Over 60 procent af Farmakonomforeningens medlemmer arbejder på deltid. De er mindst lige så stressede som deres fuldtidsansatte kolleger, viser ny FTF-undersøgelse.
I undersøgelsen, der handler om psykisk arbejdsmiljø, klager 45 procent af de farmakonomer, som har deltaget, over stress. For FTF-grupperne generelt er tallet 30 procent.
Forklaringen kan være, at et job på nedsat tid øget forventningspresset både på arbejde og hjemme, siger seniorforsker Helle Holt fra Socialforskningsinstituttet.
Pisker sig selv
Selvom mange kvinder vælger deltid som en mulighed for at få arbejds- og hjemmeliv til at hænge bedre sammen, ender de op i en situation, hvor de kommer til at yde maksimalt på begge fronter.
- Mange kvinder på deltid synes, at de virkelig skal nå noget i de timer, de er på arbejdspladsen og pisker sig selv til en øget arbejdsintensitet. De holder ikke pauser, spiser ikke frokost og arbejder dybt koncentreret.
Samtidig kan det være svært at få arbejdspladsen til at fatte, at den ikke kan kræve det samme af en deltidsansat som af en fuldtidsmedarbejder, siger hun.
Byttehandel
På hjemmefronten forstærkes presset. Både kvinden selv og familien forventer et øget serviceniveau – for mor er jo på deltid - og mandens rolle som hovedforsørger bliver tydelig.
- Der bliver en klar byttehandel mellem forældrene, når kvinden er på deltid. Hun får hovedansvaret derhjemme, og den rollefordeling kan være svær at få til at fungere med det arbejdstidsmønster, som vi har i dag, forklarer Helle Holt.
Lune boller
Hvor deltid i ”gamle dage” ofte var rene halvtidsstillinger, ligger en typisk deltid i dag på 30 timer om ugen.
- Med de få ekstra timer til rådighed kan ens ambitioner om at levere lune hjemmebagte boller og bedre mad blive svære at indfri, siger hun.
FTF-undersøgelsen er gennemført af CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse for FTF. Den handler om det psykiske arbejdsmiljø blandt 2425 medarbejdere fra private og offentlige arbejdspladser i FTF-organisationer.
Forventninger
En undersøgelse gennemført af Socialforskningsinstituttet i 2006 om børnefamiliernes balance mellem familie- og arbejdsliv bekræfter, at kvinderne oftere arbejder på nedsat tid. I tørre tal er kvinders gennemsnitlige arbejdstid på 34 timer om ugen mod mænds 42 timer.
”For at få hverdagen til at hænge sammen – eller på grund af omverdenens forventninger – vælger mange mødre at arbejde på nedsat tid, hvorefter det er naturligt, at de laver mere i hjemmet end fædrene”, hedder det i rapporten.
Ingen nemme løsninger
For Helle Holt er der ingen nemme løsninger:
- Det handler først og fremmest om at undgå idealforestillinger, som begge parter skal leve op til. Og at få fordelt ansvaret for at få hjemmet til at fungere mellem mænd og kvinder, siger hun.