FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Nyheder  »  Arkiv 1 halvaar 2007
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

03/04 - 2007
Eleverne vil have en bærbar
De nuværende farmakonomelever vil ikke stilles ringere end de kommende, som får en bærbar PC til selvstudier. Apotekerne er generelt positive over for ønsket, viser en lille rundspørge.

Alle elever skal have mulighed for at leve op til de samme faglige standarder som de elever, der starter på den nye uddannelsesordning for farmakonomer efter sommerferien.

 

Det mener den nyvalgte elevformand Heidi Christensen, der i øjeblikket er under uddannelse som kombi-elev på Århus Hospitalsapotek og Galten Apotek.

Samme muligheder

Hun er fortaler for, at apotekerne kommer til lommerne og forsyner alle farmakonomelever med en bærbar computer som et led i deres uddannelse.

 

- Vi har ligesom de nye elever brug for at kunne lave selvstudier og skrive opgaver derhjemme. Det kan være svært at nå i de tre timer om ugen, som er afsat til det på apoteket. Hvis ikke vi får samme muligheder, risikerer vi at sakke bagud i forhold til de elever, der bliver uddannet under den nye ordning, siger hun til farmakonom.dk


Må selv betale

Heidi Christensen finder det urimeligt, at den enkelte elev i dag må bruge af elevlønnen til en bærbar, hvis ikke apoteket har stillet en til rådighed.

 

- I min klasse på Pharmakon er der kun nogle få, som har en bærbar PC, og en af dem har købt sin PC selv, forklarer hun.

 

Krav fra elevmøde

Kravet om en bærbar til alle elever blev rejst på elevernes årsmøde den 10-11. marts i Fredericia.

 

Her tilkendegav Apotekerforeningens formand Niels Kristensen, at han ville arbejde videre med sagen, men at han ikke kunne svare for sine medlemmer.

 

- Det er jo dem, der skal betale, sagde Niels Kristensen.

 

Rundspørge

Derfor har farmakonom.dk har lavet et lille rundspørge rundt til landets apoteker for at høre apotekernes holdning. Svarene viser, at apotekerne generelt er positive over for tanken om at investere i bærbare computere til alle elever.

 

Apoteker Grethe Arvesen fra Viborg Løve Apotek siger, at ”eleverne skal ha’ det, der skal til” for at få den bedste uddannelse og de bedste muligheder.

 

- På den måde får vi jo de bedste medarbejdere, siger hun.

Fleksibilitet

På Rønne Apotek har apoteker Anna Grethe Finmand netop købt en bærbar til sin 1. års elev og fået den forsynet med de programmer, der knytter sig til undervisningen på Pharmakon.

 

- En bærbar giver eleven meget større fleksibilitet. Eleven har virkelig brug for det redskab, siger hun.

 

Andre, blandt andet Knud Jessen fra Jerne Apotek i Esbjerg og Jeanette Abel fra Randers Jernbane Apotek, efterlyser en central udmelding fra Apotekerforeningen om, hvordan apotekerne skal stille sig.

 

Ingen af de apotekere, som farmakonom.dk har talt med, er helt afvisende over for kravet.

Godt tilbud

Apotekerforeningens formand har efter elevmødet fremlagt ønsket for Pharmakon.

 

Elevformand Heidi Christensen ser frem til en afklaring og har et konkret forslag til Apotekerforeningen.

 

- I kan sikkert få forhandlet jer til et godt tilbud, hvis I køber rigtig mange bærbare hos den samme forhandler. Med en central løsning er I også sikre på, at maskinerne bliver forsynet med de rigtige programmer, siger hun.

 

Farmakonomforeningen har i øjeblikket 414 elevmedlemmer, som i øvrigt er det største antal nogensinde.

 

Fakta

”En bærbar pc indkøbt og klargjort af Farmakonomskolen vil være en forudsætning for studiedagene, og den vil kunne bruges på apoteket, skolen og derhjemme. Den vil være installeret med nødvendige programmer med videre fra uddannelsens start.”

 

Fra Pharmakons informationsmateriale om den nye farmakonom-uddannelse.

« Tilbage til 

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk