FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

11/03 - 2008
OK08: Første møde i forligsinstitutionen
Farmakonomforeningen og resten af Sundhedskartellet har i dag været til det første møde i forligsinstitutionen. Forligsmanden forsøger at mægle mellem Sundhedskartellet og arbejdsgiverne i håbet om at undgå en konflikt.

Forligsinstitutionen forsøger at mægle mellem parterne, så der kan opnås et forlig. - Foto: Thomas Willads.

Overenskomstforhandlingerne er henlagt til forligsinstitutionen, fordi parterne ikke selv kunne forhandle sig frem til en løsning. Sundhedskartellet forhandler både med Danske Regioner og KL (tidl. Kommunernes Landsforening), men Farmakonomforeningen har p.t. kun overenskomst med Danske Regioner.

 

Forhandlingerne i forligsinstitutionen er fortrolige og må derfor ikke refereres uden for forligsinstitutionen. Næste møde er aftalt til 26. marts 2008, men parterne kan blive indkaldt inden.

 

Forligsinstitutionens opgaver

Forligsinstitutionen er dannet for at mægle mellem parterne, og dermed forsøge at undgå en konflikt. Arbejdsgivere og fagforeningerne skal møde op i forligsinstitutionen, når de bliver indkaldt. De kan altså ikke vælge at sige nej til yderligere forhandlinger.

 

Forligsinstitutionen har forskellige værktøjer til at nå et forlig. Forligsmanden kan lægge pres på parterne og afkræve dem indrømmelser, og fremsætte mæglingsforslag for at forsøge at finde en løsning.

 

Forligsinstitutionen kan også sammenkæde urafstemninger om mæglingsforslag. Det betyder, at en række organisationer skal sende mæglingsforslaget til samlet afstemning blandt alle deres medlemmer. Den enkelte organisation eller forhandlingskartel (som Sundhedskartellet) kan derved komme i den situation, at overenskomsten vedtages af det samlede flertal, selvom der blandt deres medlemmer var et flertal for nej.

 

De tre forligsmænd (m/k)

Forligsinstitutionen har tre forligsmænd, der har delt opgaverne imellem sig. Formanden hedder Asbjørn Jensen og har ansvaret på det private område, mens den kvindelige forligsmand Mette Christensen varetager opgaverne på det offentlige område, og dermed Sundhedskartellets forhandlinger.

 

Den sidste forligsmand Kasper Linkis har landbrugsområdet som ansvarsområde. Derudover råder forligsinstitutionen over en stedfortrædende forligsmand og en række mæglingsmænd, der hjælper forligsmændene i forhandlingerne.

 

Konflikten kan udsættes til maj

Sundhedskartellet har varslet konflikt til 1. april 2008, men forligsinstitutionen kan vælge at udsætte konflikten, hvis forligsmanden mener, at det stadig er muligt at mægle. I første omgang kan konflikten udskydes af en enkelt af de tre forligsmænd i 2 uger. Derefter kan de tre forligsmænd samlet vælge at udskyde konflikten 2 uger mere.

 

Hvis der stadig ikke er opnået er forlig, kan konflikten starte på 5. dagen. I år betyder det, at konflikten kan udskydes helt til søndag 4. maj. Det vides endnu ikke, om forligsinstitutionen vil benytte sig af mulighederne for at udskyde konflikten.

 

Fakta
Reglerne for forligsinstitutionen er fastsat ved lov og har været det siden 1910. Loven har dog været revideret flere gange undervejs.
« Tilbage til 

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk