EU forlanger, at danskere skal kunne købe medicin i udlandet med tilskud fra den danske sygesikring. Regeringen kæmper imod, men juraprofessor forudser, at reglerne må ændres.
Medicin er ikke bare en vare og et apotek er ikke bare en butik. Når man handler medicin på apoteket er der i virkeligheden tale om en tjenesteydelse, der indbefatter medicinen, rådgivning og kontrol.
Derfor vil den danske regering ikke acceptere, at danskerne kan købe deres medicin i udlandet med støtte fra sygesikringen. Hensynet til patientsikkerheden vejer tungere end hensynet til varernes fri bevægelighed.
EU betragter medicin som en vare
EU-kommissionen betragter derimod medicin som en vare, og har blæst til kamp mod de danske regler om medicintilskud. Det er nemlig i strid med EU-traktaten, hvis forbrugerne ikke frit kan handle medicin på tværs af grænserne i EU – og det kan de i realiteten ikke, hvis tilskuddet ikke følger med.
Sundhedsministeriet har inden jul sendt en række argumenter for de danske regler til Bruxelles, men ifølge en dansk juraprofessor er der ikke meget at stille op.
- Medicin er en vare, så det er omfattet af traktaten. Hvad angår sikkerheden, har EU flere gange demonstreret, at EU har sat et minimumkrav til sikkerheden, og de er pr. definition gode nok. Derfor tror jeg ikke, EU vil acceptere et argument om, at beskyttelsen er bedre i Danmark, siger Kirsten Ketscher, juraprofessor ved Københavns Universitet til Morgenavisen Jyllandsposten.
Sundhedsministeriet: ikke en vare
I Sundhedsministeriet er man selvsagt lodret uenig.
- Vores grundsynspunkt drejer sig om patientsikkerhed. Apotekervæsenet er ikke harmoniseret, og derfor ved vi ikke, hvad der sker af rådgivning og kontrol, når medicin udleveres på et apotek i udlandet. Tilsvarende ved vi heller ikke, hvordan medicinsalg håndteres på internettet, siger Paul Schüder, kontorchef i Sundhedsministeriet til Morgenavisen Jyllandsposten.