Regeringen har indgået en trepartsaftale med LO og AC, men uden Farmakonomforeningens hovedorganisation, FTF. Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm kalder det ærgerligt og beklageligt.
Igennem flere måneder har regeringen forhandlet med de tre hovedorganisationer, LO, FTF og AC, om en trepartsaftale. Kravene fra FTF har været ret til en uges efteruddannelse og ret til at gå på fuld tid for deltidsansatte, der ønsker det.
Beklageligt
FTF mener ikke, at de har fået deres krav indfriet, og forlod derfor forhandlingerne. De to andre hovedorganisationer forhandlede videre, og har indgået et forlig.
- Regeringen burde have gået efter et resultat, hvor alle kunne være med. Det er ærgerligt og beklageligt, siger formand for Farmakonomforeningen Susanne Engstrøm.
- Alle vi borgere har brug for dygtige pædagoger til at passe vores børn, dygtige lærer til at undervise vores børn og dygtige sygeplejersker og andet sundhedspersonale til at pleje og behandle de syge og deltage i forebyggelse. Og netop deres efteruddannelse blev ikke prioriteret af Regeringen, fremhæver hun.
Trepartsforhandlingerne lægger op til kvalitetsreform
I FTF er der også skuffelse over regeringens manglende vilje til at imødekomme lønmodtagernes krav.
Trepartsforhandlingerne har sammen med kvalitetsreformen været højt profileret for at vise regeringens vilje til forbedringer for de offentligt ansatte og mere velfærd. Da det kom til stykket, var der dog ikke vilje til at give de ansatte det nødvendige løft.
- Vi er ikke blevet imødekommet på vores hovedkrav om ret til en uges efteruddannelse om året. FTF-grupperne er med deres uddannelse og faglighed afgørende for at kunne yde borgerne velfærd af høj kvalitet. Det burde interessere arbejdsgiverne og regeringen, hvis det virkelig er velfærdens kvalitet, det her handler om. Men udkastet til en aftale og økonomien i den er simpelthen for ringe for de FTF-grupper, som Fogh selv har sat i fokus, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.