Det er også positivt, at der i år bliver 14 kombielevpladser. Kombielevpladserne er elevpladser, hvor eleven i løbet af uddannelsesperioden både er på privat apotek og på sygehusapotek.
Frygt for ny studieordning
Farmakonomforeningen havde ellers frygtet, at den nye studieordning ville medføre et fald i antallet af pladser. Hvis alt for mange apotekere ønsker at se den nye uddannelse an, inden de antager elever, kunne det betyde for få pladser i år.
Men apotekerne gjorde frygten til skamme, og har valgt at løfte opgaven med at uddanne nye farmakonomer.
Hvervning af nye elever
Elevpladserne er klar, nu skal apotekerne finde eleverne. De små ungdomsårgange giver stor konkurrence mellem uddannelserne om de unge, men hidtil har farmakonomfaget godt kunne tiltrække elever.
Eleverne skal være antaget inden 1. maj, og Farmakonomforeningens formand krydser fingre for de nye elever:
- Jeg håber, at det lykkes at få fat i uddannelsessøgende, som vil faget – og at vi passer godt på dem. De er vores kommende kolleger, som vi alle har så hårdt brug for, skriver hun på sin blog.
Der er studiestart 1. september 2007. I modsætning til tidligere, er det ikke muligt at begynde 1. august.