Farmakonomfaget oplever den største tilstrømning i 25 år. ”En glædelig udvikling” siger uddannelseschef Tina Schilling Hansen fra Pharmakon.
Antallet af elevmedlemmer i Farmakonomforeningen har været støt stigende gennem de sidste fem-seks år og ligger i år på 406, som er det højeste nogensinde.
I 2001 var tallet 265, og i 2002 passerede det 300. Kun i 2005 var der en lille tilbagegang fra året før, nemlig fra 359 til 338. Man skal tilbage i 1980’erne for at finde lige så mange elever, som i dag.
Brug for flere
- Det er en glædelig udvikling, som ganske enkelt skyldes, at apotekerne har brug for flere farmakonomer, siger uddannelseschef Tina Schilling Hansen fra Pharmakon til farmakonom.dk
- Mange vil gå på pension eller efterløn de kommende år, så de tomme pladser skal fyldes op med nye medarbejdere. Men jeg håber selvfølgelig også, at stigningen skyldes øget interesse for uddannelsen, siger hun.
Ekstra klasse
På Pharmakon har tilstrømningen af elever indtil nu ikke givet trængsel i klasselokalerne. Skolen forventer at få 224 elever efter sommerferien og har derfor oprettet en ekstra klasse.
Eleverne bor på skolen under kursusforløbet, men Pharmakon har hidtil kunnet løse indkvarteringsproblemer ad frivillighedens vej.
- Vi spørger, ligesom vi gjorde sidste år, de elever, der bor i Hovedstadsområdet, om de har lyst til at bo hjemme hos sig selv under uddannelsesforløbet på Pharmakon. Mange har været interesserede, for eksempel hvis de har mand og børn. Derfor har vi kunnet få det hele til at gå op, fortæller Tina Schilling Hansen.
Bærbar til alle
Heller ikke mangel på computere bliver noget problem. Alle nye elever får som led i den nye uddannelsesordning en bærbar, som de skal bruge til fjernundervisning og kan tage med sig overalt.
Ny ordning
Næste hold elever starter på Pharmakon til efteråret og bliver efter alt at dømme de første, der skal gennemgå den nye farmakonomuddannelse.
Den er endnu ikke endelig godkendt i Undervisningsministeriet.