie op til eksamenstidspunkterne. Herudover har 3.års eleverne ret til en uges læseferie med løn i nær tilknytning til eksamen. Denne uge ligger ud over den almindelige ferie.
Ferie med dagpenge
Har du ikke optjent ferie med løn til alle fem uger, er der mulighed for at få feriedagpenge. Det kan du se mere om på FTF-A’s hjemmeside www.ftf-a.dk.
Har du været på barselsorlov med dagpenge i 2010, vil du fra FTF-A modtage et feriedagpengeskema. Det skal du IKKE bruge, hvis du får løn under ferien. Hvis du har været ansat på et af overenskomstområderne har du optjent ferie med løn under hele orloven.
Gem alligevel skemaet, hvis du skulle skifte til et andet overenskomstområde i løbet af ferieåret eller blive ledig.
”Salg” af ferie udover 20 dage
Alle lønmodtagere har mulighed for at aftale med deres arbejdsgiver, at feriegodtgørelsen for den 5. ferieuge udbetales frem for at holde ferien. Farmakonomer på privat apotek og på det offentlige område kan efter aftale med arbejdsgiveren ”sælge” den 6. ferieuge.
Ferie og efterløn
Fratræder man sin arbejdsplads for at gå på efterløn, vil antallet af optjente feriedage blive modregnet i efterlønnen.