Gravide advares nu mod at tage kosttilskud med ingefær. Høje koncentrationer af ingefær kan nemlig være skadeligt for fostret. Mange gravide har tidligere fået anbefalet kosttilskud af ingefær mod kvalme.
Fødevarestyrelsen fraråder gravide at tage korttilskud med ingefær. I små doser som ved almindelig madlavning er ingefær ikke farligt for fostret, men myndighederne kan ikke udelukke, at kosttilskud med ingefær medfører fare for det ufødte barn.
Det er ikke farligt for gravide at spise at spise mad med ingefær. Men indholdet af ingefær i kosttilskud svarer i nogle tilfælde til at spise 2 poser ingefær-krydderi om ugen. Der er altså forskel på at spise et kosttilskud indeholdende store mængder ingefær hver eneste dag i en lang periode og så at spise mad med ingefær.
Jordemødre har anbefalet ingefær
Ingefær har været anbefalet af jordemødre som et middel mod kvalme, og kosttilskuddet GraviFrisk med ingefær markedsføres direkte mod gravide. Det er nu trukket tilbage fra markedet.
- Gravide bør altid tale med deres læge inden de vælger at tage kosttilskud for at være sikre på, at der ikke er nogen risiko ved det. Det kan være forskelligt, hvad den enkelte gravide enten har brug for eller måske kan skade sig selv eller fostret ved at tage, siger kontorchef Else Molander fra Fødevarestyrelsen.